Thomas Helmig dukkede pludselig uanmeldt op på NorthSide og gav koncert
Den aarhusianske festival overraskede publikum fredag eftermiddag med en spændende hemmelige gæst.
NorthSide har i år været ramt af en række aflysninger, men festivalen havde fredag noget af en bonus-koncert til sit publikum. En koncert, der var omgærdet af mystik.
For i programmet for fredag var der klokken 17 afsat plads til et ukendt navn. ’Hvidt Flag (DK)’, stod der bare sammen med teksten ”Info om artist kommer senere”.
Rygterne ville forud for den mystiske koncert vide, at det hemmelige navn, der ville gå på Nova-scenen, var være Thomas Helmig, for netop på denne fredag har den aarhusianske crooner udgivet et nyt nummer sammen med Benjamin Hav. Et nummer med titlen ’Hvidt Flag’...
Og rygtet talte sandt. Det var da også Thomas Helmig, der trådte ind til et begejstret brøl fra det meget, meget store publikum, der tydeligvis havde lugtet lunten.
»Hvor er det her bare sjovt. Vi er utrolig glade for at have fået muligheden for at være her på NorthSide,« sagde en glad Thomas Helmig der gav den gas og så virkelig lykkelig ud.
Festen var i gang fra det sekund, bandet satte i gang, og den aarhusianske superstjerne fik masser af hjælp fra publikum, der sang med på alle hans hits.
”Jeg tager imod”, ”Det er mig der står herude og banker på” og ”Vi er de eneste” var blandt de første numre.
»Jeg har fået en ny ven. Vores kemi var utrolig god fra første øjeblik. Han kommer her,« sagde Thomas Helmig og introducerede på den måde rapperen Benjamin Hav.
Sammen gav de to nummeret ’Hvidt Flag’, som de to performede sammen foran et publikum for første gang til stor jubel fra publikum.
Adskillige tusinde nåede dog aldrig i nærheden af Nova-teltet og fik således ikke meget andet end lyden ud af oplevelsen.
Kongen af pop
Den aarhusianske konge af pop er en utrolig populær live-musiker, som især huskes for hans legendarisk livekoncert på NorthSide i 2017. Der var på forhånd stor kritik af, at NorthSide tog noget så ærkedansk med i programmet, men det blev gjort til skamme. Thomas Helmig holdt 35.000 mennesker i sin hule hånd og overbevidste mange skeptikere den aften.
Denne gang gik han på en gråvejrseftermiddag til et knap så forberedt publikum. Det skete på et tidspunkt, hvor Thomas Helmig har haft travlt i øvelokalerne med at forberede sin store open air-koncert, som finder sted i Ceres Arena lørdag 11. juni.
Der skal han have sin svigersøn, Lord Siva, og sine niece, Clara Toft Simonsen med. Sidstnævnte spillede i øvrigt fredag kl . 14 på Echo-scenen og var næsten lige gået af, da Helmig trådte op på scenen.
Dernæst blev der for alvor skrålet igennem på Stupid Man, og fællessangen nåede nye højder, da ’Malaga’, der jo bliver spillet før alle AGFs kampe, bragede ud over Nova.
bth, mw, ddp