Gitte Hænning, Teitur og Døssing er med ved DMA i Aarhus
Når Danish Music Awards Jazz for første gang uddeler sine priser i Aarhus, sker det i selskab med etablerede og nye navne som Teitur, Smag På Dig Selv og aarhusianske Døssing.
Nu er programmet klar for den første Danish Music Awards Jazz, som uddeles 7. december i Musikhuset i Aarhus.
Showet bliver med både velkendte og nye oplevelser fra alle hjørner af jazz-paletten. Der vil være både musikalske ikoner, unge musikere og et skud af den vilde jazzbenzin.
For aarhusianerne vil det måske være gensynets glæde, når søskende-bandet, Døssing, går på scenen.
Mathilde, Jon og Aske Døssing Bendixen spiller legesyg og kreativ instrumental jazz sammen med Thit Helbo Møller. De har hver især arbejdet sammen med blandt andre Abekejser, AySay og Total Hip Replacement, der alle er etablerede Aarhus-bands.
Døssings univers er både drømmende og dansabelt og refererer til mystiske cinematiske universer. Tidligere i år kårede P8 Jazz bandets debutalbum “All Inclusive” til ugens album, og fremtiden tegner både lys og spændende for Døssing.
Gitte Hænning forever
Gitte Hænning er levende musikhistorie og en af dansk musiks største eksportsucceser. Siden 1950’erne har hun foreviget den ene evergreen efter den anden og medvirket i en række spillefilm, men hjertet har altid banket for jazzen.
DMA Jazz 2022 præsenterer Gitte Hænning i konstellation med den lokale institution Aarhus Jazz Orchestra. Orkestret er blandt andet kendt for netop deres innovative koncertformater og forskelligartede samarbejder, der har ledt dem til at optræde med så markante navne som Kurt Elling, John Scofield og Girls in Airports.
Samme orkester vil ligeledes optræde med Teitur. Færøske Teitur er blandt de sidste to årtiers mest alsidige sangere og komponister. Han har opnået den sjældne kombination af folkekær og kritikerrost og har arbejdet sammen med både Seal og Van Dyke Parks, komponeret filmmusik og udsendt en lang række album.
Sidste år spillede Teitur og Aarhus Jazz Orchestra for fuldt hus i netop Musikhuset, og nu vender de tilbage i forbindelse med DMA Jazz.
Smag På Dig Selv
En garanteret helt fremme i skoene oplevelse bliver det når den unge københavnske trio Smag På Dig Selv indtager scenen.
Bandet er både blevet kaldt jazz-punk og akustisk techno og har allerede spillet op til vild dans på Roskilde Festival og Copenhagen Jazz Festival. Med to saxofoner og et trommesæt, anarkistisk vildskab og medrivende grooves, er de et godt bud på DMA Jazz’ mest overrumplende indslag.
Anderledes lavmælt bliver det når Lilly & Gilad Hekselman optræder. Den danske sanger og New York-guitaristen har sammen fortolket udødelige standarder til store internationale roser.
Blandt andet blev duoens album ”Tenderly” udvalgt til ”Top 5 best vocal release 2017” af The New York City Jazz Record.
Pernille Bévort samler i sin ”Bévort 3” arven op fra klassiske tenor sax-trioer ledt an af saxofonister som Sonny Rollins og Joe Henderson.
Gruppen er kendt for deres dynamiske, vitale og melodisk take på den hæderkronede trio-jazz så også her kan publikum forvente sig dansk jazz i verdensklasse.
Efterfest med ølvom og skæg
Efter det regulære program, byder DMA Jazz selvfølgelig også på årets mest jazzy efterfest ført an af Bjarke & the Beerbellys. Både ølvom og skæg hænger stolt på dette projekt fra den alsidige trompetist Bjarke Nikolajsen. Bandet giver nyt liv til traditionsfyldt musik og leverer jazzbenzin og et festligt udråbstegn efter årets fejring af dansk jazz.
Komponist, skuespiller og musiker Jeanett Albeck har været vært for DMA Jazz gennem en årrække, og prisuddelingens publikum vil i 2022 være så heldige at opleve hende igen. Albeck er en hvirvelvind af energi, kostumer og attitude, men formår altid at holde tøjlerne og lede showet sikkert frem.
Netop nu lytter og voterer DMA Jazz’ akademi om showets syv albumpriser. Akademiet har modtaget et rekordhøjt antal indstillinger, idet hele 179 album er blevet indstillet i år.
Det er i anledningen af Aarhus’ status som Musikby 2022, at DMA Jazz flytter til Musikhuset Aarhus’ Store Sal. Showet bliver dermed det største af sin slags nogensinde.