Transseksuelle Michelles drøm er gået i opfyldelse

Det er lykkedes handicappede og udsatte Michelle Rajter at få helt sit eget radiostudie til sin Svane Musik radio i FO-Byen. Det åbner hun med en fest 3. maj, sammen med Liv Gro (SF), Jens Joel (S) og pigegarden

Artiklens øverste billede
Både Michelle Rajter og lederen af FO Byen, Torben Dreier, var i 1980-erne med til at starte Radio Aarhus, der kunne være et meget muntert og kaotisk foretagende. I dag har Michelle Rjter sin egen netradio, Svane Musik Radio, og åbner 3. maj et nyt studie i FO Byen. Foto: Tahmasbi

Aarhus 57-årige Michelle Rajter er født som handicappede Michael Rajter med forkrøblede hænder. Hun har gennem tiden følt sig hånet, udstødt og latterliggjort.

Men nu er hun mere kvinde end nogensinde og hendes drøm om at få sit helt eget radiostudie er endelig gået i opfyldelse. Derfra vil hun sende sin Svane Musik Radio.

”Jeg er så glad, at jeg næsten ikke sover om natten. Og jeg kan slet ikke vente på at åbne,” siger den dybt taknemmelige radiovært.

Hjemlig hygge

Vi mødes i FO Byen udenfor hendes station sammen med lederen af FO Byen, Torben Dreier. Før vi får lov til at komme ind i lokalet, tænder hun med et kæmpe smil lyset i et skilt, som hænger ude på gangen: Svane Musik Radio står der, og hun skinner om kap med lyset.

Døren går op, og vi kommer ind i et lokale med fritliggende bjælker i loftet. Overalt på væggene er der albumcovers af ældre dato. De er sat op med bred brun tape.

Rummets tre borde er fyldt med radioudstyr og i en reol ligger en pose blandede småkager sammen med en prinsessefigur og en CD-boks med Shirley Bassey.

”Jeg er klar til gæster i studiet,” ler Michelle Rajter.

En fælles radiofortid

Torben Dreier sætter sig straks i gæstestolen overfor radioværten.

”Jeg har faktisk været med til at stifte Radio Aarhus på Huset i 1980’erne. Ikke som radiomedarbejder men som dirigent for en meget kaotisk generalforsamling,” skraldgriner Torben Dreier ved tanken om det energiske møde, der varede til langt ud på natten.

Han var der i sin egenskab af at være forretningsfører i Aarhus Ungdoms Fællesråd. Michelle Rajter var også til stede som en af radio-græsrødderne og ler sammen med Torben Dreier ved minderne om det diskussionslystne selskab.

”Pyha. Vi sad oppe under taget på hjørnet af Vestergade, og var i tusindvis. Jeg fik virkelig afprøvet alle min demokratiske kompetencer,” husker dirigenten.

Alle kæmpede om at få så meget radiotid som muligt, fordi det pludselig gav dem et talerør. Det var en slags datidens Facebook.

Michelle Rajter fortæller smånyheder fra Aarhus og holder øje med vejrudsigten ind imellem, at hun spiller musik på Svane Musik Radio. Foto: Kim Frost

”Jeg fik tilkæmpet mig en halv time med musiknyheder tre gange om ugen mellem klokken 12 og 12.30. Jeg gik på ungdomshøjskole og skulle også nå det,” husker Michelle Rajter de glade lokalradiotider for næsten 40 år siden.

Svane Musik Radio

Hun har de seneste tre år drevet sin helt egen netradio, Svane Musik Radio, fra hjemmet i Holme. Den stiftede hun sammen med sin spastiske mand, der kun nåede at være med et halvt år, før han døde af sygdom. Michelle Rajter har kæmpet sig ud af sorgen blandt andet ved at sende radio fra byens kaffesteder og Aarhus Festuge.

”Men nu er det endelig lykkes mig at få mit helt eget studie, som jeg gerne deler med andre, der vil være med til at lave radio,” siger hun, der blandt andet har været på Det Åbne Båndværksted og har lavet radio i Hinnerup, Hobro og Randers sammen med sangduoen Lis og Per på Radio Vita.

I FO Byen er hun nabo til LGBT og er helt åben for en form for samarbejde. Det gælder også spillestedet Gyngen og alle andre, der gerne vil være med på radiostationen.

Hun har på ganske kort tid allerede indgået en håndfuld aftaler med nogle helt forskellige typer, som gerne vil være med.

”En aarhusiansk wrestler, en ung mand fra det homoseksuelle miljø, en pædagog, der arbejder med belastede børn, og min transkønnede psykolog-veninde, vil være med i studiet og tale om det, de er optaget af og ved noget om,” siger Michelle Rajter.

Når Michelle Rajter sender live på Svane Musik Radio, lyser lampen udenfor døren. Foto: Tahmasbi

Får nu masser af hjælp

På trods af modstand og mangel på forståelse har Michelle Rajter tilsyneladende udviklet en særlig evne til at etablere gode relationer og venskaber.

Hun føler efter mange år med et hårdt liv, at hun i dag får hjælp mange steder fra.

”Der er så dejligt, jeg har efterhånden så mange gode og hjælpsomme mennesker omkring mig. Jeg er ved at falde helt på plads,” siger den transkønnede, som i årevis stædigt har arbejdet på at blive kvinde og i dag er nærmere målet end nogensinde

Hun har blandt andet fået bugt med sine genstridige skægstubbe og viser glædestrålende sin glatte hage frem.

”Jeg er i et samtaleforløb på Gallo, og det betyder alt for mig. Det er hårdt, men jeg bruger det til at slutte fred med mit tidligere liv, min angst og mit savn efter min afdøde mand,” siger hun, der møder opbakning både på Gallo, i FO Byen og derhjemme i Holme.

”Mine naboer er så søde ved mig og kigger forbi. Jeg bor ved siden af et handicapbofællesskab,” siger Michelle Rajter.

Hendes radioudstyr er nu flyttet ud af hjemmet og ind i radiostudie i Frederiksgade i Aarhus. Svane Musik Radio har levet sit eget stille liv som netradio, men hendes håb er at få lov til at sende på en FM-kanal.

”Nu skal jeg være inde midt i byen og bliver mere synlig. Det er mit mål at få flere lyttere og jeg håber, at byens butikker og rejsearrangører vil sponsere præmier, som jeg kan udlodde,” siger Michelle Rajter, der betaler radiostudiets husleje af egen lomme.

Hun ser lysere tider forude for Svane Musik Radio. Det hele begynder med radiostudiets åbningsfest 3. maj klokken 12.

Michelle Rajter har landet aftaler med byrådspolitikeren, Liv Gro Jensen (SF), der skal klippe den røde snor, og folketingspolitikeren Jens Joel (S), der vil tale. Radioværten er taknemmelig for opbakningen og synes især, at det er sjovt, at Aarhus Pigegarde også kommer forbi og spiller Svane Musik Radio i gang.

Alle er velkomne.

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen