Han slæbte gear for TV 2 og Kliché i 1970'erne: Blev hyldet som en rockstjerne ved Gaffa-Prisen

Lederen af Spot Festival, Gunnar Madsen, var som altid med i en fyldt Store Sal ved Gaffa-Prisen i Musikhuset i sidste uge. Arbejdsopgaver derhjemme kaldte, så han besluttede sig for at gå men blev overtalt til at blive lidt endnu.

Og så gik Sharin Foo fra The Raveonettes på scenen for at uddele Tak Rock Prisen.

»Årets vinder indledte sin karriere i musikbranchen i 1970’erne som chauffør og roadie for Taurus - som siden blev til TV-2 - og Kliché. I 1981 var han med til at starte Dansk Rock Samråd, en netværks- og rådgivnings-organisation, der samarbejder med alle dele af dansk musikliv. I 1994 var han med til at grundlægge det, der er blevet hans hjertebarn – Spot Festival,« sagde hun til Gunnar Madsens meget store overraskelse.

Et øjeblik senere fandt han sig selv på scenen overfor et hujende og klappende publikum, der rejste sig for at hylde ham. Og Sharin Foo fik sagt personligt tak for, at han skød hendes duo ud i verden.

»Jeg modtager denne pris på vegne af utroligt mange mennesker. Vi har sammen fået lov til at lave denne platform med et internationalt sigte og jeg møder folk, der tror på, at noget kan lade sig gøre. Det betyder rigtig meget at noget, vi følte for allerede for mange år siden, stadig lever og er vitalt,« sagde Gunnar Madsen og opfordrede til at huske de unge mennesker i både Ukraine og Rusland, der drømmer om en tilværelse som vores.

»Det kunne du godt have forberedt mig på,« sagde han og gav Ole Rosenstand Svidt fra Gaffa en imaginær lussing, da showet var slut.

»Nu er jeg lykkelig for, at jeg blev. Det var virkelig en overvældende overraskelse at blive kaldt op på scenen og mærke salens reaktion,« fortsatte en meget glad og lidt rystet Gunnar Madsen.

Talentmassen er femdoblet

Han sad sammen med Århus Onsdag ved Gaffas afterparty og forsøgte at gennemføre et interview på trods af at utrolig mange venner, kolleger og samarbejdspartnere lige måtte give ham en krammer og ønske tillykke med den velfortjente pris.

Han kvitterede ved straks at dele æren med kolleger, netværk og de mange frivillige, der har gjort det muligt.

»Denne pris er ikke til mig men til os alle. Vi bliver nødt til at samarbejde, hvis vi skal flytte noget. Det kan godt være, at jeg er primus motor, men hvis der ikke er velafbalancerede hjul, triller man ingen steder,« sagde den 68-årige mand med mere end 40 års erfaring fra musikbranchen.

De første år med Spot Festival var der 200 ansøgere, der gerne ville stå på scenen. I dag er der 1000. Og en lang række af dem, der har stået i festivalens spotlys, er blevet opdaget og har fået sig en fast plads på musikernes stjernehimmel.

Nogle af de første, Spot hjalp videre til internationale aftaler, var Mew, Raveonettes og Tina Dickow. Den succes gav gode argumenter for at gå videre.

»Den samlede musikbranche er blevet mindst fem gange så stor som da vi startede. Den er blevet et erhvervsområde, som er et livsgrundlag for mange. De store økonomier i festivalerne giver løn til musikerne, og derfor er det vigtigt, at der er forretningsfolk, der kan se, at de kan tjene penge og få det til at vokse,« råber han gennem larmen fra hundredvis af feststemte gæster.

De første i verden

Spot Festivalens grand old man var klar til at rulle festivalen ud et helt årti, før det faktisk lykkedes. Han fik idéen allerede i 1980’erne, hvor han blev inspireret af blandt andre musikscenerne i USA. Men der var ikke opbakning til at etablere en Spot Festival før midt i 1990’erne. Statens kasse var smækket i. Man troede, at Spot var en døgnflue.

»Roskilde Festival, Jyllands-Posten og Carlsberg gav en stor sum penge, så jeg kunne udvikle projektet. Vi har også haft stor opbakning fra Aarhus Kommune, og siden er staten kommet med. Staten måtte indtil 1992 slet ikke støtte dansk musik uden for landets grænser, men det var vi med til at ændre, og så åbnede digerne sig. Vi var nogle af de første i verden til at gøre det på den måde,« forklarer ophavsmanden.

Han ser i dag sit talentarbejde som en trædesten i et forløb.

Ikke fin nok til Århus Onsdag

Gunnar Madsens lange vej fra roadie til den store prisvinder er belagt med gode historier om det aarhusianske musikliv og mange talenter. Den tur begyndte, da Gunnar Madsen ikke længere gad sine danskstudier på Aarhus Universitet.

»Jeg ville hellere på landevejen og var mere interesseret i kulturpolitik og i at sætte musikken på landkortet end mine universitetsstudier. Jeg mødte Shit og Chanel på et værtshus, og de sagde: søg et job på Aarhus Musikkontor, som var ejet af de musikere, der var i stalden. Der arbejdede jeg sammen med blandt andre bassisten, Lone Poulsen, fra Shit og Chanel,« fortæller Gunnar Madsen.

»Vi arbejdede med Sebastian og Malurt, og jeg var turmand fra Kliché og Taurus, som kom til at hedde TV-2. Jeg var booker for dem og for Shit og Chanel. Vi kunne ikke komme i Århus Onsdag dengang, for vores musik var ikke fin nok,« siger han og slår en hjertelig latter op.

Han mener, at begavede musikfolk byggede visionerne for den aarhusianske musikbranche op, at han kom i kølvandet af det og hjalp med det praktiske.

Gunnar synger

»Mit virke har alle dage været musikpolitisk, og jeg har aldrig lagt skjul på, om jeg synes, at noget har været forkert eller gammeldags. Eller bare noget, vi har været uenige om,« siger den beskedne mand, der har taget en lang række kampe på sin vej.

Han har ikke gjort det for sig selv eller nogen bestemt men for os alle sammen. For musik er vigtigt og noget, vi deler, og som er alle steder - fra radioen og hørebøfferne til koncerterne og sang i badet.

Det sidste er Gunnar Madsens personlige musikalske virke. Han er ikke musiker, men synger tit og gerne - alt fra danske pop-hits, til jazz, salmer og højskolesang.

»Begrebet potpourri må være opkaldt efter mig. Jeg er ikke på nogen måde musikpoliti. Så længe energien og rytmen vil noget med mig, må det gerne være banalt. Jeg synger gerne Rachel Rastenni, kan lide den hårde rocks anmassende lydbillede og holder af jazz. Den kan jo være alt fra vanvittig god til noget forbandet svineri,« ler han livsbekræftende.