Anders Kau Petersen er formand for Grundejerforening Marselisborg. Han mener ikke, at virtuelle borgermøder fungerer. Forleden deltog han i et af slagsen i forbindelse med lokalplan 1128, der handler om Tivoli Frihedens muligheder for en udvidelse.

Anders Kau Petersen er formand for Grundejerforening Marselisborg. Han mener ikke, at virtuelle borgermøder fungerer. Forleden deltog han i et af slagsen i forbindelse med lokalplan 1128, der handler om Tivoli Frihedens muligheder for en udvidelse.

Debat: Borgerindragelse er blevet en by i Langtbortistan

Af Anders Kau Petersen, formand for Grundejerforeningen Marselis

Der er mange gode grunde til at bruge virtuelle møder midt i en coronatid. 13. august inviterede Aarhus Kommune til et i forbindelse med lokalplan 1128 Tivoli Friheden. Vi takkede ja og tog med.

Diskussion af lokalplaner skete tidligere på borgermøder, hvor bølgerne kunne gå meget højt, når tilhængere og modstandere mødtes. Der kunne være kø udenfor mødelokalet, utilfredshed med den plads, man havde fået, opmuntrende tilråb undervejs - eller det modsatte. Selv meget kompetente mødeledere fik deres sag for. Sådanne situationer oplever man ikke under den virtuelle mødeform. Her er der plads til alle, der ønsker at være med, alle 'sidder på første række' nogle endda i en sofa - med slikskålen inden for rækkevidde - og alle kan både se og høre taleren og de plancher, der vises, alle kan stille skriftlige spørgsmål undervejs - endda samtidigt. Men ingen kan se de øvrige deltagere, ingen kan høre tilråbene (kom nu til sagen, du snakker udenom, øv, buh, hørt osv.). 'Ro i salen' er et ukendt begreb under den virtuelle mødeform. Med andre ord: Det er noget helt andet. Et show baseret på envejskommunikation uden mulighed for dialog og opfølgning.

Måske er netop fornemmelsen af både at være til stede og samtidig lukket ude det største problem. Og måske også forklaringen på, at mødelederen - med overraskelse i stemmen - ved mødets afslutning kunne meddele, at der var 19 deltagere på det tidspunkt, hvor der var flest. Tallet viser med al tydelighed, at mødeformen langt fra tiltaler alle, og at man derfor på forhånd melder fra. Det er en skam. Et mix af den gamle og den nye mødeform kunne være løsningen. Det kræver kun, at man benytter et lokale med plads til 15-20 deltagere (eller den til enhver tid gældende grænse for forsamlinger), hvor deltagerne kunne få taletid på lige fod med forvaltningens folk. På den måde får man et rum, hvor nogle af deltagerne er fysisk til stede og kan skabe det liv og engagement, som sagen kræver, mens alle øvrige deltager virtuelt.

Hvad oplevede vi så fra første række? Her er nogle udpluk.

Tivoli Frihedens arkitekt benyttede argumentet, at der var brugt rigtig mange år på projektet, og at det derfor - fik man indtryk af - var kvalificeret til at blive godkendt. Hallo! Helt seriøst! Det kan man ikke bruge som argument! Det blev også oplyst, at koncertbygningen tidligere i projektperioden havde været placeret længere inde i parken. Men vi fik ikke at vide, hvorfor bygningen i stedet blev flyttet helt over til parcellens ydergrænse, hvor den kun kan placeres, hvis den skovbræmme, som de forrige lokalplaner har fredet, inddrages. Hvorfor siger kommunen ikke stop for den løsning allerede fra starten? Hvorfor tilbyder kommunen tværtimod at facilitere løsningen? Svar: politikerne har skabt en kultur, hvor det er tilladt at betragte den fredede skovbræmme, som en salami, man kan skære så mange skiver af, man har lyst til.

Projektdirektøren for Vision Kongelunden kunne meddele, at selvom Tivoli Friheden er en privat virksomhed og samtidig en del af Kongelunden, så har den frihed til at gøre, som den vil uden indblanding fra Vision Kongelunden. Det er en politisk beslutning truffet for længe siden. Stillet overfor samme spørgsmål har projektdirektøren tidligere svaret vævende og undvigende. Heller ikke denne gang fik vi dog svar på, hvilke problemer Tivoli Frihedens enegang har på visionen. Og hvorfor - kan man spørge politikerne - er man egentlig nået frem til en beslutning, som er i modstrid med Vision Kongelundens idegrundlag? Hvorfor har den været hemmelig og hvordan kan den politiske ledelse - med så mange møgsager i bagagen - vælge at skabe et et miljø, hvor betroede medarbejdere skal skjule sandheden? Forstår politikerne slet ikke, at de rokker ved den vigtigste relation mellem borger og kommune: Tilliden. Den relation er svær at genskabe, når først den er væk.

På den lange liste over stillede spørgsmål optræder følgende:

"Karin Salling er aktionær i og dermed medejer af Tivoli Friheden. Samtidig er hun en af de helt store donorer til Vision Kongelunden - ud over de mange andre donationer, som ikke mindst aarhusianere har nydt godt af. Ligger der bag dette navnesammenfald en forklaring på, at Tivoli Friheden får lov til at gå enegang og tyvstarte aktiviteter, som ingen af de øvrige aktører i Kongelundens område får lov til?" (afkortet). Uanset hvor taknemmelig, man kan og bør være over en donation, så berettiger den ikke til særbehandling. Det er ikke giverens fejl, hvis det sker, men modtagerens.

Kommunen har med sin overvældende imødekommenhed overfor Tivoli Frihedens ønsker ikke alene misforstået sine handlingsmuligheder (for eksempel at bare at medtage tilbagemeldingerne fra forhøringen), men også misbrugt dem og dermed igen rokket ved tillidsforholdet mellem borger og kommune. Borgerindragelse er blevet en by i Langtbortistan. Tag nu skeen i den anden hånd, tak!

Publiceret 19 August 2020 15:00