Gaffa-Prisen 2022: Og vinderne er...
Drew Sycamore, Lydmor og Andreas Odbjerg var de største vindere ved Gaffa-Prisen i Musikhuset Aarhus i aften.

Store Sal i Musikhuset Aarhus var fyldt, da Gaffa-Prisen 2022 sendte vibrationer igennem de mange røde sæder torsdag aften. Der blev klappet, hujet, piftet, danset og sunget med på rækken af meget forskellige livenumre ind imellem at publikum lyttede til de glade vinderes takketaler fra scenen.
Thomas Skov havde hånd i hanke med det stramme pris-program fra scenen, mens P6 Beat- og P4-vært Carsten Holm assisterede backstage, hvor de optrædende blev interviewet efter deres shows.
Kunstnere på scenen
Efter at kunstnere og publikummer havde summet rundt i forhallen med øl i hænderne først på aftenen, åbnede Tina Dickow ballet med sin dansksprogede, nye single ’Menneskedyr’ inde i Store Sal.
Derudover var de optrædende ved showet den norske verdensstjerne Aurora, metalbandet Livløs og søsterduoen Prisma. Rapperen Carl Knast kiggede også forbi samt punk-rap-duoen Fabräk og singer-singwriteren Brimheim.
En velkendt favorit
Aftenens helt store vinder blev sanger og sangskriver Drew Sycamore. Tre priser blev det til, nemlig Årets Danske Udgivelse for hendes andet album ’Sycamore’, Årets Danske Popudgivelse for det samme album og Årets Danske Solist.
Ved sidstnævnte stillede Sycamore sig op på scenen til enorm applaus.
»Jeg havde på forhånd skrevet fem taler, til mine fem nominering, men nu har jeg efterhånden holdt dem eller smidt dem ud, så jeg har kun HiFi-talen tilbage,« jokede hun.
Kunstneren benyttede lejligheden til at opfordre alle, der har lyst, til at gå i gang med at skabe præcis den musik, de gerne vil lave. Og takkede samtidig folkene omkring hende for at bakke hende op og tro på projektet.
To løb med to priser
Også Lydmor og Andreas Odbjerg løb med to priser hver. Lydmor modtog priserne Årets Danske Elektroniske Udgivelse for albummet Capacity og HiFi-Prisen for samme album. Denne pris uddeles i samarbejde med HiFi-Klubben, gives til en person eller en gruppe, som har gjort noget ekstraordinært for den gode lyd.
Og det var en tydeligt rørt kunstner, der skulle op og tage imod den store hæder af HiFi-Prisen.
»Jeg har ikke skrevet noget, så jeg har ikke fundet ud af, hvordan jeg skal formulere det her. Men alle, der tilføjer til kunst i verden, er fantastiske og giver en gave til universet. Man behøver ikke vinde priser for at elske det, man laver og være stolt af det. Der er virkelig mange musikere, der er alt for hårde ved dem selv. Det var det,« sagde hun blandt andet

Andreas Odbjerg modtog priserne Årets Danske Hit med ’I morgen er der også en dag’ samt årets Danske Sangskriver.
Odbjerg var ikke til stede i ved prisfesten, men han sendte en videohilsen. Med orange briller på og det karakteristiske lyse hår ønskede han alle til Gaffa »årets bedste fest« og takkede for prisen.
Taknemmelige musikere
»Tusind tak. Den musik, vi laver, laver vi for at udtrykke det, der er inde i os. Og det kan godt være, vi er lidt underlige. Men vi sætter stor pris på, at der er mange, der er lige så underlige, som har stemt på os,« sagde forsanger i Magtens Korridorer, Johan Olsen, blandt andet fra scenen, da bandet havde vundet Årets Danske Rockudgivelse med albummet Club Promise.
Jung blev Årets Danske Band, Fyr & Flamme blev Årets Nye Navn og The Minds of 99 vandt Årets Livenavn. Baest vandt Årets Danske Hardrock/Metaludgivelse med albummet Necro Sapiens, og Benjamin Hav vandt med albummet Tesla ved Årets Danske Hiphop-Udgivelse.

På den internationale scene
Årets Internationale Album gik til Ed Sheeran for albummet Equals. Han løb også med Årets Internationale Hit med ’Bad Habits’.
Adele blev kåret til Årets Internationale Solist, og de tilbagevendte ABBA blev Årets Internationale Band. Derudover blev italienske Måneskin kåret til Årets Nye Internationale Navn.
Ingen af disse var dukket op i Aarhus torsdag aften.
Spots på Spot
»Det er ikke småting, årets prisvinder har på samvittigheden,« siger The Raveonettes-sangeren Sharin Foo blandt andet om årets vinder af Tak Rock-Prisen.
Tak Rock-Prisen uddeles til en aktør, der har gjort en ekstraordinær indsats for dansk musik.
Prisen gik til Spot Festivals leder gennem mere end 25 år, Gunnar Madsen.
Vinderen af Tak Rock-Prisen er kåret af en jury bestående af Royal Beer og Gaffas egen redaktion. Ellers er alle de øvrige vindere kåret af Gaffas læsere.
Norske Aurora rundede showet af til stående, vuggende publikummer og kollegaer.