Forstander voksede op med vold: »Jeg flygtede ind i bøgerne«

Da aarhusianske Sebastian Bune fyldte 15 år, havde han haft 20 folkeregisteradresser. Han havde alligevel ikke altid et hjem men var flere gange på flugt fra sin voldelige stedfar, og sammen med sin mor og lillebror boede han på krisecenter og rundt omkring på folks sofaer. De tre opholdt sig også i en periode i en boligblok i Ringkøbing.

Og når de boede sammen med moderens kærester i Aarhus V, var der ind imellem så meget vold, at de måtte barrikadere sig, og Sebastian Bune ikke så anden udvej end at ringe til politiet efter hjælp. Der var ikke ro på ret længe ad gangen. Han måtte for eksempel også med, når der blev handlet stoffer i narkomiljøet omkring Klosterport og Mølleparken.

»Jeg har mange virkelig dårlige minder fra min barndom. Der var så ufattelig meget larm hele tiden. Jeg var angst for misbrug, fordi jeg så skæve mænd blive utilregnelige og oplevede min mor blive kaldt øgenavne, når jeg var med ude og købe stoffer. Jeg var ikke et kriminelt barn, men jeg havde en kriminel barndom,« siger Sebastian Bune.

Det kunne være gået grueligt galt, men drengen fandt en vej ud af elendigheden. Han var tidligt meget bevidst om, at han ville noget andet end det liv, han blev født ind i.

Eftersom Århus Onsdag møder ham på forstander-kontoret på Kofoeds Skole, hvor han sidder bag skrivebordet, er det indlysende, at det lykkedes Sebastian Bune at komme ud af vold og kriminalitet. Han overtog ledelsen af skolen for socialt udsatte i sommer og er her i efteråret aktuel med sin anden roman, ’Habibi’, der netop handler om en storebrors kamp for at bryde ud af et kriminelt miljø.

Lille Virgil viste vejen

Forstanderen fortæller gerne, hvad der hjalp ham og håber, at historien kan være med til at nedbryde tabuer.

»Som barn hørte jeg igen og igen et slidt kassettebånd med Lille Virgil og drømte mig ud på hans mark, hvor jeg ville bygge mit eget træhus for at komme væk. Jeg flygtede ind i litteraturen, for dér kan man forestille sig at være noget andet, end det man er. Min biologiske far tegnede et abonnement til mig på bøger og tegneserier, og derfor glædede jeg mig bare til at se ham og prøve at læse bogstaverne. Det motiverede mig meget,« husker Sebastian Bune.

Han ønskede sig væk fra sin barndom i ghettoen med en svag mor og en skopudser fra New Orleans som stedfar. Da drengen havde fået styr på bogstaverne, kunne han læse en bog på to timer. Han forsvandt ind i dejlige fortællinger om Huckleberry Finn, Snøvsen, Operation Cobra og Bjarne Reuters bøger om Zappa, Buster og Drengene fra Sankt Petri. Jo flere lag, jo bedre.

Bøgerne og Sebastian Bunes kone er de to altafgørende grunde til, at det lykkedes ham at skabe sig et liv som universitetsuddannet, forfatter, leder af Kofoeds Skole og familiefar.

»Jeg kunne ikke finde mig til rette i gymnasiet og forlod det. I stedet gik jeg i lære og stod og skar fisk i M.P. Bruuns Gade i minus 16 grader meget tidligt om morgenen. Jeg ville være fiskehandlernes Johan Bülow, fordi min elskede morfar var fisker og havde vist mig, at det er godt at kunne et håndværk. Men så mødte jeg min kæreste, der er ud af akademikerfamilie gennem mange generationer,« smiler Sebastian Bune.

Ikke alle kan komme væk

Hun blev studerende på Aarhus Universitet, mens drengen fra Aarhus V oplevede et godt fællesskab og anerkendelse på sin arbejdsplads i fiskebutikken. Men han blev så fysisk træt, at han faldt i søvn, når han forsøgte at læse. Han tabte bøgerne i hovedet på sig selv. De blev ved med at kalde, og han ville gerne tilbage til dem.

»Mine svigerforældre bakkede mig op og viste mig vejen. De gav mig både faglig sparring og troen på, at jeg godt kunne. Jeg tog HF og fik et fint gennemsnit, hvilket gav mig mange muligheder. Jeg valgte engelsk, som jeg mestrede som en indfødt, fordi min stedfar talte det, og jeg ville gerne arbejde med de store engelske klassikere,« siger Sebastian Bune.

Han er i dag cand. mag. i engelsk, nordisk sprog og litteratur. Det gav ham et job som gymnasielærer, og så valgte han at arbejde som mentor, fordi han ved, hvor vigtigt det kan være. I dag bruger han i høj grad sine egne erfaringer i arbejdet med socialt udsatte.

Forstanderen ser i sit daglige arbejde, hvor svært det kan være at bryde familiemønstre. Han mener, at potentielle mønsterbrydere ikke lykkes, fordi mulighederne simpelthen ikke er til stede. Han peger på, at hvert femte barn i udskolingen har oplevet vold i hjemmet, og at de har brug for, at nogen hjælper dem på vej.

»Det er lykkedes både for mig og min lillebror at få os en universitetsuddannelse. Det kunne man på ingen måde forvente, men vi fik den hånd, vi havde brug for. Jeg forsøger med mine bøger at vise, hvordan et liv som mit kan være, og hvorfor det kan være så svært at skifte miljø.«

Bøgerne er som film

Sebastian Bunes første roman, ’Min Familie’, udkom i 2017 og nummer to, ’Habibi’, kom på gaden i august i år. Han sætter scener som i en film og skriver i høj grad i kraft af replikker. Det er rå minimalisme, som er blevet godt modtaget af læserne.

’Min Familie’ handler om en familie, der flytter fra Vesterhavet til Aarhus. Man følger hovedpersonen, der må bo på krisecentre, mormors skibsbriks og alt, hvad det indebærer. Hans far er præcis som Sebastian Bunes stedfar afroamerikaner og skopudser.

Den nye roman, ’Habibi’, er også autofiktion, og skrevet med inspiration fra eget liv.

Hovedpersonen er flyttet fra sin udsatte mor og lillebror og forsøger at skabe sit eget liv i en lille hybel, med en fiskehandler-læreplads og en kæreste fra et akademisk miljø.

»Det kan gå så grueligt galt, hvis man har oddsene mod sig. For eksempel kan man måske ikke samle sig om sin eksamen, hvis man er flyttet på krisecenter. Hovedpersonen vil for alt i verden beskytte sin lillebror og gøre det rigtige. Da han afleverer nogle stoffer tilbage, bliver det misforstået, og det bliver pludselig farligt.«

Ligesom i forfatterens eget liv er der i bogen også personer, som trækker i den gode retning. Chefen i fiskehandlen støtter hovedrollen. Og kæresten kommer ham til undsætning i arresten sammen med sin morfar, der er dommer.

»Hovedpersonen sidder i lort op til halsen næsten uanset, hvad han gør, fordi hans familie hele tiden har brug for hjælp og trækker ham tilbage i deres miljø. Hvis han vil videre, skal han afvise dem, og det er meget svært. Den slags skal vi tale mere om, også selv om det er skamfuldt, for ellers får de ramte ikke den rette hjælp,« siger forfatteren der er ambassadør for organisationen ’Bryd Tavsheden’.

Blev selv far

Sebastian Bune blev selv far, da han var 23 år, og det fik ham til at tage afstand fra sin mors valg og den opvækst, hun har givet ham. Den holdning har han stadig i dag, hvor han er far til tre. Han er gift med Marianne Jasmine Søgaard, der sidder i byrådet for Socialdemokraterne, og de har to drenge på 11 og 14 år. Familien fik i slutningen af september en lillesøster.

»Jeg kan slet ikke tåle at tænke mine egne børn ind i mine oplevelser. Og jeg synes i det hele taget, at voksne skal tage ansvaret for børn, også dem der ikke er ens egne. Hvis man oplever, at nogen taler for voldsomt til børn eller er for fysiske, bør man faktisk reagere.«

En af dem, der har givet Sebastian Bune troen på et bedre liv, er en kvindelig betjent, der dukkede op en af de gange, han ringede efter hjælp.

»Hvor var vi dog alene med problemerne, og hvor var det betryggende, da hun brød døren op, kom ind og spurgte: ”Hvad sker der her?” Hun gjorde et kæmpe indtryk på mig. Jeg følte, at nogen trods alt passede på os, da hun kørte os væk derfra.«

Forfatteren og forstanderen har flyttet sig langt. Han vil gerne inspirere andre til at komme videre - for eksempel ved at læse en bog eller to.