Blodtørstige Dracula indtager Aarhus Teater
For første gang nogensinde går Aarhus Teater og Den Jyske Opera sammen og fortæller om et af kulturhistoriens største monstre i en ny musikalsk forestilling.
Alle har hørt om Dracula, men det er måske de færreste, som kender fortællingen bag vampyren over dem alle, som den blev fortalt i Bram Stokers roman fra 1897.
Nu kan man få historien helt tæt på, når historien om Grev Dracula opføres på Aarhus Teater.
Det er med Jacob Madsen Kvols i hovedrollen som Dracula fødes ud af en tid med krig, massevoldtægter og pest som en aristokratisk, overnaturlig dæmon, der vil genrejse Dracula-slægtens storhed ved at invadere London i slutningen af 1800-tallet. Hans plan er at overtage det britiske imperium for at lægge mennesket i lænker som tjenere for den overlegne slægt: vampyrerne.
Men mennesket lader sig ikke invadere uden kamp, og med den unge Mina - spillet af Anne Plauborg Mathew - i spidsen igangsætter en lille gruppe et større detektivarbejde for at forpurre grevens planer.
Første kreative samarbejde
Dracula er det første kreative samarbejde mellem Aarhus Teater og Den Jyske Opera, hvor musik og dramatik smelter sammen.
Komponist og lyddesigner Marcus Aurelius Hjelmborg har pillet store dødsmesser fra hinanden og sat dem sammen i nye konstellationer. Tilsammen skaber det forestillingens røde tråd: et stort værk af filmmusikalske dimensioner, fremført af Den Jyske Operas Kor med 21 sangere og kapelmester Sofia Wilkman ved flyglet.
Dracula er hverken opera eller musical, men taleteater med livemusik som underlæg, hvor musikken ligger under replikkerne og følger handlingens logik.
Der er premiere 8. februar, og forestillingen kører til 18. marts.
ksa