Hvor i Aarhus har Louis Armstrong, Pink Floyd og The Who spillet?
Kom med på en guidet tur til Byens Lydspor

Lørdag 26. marts bliver der to guidede ture til historiske steder i Aarhus, der har været spillesteder med legendariske gæster.
Aarhus Music City 2022 har udpeget 12 steder, der har huset store musikalske begivenheder gennem tiden. De otte af dem ligger i gåafstand i det centrale Aarhus, så man kan nå dem på en tur, der varer halvanden times tid.
Den opgave har AarhusGuiderne, der har erfaring med jazz-ture, sagt ja til at løse med fokus på den rytmiske musik.

The Who og Pink Floyd
»Den rytmiske musik rullede ind over byen i 1960’erne og der blev begyndelsen på en form for guldalder. Der var koncerter med Tommy Steel, The Who og Pink Floyd på de aarhusianske spillesteder,« siger Carl Ancher Pedersen, der er en af guiderne og som har været med til at planlægge ruten.
Det er absolut ikke nogen tilfældighed, at den begynder på Sankt Knuds Torv, for der lå den såkaldte Aarhus Hallen, der var et af de helt store steder, som lagde rum til et hav af koncerter.
Navne som Louis Armstrong, The Who, Tommy Steel, Josephine Baker og Fats Waller har udfoldet sig på den adresse, hvor der i dag er en restaurant ved siden af en Netto og en Nordisk Film Biograf.
Turen snor sig derfra gennem byen til steder, man må gå med for at opleve. Men vi kan afsløre, at man på vejen møder det sted, hvor The Who og Pink Floyd har optrådt.
Inden turen slutter på Bispetorvet, at har deltagerne også været forbi det berømte Jazzhus Tagskægget under et loft i Paradisgade 7-9, deraf kom navnet, og som siden flyttede til Klostergade i Latinerkvarteret. Der kunne man høre blandt andre Stan Gets, Ben Webster og Dexter Gordon.

Først til Mølle
»Vi vil gerne være med at bakke op om Aarhus Music City 2022, fordi det skaber liv i byen og diversitet i oplevelserne. Det giver gode fortællinger til byens turister, som vi arbejder meget med. Musik er en del af byens DNA,« siger Carl Ancher Pedersen.
Turene er klokken 12.30 og 15.00 fra Sankt Knuds Torv. Der er plads til 25 deltagere, og de går til de først fremmødte.
Planen er at gentage turene hen over musikåret, så flere får chancen for at opleve Byens Lydspor.