Danish Music Awards flytter prisuddeling til Aarhus
Årets største fejring af den danske jazzscene, Danish Music Awards Jazz, flytter i år til Musikhuset Aarhus i anledning af Music City Aarhus 2022 og præsenterer samtidig landets første branchedag.
De fleste kender Danish Music Awards, der hvert år uddeler priser til de største albums, artister og sange i det forgangne år. En del, men måske færre, kender Danish Music Awards Jazz, der som den største årlige jazzfejring uddeler priser til den danske jazzscene.
Flere aarhusianere har i nyere tid vundet prisen: Dueoen Svaneborg Kardyb vandt i 2019 både prisen for årets bedste komposition og årets nye artister. Året efter vandt Nikola Bankov titlen som ham med en lovende fremtid.
De var alle i København for at deltage og ringede det flotte resultat hjem, da de vandt. I år får aarhusianerne mulighed for at være med i festlighederne, for det store prisshow rykker nemlig ud af København for første gang nogensinde og ind i Musikhuset Aarhus.
»Jazzen er mangfoldig, omstillingsparat og evigt opsøgende, så derfor skal vi selvfølgelig være der, hvor musikken spiller,« udtaler Eva Frost, sekretariatschef ved JazzDanmark, som står bag DMA Jazz.
Plads til flere gæster
DMA Jazz har skruet ekstra op for ambitionerne i år og præsenterer derfor det største show hidtil med plads til over 1000 publikummer. Musikhuset Aarhus, som er samarbejdspartner på projektet, ser frem til at kunne invitere publikum indenfor 7. december til en overdådig festdag i jazzens tegn med både internationale og lokale stjerner på scenen.
»Aarhus er en musikby fyldt med jazz, og vi har i Musikhuset en lang tradition for at præsentere både de spirende talenter og de store danske og internationale jazzstjerner. Derfor er vi ekstra glade for, at DMA Jazz kommer til byen, så vi sammen kan hylde alle dem, der har gjort det ekstraordinært godt,« siger Musikhusets kunstneriske chef, Jeppe Uggerhøj i en pressemeddelelse fra Music City Aarhus 2022.
Den første branchedag
Ud over det store prisshow debuterer DMA Jazz i Aarhus med et helt nyt format i samarbejde med Music City Aarhus 2022 og organisationen Promus: Jazz+.
»Med så mange branchefolk, bidragydere, nominerede, optrædende og ikke mindst publikummer i byen er det oplagt at udnytte chancen for at få skabt et endnu stærkere netværk på tværs af Danmarks jazzscene og få diskuteret nogle aktuelle problemstillinger gennem talks og paneldebatter,« udtaler Eva Frost.
Aarhus har i en lang årrække været centrum for Danmarks største branchedag for pop/rock-musik i forbindelse med den årlige Spot Festival, og tager nu første greb om en forhåbentlig tilbagevendende branchedag særligt for jazzscenen.
»Mange af de problemstillinger, som vi hvert år diskuterer og tematiserer på branchedagen Spot+ er mindst lige så relevante for jazzscenen, eksempelvis temaet streaming. For danske jazzmusikere har muligheden for streaming faktisk haft enormt stor betydning for at nå et internationalt publikum. Jazzen er mindst lige så digital og international en genre som pop, rock og urban, og det er altså noget at det, vi også kommer til at kigge nærmere på på Jazz+,« siger Jesper Mardahl, sekretariatsleder ved Music City Aarhus 2022, som også er organisator af Spot+.
Aarhus Jazz er med
Aarhus Jazz Orchestra, som er en af Aarhus’ helt store jazzspillere, ser frem til at være med til at samle både publikum og jazzmiljøet i byen.
»Vi er meget begejstrede for, at jazzens store, årlige fejring i 2022 kan opleves i Aarhus. Vi glæder os til at samle hele Danmarks jazzmiljø og en masse publikummer til en sprudlende og mangfoldig jazzfest i december,« siger orkesterchef for Aarhus Jazz Orchestra, Anders Ørbæk, der også er vicebestyrelsesleder ved JazzDanmark.
Programmet for Danish Music Awards Jazz 2022 og Jazz+ bliver offentliggjort 7. september til Morgenbriefing med Music City Aarhus 2022 på Turkis, Vester Allé 15.