Se videoer: 50 år med musik og teater i Opgang2 i Aarhus

Det begyndte som en ungdomsklub, der var med i "P4 på P1", som udgav pladen "Kender du Janne?" og var med til Danmarks første punkkoncert i Aarhus. I dag er Opgang2 et turnerende og Reumert-vindende teater med unge på værkstederne og masser af aarhusiansk kultur i bagkataloget.

Artiklens øverste billede
Unge spiller sig selv i teaterstykket, Kat. i 2007. (tv) Sarah Søgaard, Thomas Clemens Krohn. (th) Emma Holtum. Arkivfoto: Jan Dagø

Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og find Århus Onsdag på listen for at tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Man kan ikke se tilbage på kulturinstitutionen Opgang2s historie uden hele tiden at støde ind i den bærende kraft, der har udviklet og ledet stedet i 50 år: Søren Marcussen.

Han har lavet reportager fra stedet til radioprogrammet ”P4 på P1”, han har sendt live fra Danmarks første punkkoncert i Aarhus, udgivet bøger, LP-plader, lavet film og meget meget mere.

Fødselsdagen fejres 3. september med en Galla Jalla Jubilæumsshow i Rådhushallen. Som optakt til det bringer Opgang2 hver dag fra 1. januar en kort video med sjove og forunderlige indslag fra forestillinger, udstillinger og de unges manifesteringer. Som for eksempel da hr. og fru Hansen i 1981 møder en gruppe punkere på Skt. Clemens Bro og gerne vil vide, hvorfor de ser sådan ud? Og hvad de lever af?

Århus Onsdag ser sammen med Opgang2-chefen tilbage på højdepunkter og sjove anekdoter. Vi møder ham på den kunstnerisk indrettede kulturinstitution, der i høj grad bærer præg af de unges arbejde på stedets kunstneriske værksted. Alle væggene er udsmykkede, der er alternative potteplanter, formfuldendte skulpturer og i det hele taget et væld af indtryk. Over døren står der: ”Rå magi med et strejf af poesi” - og man tror på det, selv om man endnu ikke er nået helt indenfor.

Søren Marcussen sidder klar på kontoret med kaffe på kanden. Han er efter massevis af timer i redigeringsrummet super skarp på stedets 50-årige historie.

Han har netop klippet de første 31 videoer, som skal bringes hver dag i januar, så han husker tydeligt den dag i 1972, hvor han flyttede fra København til Aarhus for at blive en del af den nystartede ungdomsklub, der siden kom til at hedde Opgang2.

Opgang2 har været på Brobjergskolen side 1995. De unges indsats på værkstedet i Ungdomssporet sætter sit præg på indretningen af stedet. Foto: Tahmasbi

Tværs i P4 på P1

»Jeg valgte at læse dansk på Aarhus Universitet, fordi et spændende kollektiv og jobbet på den nye ungdomsklub trak. Der fandt jeg rodløse unge i et kreativt miljø, som kunne give plads til deres ellers uhørte stemmer. Dem optog jeg og lavede en række radioprogrammer. De handlede blandt andet om den meget store ungdomsarbejdsløshed, om Birthe, Finn og Tue, der gik på HF, og var arbejdsløs og fagligt aktiv. Samme år opstod ungdomsfladen ”P4 på P1” med blandt andet det faste indslag ”Tværs” søndag aften, og DR var så begejstret for ”En uge med Birthe, Finn og Tue”, at det blev en del af søndagsprogrammet ,« fortæller Søren Marcussen om et af sine første minder.

Han arbejdede i 10 år sammen med blandt andre socialrådgiveren Tina Bryld, der rådgav unge, som ringede ind til ”Tværs” søndag aften. Søren Marcussens opgaver var at lave reportager, portrætter, interviews og bidrage til de faste indslag som ”Mens de andre ser tv”.

Søren Marcussen blev dybt involveret i den aarhusianske ungdomskultur og skrev i 1979 ungdomsromanen, ”Sidste dag i morgen”. Den beskrev unge i strid modvind og blev udgivet på Informations Forlag, der måtte genoptrykke den flere gange.

Han dækkede også Danmarks første punkkoncert, som blev afholdt i den aarhusianske undergrund.

»Sort Sol, Kliché, Slim, Lost Kids og Dream Police var med. Det var helt vildt. Jan Jet fra Lost Kids kom ind på scenen med sangerinden Kate Sandholm i et hundehalsbånd. Det var helt vildt provokerende og voldsomt. Vi havde aldrig før set noget lignende. Der var masser af hanekamme, sikkerhedsnåle og sort eyeliner,« fortæller Søren Marcussen.

Opgang2 udgav i 1970'erne LPen "Kender du Janne?" Den blev indspillet i Gnags' lydstudie og dette er bagsiden. Foto: Opgang2

Kender du Janne?

I hans ungdomsklub var der også musikalske talenter - de talte blandt mange andre Poul Krebs - og de udgav LP’en: ”Kender du Janne?”. Den blev optaget i Gnags’ lydstudie og handlede også om den altopslugende ungdomsarbejdsløshed.

»Den fiktive Janne fik i skolen at vide, at hun var en jævnt begavet pige - og hvordan kommer man så videre i en tid, hvor der over alt er graffitimalet: No Future? I de år indspillede Vesterbros Ungdomsgård en række plader om unges vilkår og Søren Kragh-Jacobsen udgav ”Hinkeruder på motorvejen” om ballade og klassens tykke dreng. Vi bidrog med noget, der handlede om de unges liv, og som de selv havde været med til at lave,« forklarer Opgang2-chefen.

I forbindelse med pladeudgivelsen fik ungdomsklubben sit nuværende navn, Opgang2. Den var nemlig flyttet fra en opgang i Officersbygningen til en anden opgang.

Der er gennem tiden blevet lavet masser af musik i Opgang2. Arkivfoto: Opgang2

Der fortsatte Søren Marcussen sit utrættelige ungdomsarbejde med projektet, ”Sjælebilleder”, der var et diasshow med lyd. Opgang-chefen brugte sine 10 års radio-erfaring til at forme kunstneriske fortællinger om ungdomsliv på kanten.

»Det står som et højdepunkt for mig, og det fik en rigtig god modtagelse. Jeg fik Statens Kunstfonds arbejdslegat og LO’s kulturpris. Priserne var nu ikke min drivkraft. Det var den styrke og sanselighed, de unges fortællinger havde. Det er helt vildt at redigere i det i dag, hvor jeg er ved at klippe video-minderne sammen. Det virker nærmest eksistentielt.«

Den ungdomsklub, det hele begyndte med, er i mellemtiden blevet til ”Ungdomssporet”. Ungdomsarbejdsløsheden er blevet mindre og punkere er historie, men udfordringer er der stadig masser af. Så klubben er blevet til et dagligt aktiveringstilbud til unge på kontanthjælp - et kunstnerisk værested, hvor man kan arbejde med musik, teater og kunst.

»Vi ved ikke noget om de unge på forhånd, men møder dem, som de er, og prøver sammen med dem at finde en vej, de gerne vil gå videre ad. De fylder meget i huset med masser af energi, og fordi de er her hver dag i modsætning til teateret, der ofte er på farten,« forklarer Søren Marcussen.

Kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad (R) med to aarhusianske vindere af Reumert-prisen i 2014. Palle Granhøj (t.h.) fra Granhøj Dans og Pia Marcussen. Sidstnævnte vandt en Reumert for Opgang2-forestillingen ”4ever”.

Turnéteateret

Teaterafdelingen ledes af dramatikeren, Pia Marcussen, der blev en del af det selvejende Opgang2 i 1989, og siden gift med Søren Marcussen.

Hun var med, da Opgang2 i 1995 flyttede ind på Brobjergskolen, fordi Trevor Davis og hans folk, der stod for Aarhus Festuge, skulle have kontor i Officersbygningen. Det scene-skifte betød, at Opgang2 for første gang fik sit eget teaterrum. Og i 2001 startede Pia Marcussen, Teatertrup Transportable, der i dag er blevet til Opgang2 Teater.

»Dengang havde vi premiere på kulturnatten med tre forskellige forestillinger. Der begyndte vi at arbejde med professionelle skuespillere men ikke med de store klassikere. Pia skriver alle forestillingerne til os. Og så satte hun sig for, at det skulle være et turnerende teater, der kommer ud til folk,« siger Søren Marcussen.

I dag er Opgang2Teater et af Danmarks mest turnerende, og det er ifølge lederen en kunst i sig selv.

»Det giver et særligt benspænd at tage ud til et ikke-teatervant publikum. Ofte foregår det på skoler, hvor lærerne har bestemt, at eleverne skal deltage. Skuespillerne skal vinde dem og fange deres opmærksomhed. Det kræver noget helt særligt,« fastslår Søren Marcussen.

Det er lykkedes så godt, at Pia Marcussen i 2014 vandt en Reumert for forestillingen 4Ever, og i 2017 modtog hun Danske Dramatikeres Manuskriptpris for forestillingen ”Habibi”. Begge stykker kan opleves på endnu ikke fastlagte datoer i 2022 - jubilæumsåret. I det kommer endnu et af Søren Marcussens mange talenter til udtryk: Hans filmoptagelser.

Billedet er taget i 1980'erne på Aarhus Banegård, hvor de unge har ændret bynavnet på skiltet. Arkivfoto: Opgang2

365 øjeblikke fra 50 år

Det er gennem tiden blevet til en række film fra opgang2-chefens hånd og et hav af optagelser af de unge. Dem er han ved at klippe sammen til 365 videoer af et minuts varighed. En video hver dag i 2022 på YouTube, hjemmesiden og Facebook skal vise Opgang2s historie.

»Det er overvældende at se alt det, vi har lavet og opnået gennem årene. Jeg håber, at vi med videoerne kan dele de gode oplevelser med aarhusianerne. Det her er jo ikke noget punktum. Det er måske en bindestreg. Opgang2 fortsætter længe endnu.«



Læs også

Del artiklen