Almaz Mengesha (til venstre) er

Almaz Mengesha (til venstre) er "skrækslagen" for Louise Lindskrog. Pressefotos fra Aarhus Kommune.

Debat: Totalitære feminister som Louise Lindskrog gør mig skrækslagen

Venstre-kvinde går i rette med socialdemokratisk kvinde, der selv gik i rette med Venstre-mand

Af
Almaz Mengesha

Byrådsmedlem for Venstre i Aarhus

Jeg vil, i lighed med moderne mænd og kvinder, gerne ligestillingen blandt køn med mere, men de totalitære metoder, feminister som Louise Lindskrog anvender, gør mig skrækslagen.

Skrækslagen fordi, den doktrin der ligger bag den slags feminister er, at det nu er kvindekønnets tur til at ringeagte og udskamme det modsatte køn, uagtet at denne måtte være uskyldig.

Louise Lindskrog oplevede til et byrådsmøde, at en mand brugte hendes unge alder imod hende i en debat. Louise Lindskrog sagde fra på selve mødet overfor det, hun selv betegner som 'mansplaining'. Louise Lindskrog har ved talrige lejligheder fremhævet sin unge alder i politik, så det kan synes ulogisk, at det er undertrykkende, når andre omtaler den.

Efterfølgende følte hun sig kaldet til at dele sine oplevelser med TV2 Østjylland og ikke mindst hendes cirka 3.000 følgere på Facebook. I hendes Facebook opslag gør hun sig skyldig i dels at anklage en helt forkert person for sexisme og dels tage et helt parti til indtægt for det, hun oplevede som sexisme. Helt håbløst blev det, da jeg gjorde hende opmærksom på, at hun udskammede en forkert person, og at jeg fandt det relevant, at hun bragte et offentligt dementi og en undskyldning til den pågældende mand. Men Louise Lindskrog lod mig forstå, at hendes 'ret til at sige fra når jeg som kvinde bliver mødt af nedladende kommentarer', går forud for hensynet til en uskyldig mand.

Når man fuldt oplyst og så hårdnakket nægter at undskylde for at hænge en uskyldig mand ud, betvivler jeg Louise Lindskrogs hæderlighed, for ønsker Louise Lindskrog at opnå reel ligestilling, eller er hendes motiver skumle med skadelige hensigter? Personlig tror jeg det sidste, og hun demonstrer med sin adfærd alt det, der gør mig skrækslagen for totalitære feminister som hende.

Publiceret 18 August 2020 18:00