Video med Tobias Rahim på Train: Tog røven på publikum
Publikum på spillestedet Train i Aarhus skreg højere, end bandet spillede, og fik det, de kom for - plus en overraskelse til sidst, da Tobias Rahim spillede torsdag aften.

Tobias Rahim, der er født og opvokset i det nordlige Aarhus, har lagt landet ned med sine hits, og torsdag 21. april indtog han scenen på Train i Aarhus.
Der mødte han et publikum, som bestod af 85 procent kvinder. Han leverede lige præcis det, de kom for: en time og ti minutters fest, fællessang, masser af ”love” og god karma.
Plus en overraskelse:
For Tobias Rahim valgte ved sit ekstranummer at lave et mindre bagholdsangreb sidst på aften, da han listede sig ind af en sidedør og pludselig stod sammen med et overrasket og ellevildt publikum.
»Lets do this, Felix,« sagde Rahim, der stod, så bandet ikke kunne se ham. Og så satte bandet i gang og han sang sit seneste hit ”Mucki Bar” med armen om skulderen på ham, der tilfældigvis stod ved siden af og sammen med alle dem, der hurtigt kom strømmende til.
»Det her sker kun, fordi vi er i Aarhus,« sagde Tobias Rahim, der erklærede sin kærlighed til fødebyen flere gange i løbet af koncerten og fortalte sjove anekdoter.
Jeg har altid drømt om at få mit billede op at hænge her.
Blomsterbyen Aarhus
Aftenen begyndte med rapperen KÅ, der hurtigt fik gang i det veloplagte publikum på et helt fyldt Train. Der blev sunget og danset. Og selv om Tobias Rahim lod vente på sig i en laaang halv time, var der fuld skrald på lige fra første nummer, hvor han gjorde sin entré, efter at bandet var gået i gang.
”Love i min DM” åbnede koncerten, og så fulgte ”Stille piger” og ”Costa del Sol”.
Det lød som alle 1.000 tilstedeværende kunne teksterne og sang med. Det var i hvert faldt meget højt. Ind imellem overdøvede det begejstrede publikum med glædesjubel. Som for eksempel da der blev kastet blomster op på scenen.
»Jeg har tidligere oplevet, at nogen smed en drink efter mig på scenen. Men her i Aarhus bliver man ikke konfronteret på den måde - her er der kun kærlighed,« sagde Tobias Rahim.

Hjem til Train
Han fortalte også, at han havde glædet sig til at hænge på plakaterne på Train, hvor han har arbejdet i sin unge dage.
»Jeg har altid drømt om at få mit billede op at hænge her, men både koncerten og ekstra-koncerten blev udsolgt så hurtigt, at de fortalte mig, at der ikke var nogen grund til at hænge plakater op. Så det er faktisk jeres fortjeneste - tak til jer, Aarhus!«
I det hele taget blev Aarhus nævnt utrolig mange gange på scenen, og det havde stor effekt hver gang. Den centrale linje i giga-hittet Stor Mand: “Jeg gir’ dig mit hjerte i Aarhus” blev sneget ind i flere sange til stor begejstring.
Publikum fik også et nummer fra Rahims nye album, der udkommer i august. Han forklarede, at albummet bliver dybt, og at han skriver og synger sange i stedet for at gå til psykolog.
»Mænd er også følsomme, og hvis I lytter efter, er albummet dybt. Vi kan teste, om det er rigtigt. Er I klar?« spurgte han et skrigende publikum.
Derefter sang Tobias Rahim “NMG” fra sit kommende album, og det blev modtaget med stor hyldest - og fællessang. For publikum fangede hurtigt ordene “de græder”, som blev gentaget mange gange.

Spiller igen i Aarhus
Med sig havde han, som han sagde, Danmarks bedste band, der består af Felix Diarra på guitar, Mathias Warny på trommer, Søren Bech på bas og Zania på keys og sang. De arbejdede hårdt på scenen og var i høj grad med til at løfte Rahim og placere koncerten på et højt niveau.
Tobias Rahim gentager succesen fredag 22. april. Lørdag 23. april står han så igen på en scene i Aarhus - denne gang som opvarmning for The Minds of 99.
