Læs - eller genlæs - interviewet med Hugo Helmig

BEMÆRK: Dette interview med Hugo Helmig blev bragt i Århus Onsdag og Lokalavisen i april 2020.

Aarhusianske Hugo Helmig er ikke helt sikker på, om hans liv er som i H C Andersens Eventyr, hvor hovedpersonerne skal så grueligt meget igennem, før de forvandles til en svane, en prinsesse eller måske en popprins.

Men han er helt sikker på, at perioden med misbrug, sammenbrud og afvænning har gjort noget godt for ham, selv om det var vildt hårdt og vanvittigt svært. Han kunne faktisk ikke lide sig selv.

»Jeg ville ikke være, hvor jeg er i dag, hvis ikke jeg havde været nede og vende. Det har lært mig meget, og det vil påvirke mig resten af mit liv, ligesom det påvirker musikken på det nye album,« siger Hugo Helmig, der med sit karsehår og mange nye tatoveringer ser rå ud.

Den er altid med

Musikken er altid med ham, uanset hvor verden tager ham hen. Han er hele tiden i gang med at lytte til musik, at udtænke noget nyt eller at øve sig. Og han har været produktiv i de 10 måneder, vi ikke har hørt en lyd fra ham.

»Egentlig var jeg klar til at sende et helt album på gaden og endnu tidligere end nu. Men jeg ventede lidt og mærkede efter. Jeg har nu valgt kun at sende de seks numre ud, der kredser om den hårde tid. Jeg gemmer opturs-poppen lidt og lover, at der kommer mere musik fra mig,« siger 21-årige Hugo Helmig.

Musik i mange lag

Det intense arbejde med musikken har været godt. Han har været væk fra Aarhus og brugt dagevis sammen med produceren og musikeren Emil Falk i studiet i København. De to har vendt og drejet alt og nørdet ned i detaljen, til de var tilfredse.

»Jeg har et fantastisk forhold til Emil, der har lært mig næsten alt. Han er en af Danmarks bedste guitarister og spiller live både sammen med mig og min far. Han er så gennemmusikalsk og kompromisløs,« siger Thomas Helmigs søn, Hugo Helmig.

Han slår en skraldlatter op og fortsætter:

»Emil har drevet mig til vanvid, når han har bedt om et mere og endnu et take af en strofe. Han er så rå til sangteknik og stopper først, når det sidder lige i skabet. Og han der er for mig. Det findes ikke bedre,« mener en tryg og tilfreds musiker.

Emil Falk, Mek Peks søn, er en del af musikselskabet The Bank, hvor man også finder Laurits Bejder Klausen. De to har en fortid sammen i Aarhus og i bandet ’Flødeklinikken’.

Lyder som i 1972

»Når Emil og jeg er i tvivl om noget, spørger vi Laurits. Det virker. Vi er et skønt trekløver. For eksempel er det ham, der forslog, at vi smeltede hiphop-versionen sammen med retro-versionen af nummeret ’You make me feel’, da Emil og jeg ikke kunne vælge en af dem. Og det er blevet rigtig godt,« siger Hugo Helmig.

Han hentyder til et nummer, der i begyndelsen lyder, som om det kommer ud af en transistor i mormors kolonihavehus i 1972. Siden slår det over i en nutidig hiphoppet sag for så senere igen atter at skifte.

»Mange spørger, om nummeret er samplet med en gammel sang. Men det er det ikke. Det er Emil og mig, der synger. Han har brugt virkelig langt tid på at få det til at lyde sådan,« forklarer musikeren.

Bassistens søns stemme

I det hele taget er der et væld af lag på flere af numrene på Lulu Vol1. For eksempel gemmer der sig i koret på ’Boys dont cry’ en lille drengestemme, som tilhører bassistens søn.

»Man skal hele tiden kunne opdage noget nyt, når man lytter. Og de meget producerede numre skal veksle mellem de mere enkle som for eksempel ’All that I need’, der er en duet med Daniella Binyamin. På den er kun vores stemmer og en guitar. Det bliver ikke mere simpelt,« mener Hugo Helmig.

Glad Treo

Der ligger med andre ord timevist af seriøst og ambitiøst arbejde bag Lulu Vol 1. Og Hugo Helmig er glad for resultatet. Alligevel har han været meget nervøs op til udgivelsen.

»Ville folk forstå mine tekster om misbrug og om mit forhold til pressen? Ville de kunne rumme mit univers?« spørger Hugo Helmig.

Han kender allerede svaret, for på kun en uge har han fået mange reaktioner. Og han er lettet. Musikken får roser i pressen og fire ud af seks stjerner.

Selv Ekstrabladets mavesure Thomas Treo skriver pæne ting om den unge Helmig og hans musik.

Jeg er ikke altid stolt

»Jeg aner ikke, hvorfor han er så positiv overfor mig, men det er jeg virkelig glad for,« skraldgriner den charmerende 21-årige.

Måske tog hans kokainmisbrug og en nat i detentionen fuldstændigt fokus fra hans debutalbum ’Juvenile’, der er blevet kaldt overraskende godt. I så fald er Hugo Helmig nu tilbage i en mere moden og mørk version for at vise verden, hvad han kan.

»Jeg vil vise, hvad jeg også er. Måske chokerede det mange, at den nuttede popdreng kunne komme ud i tovene. Men det er altså også en del af mig, selv om jeg ikke er stolt af det. Og nu er jeg videre,« fastslår Hugo Helmig.