Morten Breum skal være hovednavn til koncert under VM i Qatar
Morten Breum er på plakaten til koncert i Qatar under VM i fodbold.
Den aarhusianske DJ Morten Breum skal være hovednavn ved en koncert 4. december i Al Wakrah, som er en bydel i hovedstaden Doha.
Det skriver BT, der har set nyheden på det qatarske medie Doha News.
Arrangementet er sponsoreret af Qatars Supreme Committee, der er den samme organisation, som samarbejder med den danske kvindelandsholdsspiller Nadia Nadim. Hun har fået stor kritik for sit ambassadørskab for VM-slutrunden, hvor Danmark som bekendt deltager.
Kritikken skyldes i høj grad, at VM-værterne ikke har handlet i henhold til menneskerettighederne i forbindelse med bygning af stadions, hvor mange migrantarbejdere er døde.
På arrangørens hjemmeside kan man også se, at Morten Breum, der kommer fra Risskov, får selskab af flere verdensstjerner til koncerterne under slutrunden i Qatar. Breums dj-kollega David Guetta skal spille, og det skal den amerikanske rapper Tyga samt den engelske DJ Fatboy Slim også.
BT har uden held forsøgt at få en kommentar fra Morten Breums manager.
ksa