Mindeord: Musikken gjorde Hugo Helmig lykkelig men familien betød alt
Hugo Helmig kæmpede med angst og mangel på selvværd, men musikken gjorde ham lykkelig og gav ham - i hvert fald i perioder - tro på fremtiden. Århus Onsdag mindes en stjernestund med den populære musiker.
Hugo Helmig er her ikke mere, men hans musik lever, og det samme gør de gode minder.
Offentligheden har kendt Hugo Helmig hele hans liv, og det var han, som han sagde til Århus Onsdag, »så vant til«. Han var vokset op med at møde forældrenes fans, når de gik sammen på gaden, og han var i al hemmelighed ret stolt over Thomas Helmig og Renée Toft Simonsen. Han kunne dele musikken med sin far, og hans mor var den han altid ringede til, når noget var svært.
Det offentlige liv var dog ikke nødvendigvis nemt, men det sværeste var den angst, der greb ham, og det stofmisbrug, der fulgte i kølvandet. Trods de store udfordringer var han så meget andet og mere end dem.
Musikken var med ham overalt
Hugo Helmig var blandt andet et stort talent, der hørte musik i sit indre i det øjeblik, han slog øjnene op. Som greb sin guitar flere gange om dagen for at jamme løs og lade tiden gå uden at opdage det. Hele tiden i gang med at lytte til musik, at udtænke noget nyt eller at øve sig. Musikken var altid med ham, uanset hvor han tog hen i verden. Det fortalte han til Århus Onsdag på en af de første forårsdage i april 2020.
Vi var så heldige at tale med ham i en periode, hvor han troede på fremtiden, hvor han havde vendt sin nedtur til en ny og mere kantet slags musik, der netop var udkommet: ”Lulu Vol. 1”. Han var helt sikker på, at perioden med misbrug, sammenbrud og afvænning havde gjort noget godt for ham, selv om det var vildt hårdt og vanvittigt svært. Han kunne faktisk ikke lide sig selv i den periode.
»Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg havde været nede og vende. Det har lært mig meget, og det vil påvirke mig resten af mit liv, ligesom det påvirker musikken på det nye album,« sagde Hugo Helmig, der var kommet til at se mere rå ud med karseklippet hår og mange nye tatoveringer.
Den unge musiker var nervøs inden udgivelsen. Han troede mindre på sig selv end resten af verden gjorde, og han tog ikke sin succes for givet.
»Vil folk forstå mine tekster om misbrug og om mit forhold til pressen? Vil de kunne rumme mit univers?« spurgte han usikkert.
Svaret var et rungende ja, og hans skuldre faldt på plads, da anmelderne sendte håndfulde af stjerner efter musikken.
Jeg vil vise, hvad jeg også er. Måske chokerede det mange, at den nuttede popdreng kunne komme ud i tovene. Men det er altså også en del af mig, selv om jeg ikke er stolt af det. Og nu er jeg videre.
Var glad for opbakning
Hugo Helmig var meget taknemmelig for den store opbakning, han fik fra dygtige musikere og fortalte varmt om sit helt tætte samarbejde med blandt andre Laurits Bejder Klausen og Emil Falk i pladeselskabet The Bank De har vendt og drejet alt og nørdet ned i detaljen, til de var tilfredse. ”Lulu Vol. 1” byder på musik i flere lag.
Vi talte om nummeret, ”You make me feel”, der i begyndelsen lyder, som om det kommer ud af en transistor i mormors kolonihavehus i 1972 for så at slå over i en nutidig hiphoppet sag, og at der i koret på ”Boys dont cry” er en lille drengestemme, som tilhører bassistens søn. Hugo Helmig var fuld af fortællinger om sin musik.
»Emil har drevet mig til vanvid, når han har bedt om et mere og endnu et take af en strofe. Han er så rå til sangteknik og stopper først, når det sidder lige i skabet. Og han der er for mig. Det findes ikke bedre,« sagde Hugo Helmig igennem en stor skraldlatter.
Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg havde været nede og vende. Det har lært mig meget, og det vil påvirke mig resten af mit liv, ligesom det påvirker musikken på det nye album.
Ikke altid stolt af sig selv
Den glade dreng, der sang så smukt, at han tiltrak sig alles opmærksomhed ved forskellige optrædener i sin skoletid på Aarhus Friskole og Eriksminde Efterskole, blev i raketfart en kendt musiker. På den rejse ramte han muren nogle gange og slog sig. Han kæmpede med at blive voksen i en hård verden.
»Jeg vil vise, hvad jeg også er. Måske chokerede det mange, at den nuttede popdreng kunne komme ud i tovene. Men det er altså også en del af mig, selv om jeg ikke er stolt af det. Og nu er jeg videre,« sagde Hugo Helmig på denne dejlige forårsdag.
Et par timer efter interviewets afslutning ringede Laurits Bejder Klausen fra pladeselskabet og sagde, at Hugo Helmig var blevet lykkelig over at tale med Århus Onsdag om noget andet og mere end bare sine nedture. Nemlig det der - næst efter familien - betød mest: musikken.
Hugo Helmigs 24-årige hjerte holdt op med at slå natten til onsdag 23. november. Hans far var hos ham.
Tak for musikken og de gode minder.
Ære være Hugo Helmig.