Megadeth spiller på Smukfest onsdag
Amerikansk thrashmetal-band åbner Smukfest 2023.
Der er lagt op til en tung åbning på næste års Smukfest 2023, når det amerikanske thrash metal-band Megadeth spiller på bøgescenen.
Skanderborg Festivalklub afslørede mandag, at Megadeth skal spille på åbningsdagen onsdag den 2. august.
Smukfest-booker Mikkel Xavier er glad for at kunne annoncere, at det er lykkedes at kapre et af rockens helt tunge orkestre.
Til JP Aarhus siger han:
»Vi glæder os særligt, når vi både kan kigge fremad med noget af det nye og samtidig have nogle af de helt tunge giganter, som har været med til at forme vores musik gennem mange år. Megadeth er absolut højt placeret i sin genre,« fortæller Mikkel Xavier.
Tidligere Metallica-medlem
Megadeths forsanger, Dave Mustaine, dannede bandet i 1983 efter at være blevet fyret fra Metallica med danske Lars Ulrich. Siden er han igen og igen blevet kåret som en af de bedste guitarister i verden, og det er blevet til 15 albumudgivelser, hvoraf flere har solgt så godt, at det er blevet til både platin og dobbeltplatin.
I september 2022 kom den 16. plade med titlen ”The Sick, the Dying … and the Dead!”, der har fået ros af anmeldere fra hele verden. Det nye album trækker på mange af de ting, der fik deres helt store hits som ”Peace Sells … But Who’s Buying?” og ”Rust In Peace”. Så når Megadeth indtager bøgeskoven, er det måske nok med nye numre på setlisten, men det er stadig samme gamle Megadeth.
Smukfest har allerede meldt et andet amerikansk hovednavn ud. Imagine Dragons, som står bag hits som ”Believer”, ”Thunder” og ”Natural”, skal også spille om onsdagen.
Knap 30.000 partoutbilletter til Smukfest blev den 8. november revet væk på 74 minutter – endnu inden der var præsenteret en eneste kunstner til næste års festival.
Dermed er der kun 25.000 endagsarmbånd tilbage. De bliver sat til salg den 1. februar, og Mikkel Xavier forudser, at to store hovednavnes optræden samme dag godt kan give en særlig interesse for onsdagsarmbånd.
»Det kunne godt påvirke salget af endagsbilletter og få nogle til at sige, at så skal de af sted,« siger han til JP Aarhus.
Ud over Megadeth og Imagine Dragons har Smukfest foreløbig afsløret danske kunstnere som The Minds of 99, Nik & Jay, L.O.C, Mø, Swan Lee, Benjamin Hav & Familien, Søs Fenger og Kalaset.
ksa