Nøgne ballerinaer i akrobatiske stunts

Den kunstneriske leder af danseteateret Bora Bora kalder forestillingen "Tanz" for en heksesabbat.

Artiklens øverste billede
“Tanz” er en brutal parodi over den romantiske ballettraditions benhårde disciplin og kropsdyrkelse. Der er rå nøgenhed, svævende motorcykler og tatoverede ballerinaer, som hænger fra loftet. Pressefoto

Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og find Århus Onsdag på listen for at tilmelde dig vores ugentlige nyhedsbrev.

I provokatøren Florentina Holzingers ”Tanz” oplever publikum klassisk ballet, akrobatiske stunts, muskuløse kvindekroppe, kampsportsscener og masser af referencer til pop- og trashkulturen, når hun på voldsomt vis dekonstruerer kvindekroppens rolle.

Aarhusianerne kan forberede sig på en oplevelse ud over det sædvanlige, når forestillingen vises på Bora Bora 25. og 26. november.

»Når verden er en slagmark, hvordan kan vi så kun vise det skønne og pæne med piruetter og balletsko. Florentina Holtzingers dansere viser os en moderne version af Svanesøen - en heksesabbat,« siger Jesper de Neergaard i en pressemeddelelse. Han er kunstnerisk leder af Bora Bora.

Østrigske Florentina Holtzinger arbejder hele tiden med at overskride grænser - fysiske og seksuelle.

Hun udfordrer den traditionelle ballets klassiske kropsideal og stiller spørgsmålstegn til relevansen af den.

Bizar, brutal og blodig

“Tanz” er en brutal parodi over den romantiske ballettraditions benhårde disciplin og kropsdyrkelse.

Forestillingen begynder med en balletklasse under kyndig ledelse af den 78-årige tyske danser, Beatrice Cordua – den første ballerina, der dansede Le Sacre du Printemps nøgen i 1972.

Hun er med i forestillingen og giver performerne streng oplæring i de såkaldte ”sylfide-studier”; gennem bizarre kollektive ritualer lærer de at kontrollere krop og sind og de udvikler overnaturlige evner, bl.a. evnen til at flyve.

Og forestillingen sparer ikke på specialeffekterne. Udover den rå nøgenhed er der er både svævende motorcykler og tatoverede ballerinaer hængt fra loftet med kroge gennem huden.

Når verden er en slagmark, hvordan kan vi så kun vise det skønne og pæne med piruetter og balletsko. Florentina Holtzingers dansere viser os en moderne version af Svanesøen - en heksesabbat.

Jesper de Neergaard, kunstnerisk leder af Bora Bora

Med et cast bestående udelukkende af kvinder – alle størrelser og aldre og fra forskellige generationer og med forskellige baggrunde inden for dans – udfordrer “Tanz” radikalt arven fra den klassiske dans. Pressefoto

Kroppen som kampplads

Med et cast bestående udelukkende af kvinder – alle størrelser og aldre og fra forskellige generationer og med forskellige baggrunde inden for dans – udfordrer “Tanz” radikalt arven fra den klassiske dans.

Hvordan skal man forholde sig til den skønhedskult, den repræsenterer?

Florentina Holzinger er uddannet fra School for New Dance Development i Amsterdam.

Hendes kunstneriske arbejde kredser om identitet og overskridelse af seksuelle og fysiske grænser.

Med inspiration fra alt lige fra den avantgardistiske Wiener-aktionisme til body art, bodybuilding, klassisk ballet, kabaret, cirkus og kampsport, dekonstruerer hun gang på gang, selve definitionen af kvindelighed.

Med inspiration fra alt lige fra bodybuilding og klassisk ballet til kabaret, cirkus og kampsport, dekonstruerer Florentina Holzinger selve definitionen af kvindelighed. Pressefoto

Knuser kønsrelationer

Det østrigske og digitale kulturmagasin mener, at Florentina Holzinger positionerer sig selv mellem det højkulturelle og trash, mellem fordybelse, underholdning og in-your-face handlinger.

»Tanz dekonstruerer, eller rettere, knuser neoliberal kropspolitik og kønsrelationer,« skriver Ada Karlbauer i PW-Magazine.

Bora Bora præsenterer den spektakulære forestilling i samarbejde med Det Frie Felts Festival.

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen