Pressefoto:

Pressefoto: Oliver Ørskov

Debat:Viby Torv skal være et samlingspunkt

Af Jesper Kjeldsen, kandidat til Aarhus Byrådet for Socialdemokratiet, Haveforeningen Mosevang 40, 8260 Viby J.

I disse dage er jeg særligt glad for at være "Viby-mand". En gennemarbejdet helhedsplan for vores by har nemlig set dagens lys. Det synes jeg, Viby fortjener, eftersom vi har været overset i lang tid. Helhedsplanen er i høring fra uge 41 til 47, og vi borgere har mulighed for at kommentere. Den chance vil jeg opfordre til, at man griber.

Specielt Viby Torv er et omdiskuteret sted, fordi stedet emmer af potentiale. Det kan blive både hyggeligt, grønt og samle de gode takter, der allerede er i Viby. Torvet mener mange meget om, men fælles er, at ganske få finder det hyggeligt. Desuden er stedet også et knudepunkt for offentlig transport, da det er det sted i byen, der har flest daglige passagerer bortset fra Banegården. Det har, i forbindelse med helhedsplanen, skabt en debat om, hvorvidt Viby Torv skal styrkes som et trafikalt knudepunkt for offentlig transport ved at etablere en decentral busterminal. Det, synes jeg, vil være en skam, og andre muligheder i nærheden bør undersøges. Jeg synes, at torvet skal have mindre trafik og være mere indbydende.

Erkendt, jeg er romantiker, og jeg drømmer om at fremelske og forbinde skole- og kirkeområdet med et grønt område, hvor man har lyst til at bruge sin fritid med familien, og hvor vi i Viby kan få et naturligt samlingssted. Hvem har i dag drømt om en sommerdag på Viby Torv med sit barn eller barnebarn? Ja - det tror jeg, de færreste har, og det kommer en busterminal nok desværre ikke til at ændre på.

Jeg synes, at torvet skal være grønt, idyllisk og med et fokus på biodiversitet og familielivet. Det skal være en park, der kan bruges af hele familien. Et drømmescenarie kunne være en park med legeplads og plads til naturen - et sted, der ånder af at kunne rumme alle vibygensere. Der skal være plads til, at naturen kan leve sit eget liv og gerne med en å, der løber igennem. Det kan nemlig fint lade sig gøre, fordi torvet ligger i bunden af ådalen, og er udsat for store mængder vand, når det regner. Det vil dermed hjælpe på vandmængderne, samtidigt med at man kan få rindende vand igennem parken.

Pointen er, at jeg synes, torvet har et stort potentiale, og jeg synes, det vil være synd at ødelægge det potentiale ved at lave en stor plads til busser. Vi må gerne tænke vildt og tillade os selv at drømme for vores by. Alle skal kunne bruge Viby Torv som et sted, hvor vi kan få luft og være sammen med venner og familie. Helhedsplanen er i høring, og det er nu, vi som borgere, skal gribe muligheden og drømme om vores bydels fremtid.

Publiceret 06 November 2020 08:00