En forandret Tobias Rahim modtog Gaffa Prisen for Årets Hit i Aarhus
Andreas Odbjerg blev aftenens store mand med fire priser, men han dukkede ikke op ved Gaffa Prisen. Det gjorde en anderledes Tobias Rahim, der vandt aftenens absolut sidste pris: Årets Hit.
Andreas Odbjerg var nomineret i hele seks kategorier og vandt hele fire af dem, da Gaffa-Prisen fandt sted i Musikhuset Aarhus torsdag 2. marts. Men han mødte ikke op for at tage imod, det gjorde til gengæld hans sangskrivere og producere, og de var lykkelige for endelig at få opmærksomhed for deres arbejde.
»Vi plejer at sidde på de bagerste pladser, hvis vi kan få en billet, så en stor tak til Gaffa for at invitere os og hylde os, der arbejder bagved. Det her er kæmpe, vi plejer aldrig at vinde noget,« sagde Thor Nørgaard sammen med sine makkere, Mads Møller og Daniel Thorup.
Andreas Odbjerg var i Italien for at se cykelløb men må alligevel have fulgt med eller fået en venlig sms, for han ringede til Thor, mens han stod på scenen for tredje gang.
»Mange, mange tak til Gaffa og til dem, der har stemt på os,« sagde sangeren.
Aftenens fjerde pris takkede han også personligt for i en video, der var lavet på forhånd.
Han vandt Årets Danske Udgivelse (albummet Hjem fra fabrikken), Årets Danske Popudgivelse (samme album) og Årets Danske Solist, ligesom han blev årets sangskriver sammen med sine sangskriverpartnere Mads Møller, Thor Nørgaard og Daniel Thorup.
Rahim på en ny måde
En anden artist, der gjorde sig særligt bemærket var som så mange gange før, Tobias Rahim.
Han var nomineret i hele fem kategorier men fik kun en pris - nemlig aftenens sidste men også en af de helt store: Årets Hit for Mukibar.
Hans management havde svaret klart på Aarhus Onsdags forespørgsler, at han ikke kom, fordi han har travlt med at forberede sin Ceres Arena Tour, der kommer til Aarhus 24. marts, og ikke har tid til priser eller presse.
Alligevel stod han pludselig på scenen med sit mohikaner-hår og takkede noget mere kortfattet end ellers for prisen. Han fik også sagt noget og fred og kærlighed, og at det nok skal gå, men han lød ikke rigtig som sig selv.
Og ved nærmere eftersyn viste det sig da også, at Tobias Rahim eller nogen i hans management havde været en tur i look alike-butikken for at finde fire gutter, der ligner Tobias Rahim og hans bandmedlemmer.
Det var lykkedes ret godt, så mange troede på det eller kom i tvivl. Det var et sjovt indslag at slutte på.
Per Vers hilste fra Benny Andersen
Per Vers fik som aftenens første en pris for Årets Danske Hiphop-Udgivelse for albummet Sidste Omgang, som er indspillet sammen med Benny Andersen.
»Jeg skulle hilse fra Benny Andersen, der ikke kunne være her i dag, fordi han døde inden, vi havde udgivet dette album. Jeg skulle sige, at det her havde han ikke regnet med. At han i en alder af 88 år skulle vinde Gaffa Prisen for Årets Danske Hiphop-Udgivelse,« sagde Per Vers og fik et latterbrøl tilbage fra scenen.
»Han var nysgerrig til det sidste. Han var 60 år, da denne musikstil blev opfundet, og alligevel sagde han ja, da jeg stod på hans dørtrin og spurgte, om vi ikke skulle lege med lyrikken sammen. Så er man da udødelig,« mener fortsatte Per Vers.
Bæst støtter Blæst
Både det aarhusianske metalband, Bæst, vandt en pris, og det samme gjorde popgruppen, Blæst.
De jokede med hinanden på scenen, for der er kun et lille l til forskel på dem - i hvert fald når de skal staves. Og det betyder, at de bliver tagget i hinandens Instagram-opslag.
»Vi er utrolig glade for, at vi har vundet en pris, men vi er mindst lige så glade for at møde Bæst live og vil bare gerne have et billede sammen med dem,« lo forsangeren, Fernanda Rosa.
»De har også bakket os op i Gaffas kommentarspor for nylig, da vi blev udsat for hate,« supplerede hendes kolleger, og det blev mødt med klap og råb fra Bæst og andre i salen.
En pris til hver
Ellers var der en pris til hver af de øvrige danske vindere.
The Minds of 99 er Årets Danske Band.
Blæst er Årets Nye Navn.
Benjamin Hav er Årets Livenavn
Hugorm har udgivet Årets Danske Rockudgivelse (albummet Tro, hug & kærlighed),
Baest har udsendt Årets Danske Hardrock/Metaludgivelse (ep’en Justitia),
Trentemøller fik prisen Årets Danske Elektroniske Udgivelse (albummet Memoria).