»Erasmus Montanus er en opblæst nar, men han er ved at blive min ven«

Erasmus Montanus henrykkede både publikum og pressen, da stykket fik premiere i Christian Lollikes opsætning i 2017. Mange anmeldere gav det seks stjerner og resten gav det fem. Det blev Årets Forestilling, havde Årets Scenografi og Årets Bedste Hovedrolle.

Der var udsolgt til sidste sæde på Aarhus Teater, da den nye version af det 300 år gamle stykke rullede over de skrå brædder. Men nu er der godt nyt til dem, der gik glip af det. De får en ny chance for at opleve det ikoniske stykke, der sættes op igen 24. august i år.

Denne gang er det med 31-årige Emil Prenter i hovedrollen, som den bedrevidende, selvfede og virkelig irriterende Erasmus Montanus. Han kommer som nyuddannet fra universitetet hjem til barndommens langsomme landsby. Med sig har han det sidste nye: Jorden er rund. Den utrolige påstand er ingen dog så dumme at hoppe på, og så begynder balladen.

Selvfed og snobbet

Aarhus Onsdag møder Emil Prenter til en snak om Erasmus Montanus på Aarhus Teater, hvor der er fuld gang i sceneopsætningen og prøverne. Vi slår os ned i et par behagelige velourstole i et stille hjørne i den smukke buegang.

Den fremadstormende skuespiller er opvokset i det vilde nordvest i København men i det rolige parcelhus-område. Han er efter to års ansættelse på byens teater faldet godt til i det jyske og i jobbet, som han bruger meget tid på.

»Erasmus Montanus er selvfed, snobbet og rimelig usympatisk - i hvert fald i udgangspunktet. Vi er ved at blive gode venner, men vi er der ikke helt endnu. Vi mosler lidt med hinanden, men jeg bliver hele tiden klogere og kommer tættere på,« svarer Emil Prenter på spørgsmålet om, sit forhold til karakteren Erasmus Montanus.

Skuespilleren ser ud i intetheden og tænker sig om.

»Vi minder meget lidt om hinanden. Han er en vild karakter, og det er en udfordrende opgave at komme derhen, hvor Andreas Jebro har lagt ham i 2017. Jeg kan heldigvis tillade mig meget med rollen, men lige nu undersøger jeg det, Andreas Jebro har lavet. Det er godt skuespilarbejde, som han vandt en Reumertpris for,« fortsætter Emil Prenter.

Flår i fordomme

Andreas Jebro hamrede ifølge Reumert-juryen »Holberg i hovedet på publikum med et flabet grin og flåede fordomme fra hinanden med et satirisk greb om den studentikose nar.« Det er Emil Prenter klar til at følge op på.

»Erasmus Montanus vil have ret, høre sig selv tale og er højrøstet bedrevidende. Det skal portrætteres på en måde, så det bliver underholdende og man kan grine af den opblæste nar. Heldigvis kan jeg godt lide ham. Han har ungdommens kækhed og tror, at han er usårlig, men selv om han har ret, bliver han ikke hørt. Han bliver i stedet pillet helt ned,« forklarer Emil Prenter.

Mens den nyuddannede og nedladende Erasmus udbreder sig på et uforståeligt latin, går bølgerne i landsbyen højt. Den evige diskussion om, hvad der er sandt, og hvad der er falsk når nye højder.

Landsbybeboerne er på vagt overfor datidens fake news, og de har flertallet, så fornemme Erasmus Montanus, der egentlig bare hedder Rasmus Berg, må bøje sig.

»Forestillingen er et godt billede på vores polariserede verden i dag, hvor vi ofte står stejlt overfor hinanden, og når vi endelig er enige om noget, er det ofte, at vi ikke er enige med de andre, fordi de tager fejl. Jeg synes, at man skal prøve at lytte til og møde folk, der hvor de er. Det kikser i dette tilfælde,« siger Emil Prenter om Holbergs stadig aktuelle stykke fra 1723.

Trukket rundt i sin penis

Skuespilleren mener også, at stykket trækker referencer til diskussioner om udkantsdanmark. Et emne der har præget debatten i mere end et årti. Desuden er også de kristne værdier i spil.

Den prisvindende instruktør og forfatter, Christian Lollike serverer alle stykkets konflikter og temaer med morsom satire, og når det ikke kan komme længere ud, tager han det til et endnu højere niveau: På et tidspunkt trækkes Erasmus Montanus nøgen rundt på scenen af en dværg, der har et fast tag i hans kønsorganer.

»Når Andreas, der er dværg, kommer ind på scenen, tænker man at det ikke kan blive mere vanvittigt, men det kan det. Stykket er skruet så godt sammen, at det giver god mening, at Erasmus Montanus skal være nøgen og trækkes rundt på den ydmygende måde. Derfor er det ikke ubehageligt at spille. Det er alt sammen med til at få publikum til at tage stilling,« svarer Emil Prenter på spørgsmålet om, hvordan den opgave er.

Scenografi og kostumer

Stykkets særlige scenografi er med til at gøre det til en logistisk udfordring. Kun Erasmus Montanus kan bevæge sig frit på scenen i den 3D-virkelighed, vi kender. De øvrige figurer kan bare gå fra side til side som papirdukker på pinde i et primitivt dukketeater.

Landsbyens beboere er sminket kridhvide og er klædt i sort-hvidt tøj - for deres verden er sort-hvid og flad. Det minder i høj grad om de kobberstik fra 1700-tallet, der har inspireret scenograferne, David Gehrt og Ida Grarup, som fik en Reumert for deres arbejde.

»Bevægelserne er minutiøst planlagt samtidig med at der er virkelig fart over feltet og meget energi i hovedrollen. Det kræver masser af logistik og teknik, når vi spiller. Alt hvad vi gør, er aftalt. Til gengæld er der masser mulighed for at improvisere undervejs, for det lægger Lollikes manus op til, og det er jeg meget spændt på,« siger Emil Prenter.

Han er en af fire nye medvirkende på holdet i denne opsætning, hvor Tina Gylling Andersen, Johannes Lilleøre og prisvindende Arian Kashef også er tjekket ind og hver især sætter deres aftryk på forestillingen.

»Erasmus Montanus har en meget direkte dialog med publikum. Det er en temmelig anderledes måde at lave teater på. Lige nu øver vi i tomme sale, og jeg glæder mig meget til at spille for og sammen med publikum,« siger hovedrolleindehaveren, der arbejder hårdt på den bedste version af sin nye næsten-ven.