Årets jazztalent: Hun forelskede sig i et instrument, hun aldrig havde set før
Vinderen af Aarhus Jazz Talent Pris er en ung musiker med et enestående talent og som spiller på et sjældent instrument.
Vinderen af Aarhus Jazz Talent 2022 er den unge vibrafonist Viktoria Holde Søndergaard
I år går Aarhus Jazz Talent Pris til en ung musiker, som er et enestående talent og musikalske forbillede, og som ovenikøbet spiller på et sjældent instrument, nemlig vibrafonen
Viktoria Holde Søndergaard forelskede sig som ganske ung i et instrument, som hun aldrig havde set før. Det var en vibrafon, og hun var meget hurtig til at insistere på at skifte sit klaver på værelset ud med sådan en.
Nu modtager hun en af de vigtigste musikpriser i Aarhus, nemlig Aarhus Jazz Talent pris 2022 for sin udfoldelse på instrumentet. Prisen bliver uddelt på spillestedet Radar.
Viktoria Holde Søndergaard modtager Aarhus Jazz Talent pris, fordi hun har slået sit navn fast som en alsidig vibrafonist, der allerede i en ung alder har spillet med såvel garvede musikere som med ligesindede unge musikere og vist sig som en kompetent komponist og instrumentalist i mange forskellige sammenhænge. Hun har blandt andet spillet sammen med Marilyn Mazur, Jakob Buchanan og Cesar Joaniquet.
Et jazzinstrument med strøm
Man ser ikke så ofte vibrafoner på de danske musikscener, men instrumentet har haft en gloværdig rolle i jazzmusik. Vibrafonen ligner ved første øjekast en marimba eller en xylofon - den har metaltaster og rør, der forstærker lyden.
Men den har også en lille powerknap, der tænder for små roterende skiver i alle rørene under metaltasterne, så lyden vibrerer i forskellige hastigheder. På den måde har instrumentet sin helt egen karakter som sammen med den rene metalklang er blevet udgangspunktet for Viktoria Holde Søndergaards musikalske univers.
Priskoncert på Radar
Viktoria Holde Søndergaard modtager Aarhus Jazz Talent Pris 2022 den 18. februar 2023 kl. 19, hvor hun også spiller koncert med sit band Baryl på spillestedet Radar.
Viktoria har komponerer bandets musik og vibrafonens muligheder har formet bandets lyd. Musikken er skrevet med fokus på at udfordre og lege med lytterens forventninger til jazzmusik.
Baryl giver dig venlige og legende melodier, enkle og skæve rytmer, din hverdags pulserende liv, et øjebliks ro og eftertænksomhed. Bandet skaber tilsammen sprudlende og uforudsigelig musik
Juryens motivation
Juryen motiverer sit valg ud fra disse begrundelser:
”Viktoria Holde Søndergaard er et forbillede og en positiv rollemodel for andre unge musikere, idet hun viser vejen gennem sin modne og stærke musikalitet.
Hun mestrer sit sjældne og fascinerende instrument vibrafonen på en måde, hvor begreber som alder og talent bliver helt underordnede, fordi hendes måde at kommunikere i musikken på er universel og tidløs. Hun er ganske enkelt ovenpå, indfølende og frygtløs, når hun spiller.”
Viktoria Holde Søndergaard har taget en uddannelse i Rytmisk Musik og Bevægelse og har studeret på Conservatoire National Supérieure de la Musique et de Danse de Paris.
Hun har udgivet musik med Baryl, bandet Odd Pocket, I Think You’re Awesome og Little Winther.