Trods udfordringer er GrimFest tilbage for fuld musik
I år vender GrimFest tilbage med tre dages musikspækket havefest i Brabrand. Men med sommerens atypisk store koncertudbud har det ikke været uden udfordringer at booke kunstnere, finde frivillige og tiltrække publikum.
På GrimFest bliver alt grimt smukt. Sådan har det været siden den første Grim Festival tilbage i 2004, og sådan er det stadig. I år vender den hyggelige, forvoksede havefest på Grimhøjgaard i Brabrand tilbage 4. til 6. Med en række etablerede og upcoming navne fordelt på to scener over tre dage og med chill-faktoren på max.
»Det er måske lidt kedeligt at sige, at GrimFest 2022 kommer til at ligne GrimFest, som man kender den. Men set i lyset af de sidste to år med restriktioner, er det måske en god ting, og det har jo fungeret indtil nu,« siger Aage Stokholm, der er arrangøren bag GrimFest og ejer af Grimhøjgaard, hvor festivalen holdes.
»Til forskel fra sidste år har vi ikke noget restriktionshegn, som deler pladsen op. Ligesom vi i år igen har både en medarbejder-camp til alle vores frivillige og en gæstecamp. Og så har vi givet skovområdet nede bagved et markant ansigtsløft,« siger festivalarrangøren og uddyber:
»Der planlægger vi at etablere en ny scene, hvor at alt det, der ikke er musik, skal være. For eksempel stand up, poetry slam, DM i bilkort og Carsten Holm og Flemming Møldrup, der snakker musik.«
Hamstring af navne
GrimFest præsenterer i år et alsidigt musikprogram med tunge navne som Lydmor, KellerMensch og Malk de Koijn, og boblende upcoming navne som Eee Gee, Josva og Agnes Hartwich.
»Vi har vi forsøgt at gøre det, GrimFest skal gøre: få enkelte større navne på plakaten og så noget af det nye upcoming musik. Hvert år har vi en ambition om at præsentere ny, spændende musik, som vi tror på blomstrer op. Som eksempelvis Tobias Rahim, der optrådte på Grim sidste år. Mange havde aldrig hørt om Tobias Rahim, da han gik på scenen på Grim. Nu er han alle steder. Det er blandt andet det, Grim er sat i verden for,« slår Aage Stokholm fast.
På trods af det solide musikprogram har der ikke været tale om noget tag-selv-bord i forhold til at booke navne. Nærmere tværtimod.
»På Grim har vi jo været i gang under corona med De Grimmeste Aftner og med GrimFest sidste år. Ligesom vi har haft højskole, firmafester og sidste skoledag herude. Der er rigtig mange arrangører, som ikke har haft den mulighed, men nu endelig kan holde festivaler og koncerter igen. Så der har simpelthen været en decideret hamstring af navne. Alt blev revet ned af hylderne...« fortæller Aage Stokholm.
Det er fedt med en masse arrangører, og at gæsterne selv har mulighed for at vælge. Men med fordelingen af genstartsmidlerne og variationen i størrelsen på dem, bliver kulturlivet skævvredet. På Grim skrider vi ikke i svinget, men det skal ikke blive ved for længe på den måde, før små og mellemstore spillere som os bliver udkonkurreret.
Musikprogrammet er lagt, så torsdag repræsenterer de rockede elementer, fredag bliver mere hip hoppet og lørdag en my mere poppet.
»Vi har lagt programmet med fokus på gæsternes oplevelse. Samtidig har vi sørget for, at koncerterne ikke ligger oven i hinanden, så publikum har mulighed for at nå at se samtlige navne fra start til slut,« siger Aage Stokholm.
Den garvede festivalarrangør er begejstret for det samlede line-up og glæder sig til, første navn går på scenen torsdag.
»Sulka åbner Bonzaiscenen torsdag. Det bliver uden tvivl en mindeværdig rap-koncert. Personligt glæder jeg mig også meget til Iceage, som går på lørdag aften. De er nogle fede drenge, som ikke har været på Grim før. Og så ser jeg frem til at opleve Malk de Koijn som slutter programmet af fredag. De har stået øverst på listen i mange år. Kellermensch, der er på torsdag, er også blandt mine personlige favoritter...« Aage Stokholm stopper sig selv, inden han når at nævne samtlige kunstnere på årets GrimFest program.
Rift om publikum
Der er ikke alene rift om musiknavnene i år, men også om publikum.
»I år kan vi mærke på billetsalget, at der er et atypisk stort kulturelt udbud af koncerter hen over sommeren. En stor del af dem er baseret på midler fra regeringens aktivitetspulje til genstart af kulturlivet, hvilket betyder, de er enten gratis eller billige. Det er fedt med en masse arrangører, og at gæsterne selv har mulighed for at vælge. Men med fordelingen af genstartsmidlerne og variationen i størrelsen på dem, bliver kulturlivet skævvredet. På Grim skrider vi ikke i svinget, men det skal ikke blive ved for længe på den måde, før små og mellemstore spillere som os bliver udkonkurreret,« lyder det fra Aage Stokholm.
Og det er nogle af de helt tunge kulturinstitutioner, Grim i år skal kæmpe om publikum med.
»I år er SmukFest i Skanderborg rykket en uge frem, så den ligger samtidig med GrimFest. Musikhuset fejrer 40 års jubilæum med en masse gratis koncerter rundt omkring i byen. Og Friheden har bygget en ny scene og tilbyder hele sommeren fredags- og lørdagskoncerter med nogle af de største navne herhjemme for en 500-lap. Det er store spillere, som suger mange mennesker til, og som vi ikke kan lægge arm med.« Der er en snert af ærgrelse af spore i Aage Stokholms stemme.
»Forhåbentlig kommer der en normalisering i 2023, når kulturlivet har fået løbet støvet af sig,« siger han så – med sin vanlige optimisme.
Glade gæster er målet
Til at stable GrimFest på benene og afvikle festivalen er et stort antal frivillige.
»På nuværende har vi det antal frivillige, vi skal bruge. Men vi har da godt kunnet mærke, at mange, der ellers ville have valgt at være frivillige, har forpligtigelser som bryllupper og runde fødselsdage, der er blevet udskudt på grund af corona, den her sommer. Ligesom der også er dem, der bare trænger til at komme ud og slå til Søren i stedet for at være med til at holde Søren stående...«
Aage Stokholm holder en pause. Så siger han med sikker røst:
»Vi når i mål også på det område, og ellers er vores fornemste opgave at tilpasse os virkeligheden og skalere op og ned i forhold til, hvad der lader sig gøre med antallet af frivillige.«
Sammen med GrimFests korps af arbejdsomme frivillige tæller Aage Stokholm ned til torsdag 4. august, hvor tre dages musikfest skydes i gang og Grimhøjgaard endnu engang indtages af tusindvis af humørfyldte festivalgængere.
»Det, jeg glæder mig allermest til at mærke og indfri, er det samme, som det plejer at være: stemningen og folks begejstring for det, vi har stablet på benene. Om man er vært på en festival eller for et middagsselskab på 20 personer, så må målsætningen altid være, at gæsterne går derfra og siger: Vi glæder os allerede til næste år! Det er vores målsætning på Grim,« siger Aage Stokholm.