Fik hovedrolle med rekord-kort varsel: »Jeg har aldrig prøvet noget lignende«

De har arbejdet hårdt på Aarhus Teater for at blive klar til premieren 1. september på stykket ’Melancholia’. For 12 dage siden brækkede Anne Plauborg under prøverne en arm og en fod i forbindelse med et uheldigt fald, og Rikke Lylloff overtog rollen. Hun har haft mere end travlt med at få logistikken til at hænge sammen med sin musiker-kæreste, der for tiden arbejder i København, og deres tre-årige søn.

Det er ikke blevet til meget søvn.

»Jeg har aldrig prøvet noget lignende. Nu er jeg virkelig træt,« siger hun til Århus Onsdag dagen efter premieren, der gik godt.

»Da de tilbød mig rollen, fik jeg først ondt i maven. For jeg ville gerne have den, men havde svært ved at se, hvordan det skulle kunne lade sig gøre rent logistisk. Da det faldt på plads, var det bare at knokle og få det til at fungere med holdet og en udfordrende teknik. Alle har været utrolig støttende og Anja har styret det utrolig godt,« siger Rikke Lylloff om sine kolleger og instruktøren.

Først en fest

’Melancholia’, der bygger på Lars von Triers film af samme navn, begynder med et festligt bryllup og slutter med dommedag.

Først er det Justines bryllupsdag, men selvom hendes søster Claire, der spilles af Mette Døssing, har sat rammerne for et overdådigt bryllup, er hun ikke for alvor til stede. Hendes depression gør det umuligt at deltage i festlighederne, og festen bliver langsomt trevlet op af natten.

I stykkets anden del viser planeten Melancholia sig på himlen, og det bekymrer Claire. Justine derimod bader sig i planetens altødelæggende skær. Modsat Claire kan hun nemlig bære Melancholias destruktive potentiale.

Foruroligende smukt

I dag fremstår melankoli som noget foruroligende, men smukt. I Lars von Triers version får melankolien form af den planet, der medfører jordens undergang – men ikke entydigt som noget negativt. Der er nemlig også noget forløsende og udfriende over enden på det hele. Et endegyldigt svar på en længsel efter ikke at være her mere. Noget på en gang mørkt og varmt, skriver Aarhus Teater i en pressemeddelese.

»Jeg synes, det er ret vildt, at Lars Von Trier lader det komme så vidt at verden går under. Mange andre fortællinger er mere trøstende eller advarende: Lars Von Trier er så kompromisløs i sit virke som kunstner, måske fordi han var i en meget depressiv tilstand, da han lavede den, at han går hele vejen og simpelthen lader verden gå under. Det er ret radikalt. Og det er ret mørkt,« siger instruktøren Anja Behrens.

Kollektiv angst

Med Melancholia sætter Aarhus Teater spot på den kollektive angst, vi kan føle, når vi står over for kriser, vi på den ene side ønsker at fortrænge, på den anden side ønsker at fikse. Sådanne kriser er ikke svære at pege på i vores samtid: klimakrisen melder sig som den altoverskyggende dommedag i horisonten, men også den helt konkrete, der udspiller sig lige nu i Danmark og Europas baghave.

I Melancholia oplever Claire den ultimative magtesløshed, som vi kender fra os selv i vores omgang med disse kriser. Men Justine kender til den følelse indefra. Og derfor vælter den hende ikke omkuld, da den også banker på i det ydre: da Melancholia nærmer sig er det Justine, der kan skærme både Claire og sin lille nevø, Leo.