Nu er der 2,5 mio. kr. at søge til musikevents i 2022

I Juli og august kan man søge Aarhus Music City 2022 om støtte til projekter i vækstlaget og nyt samarbejde.

Artiklens øverste billede
Musikken skal flyde i byens gader næste år, der bliver musikkens år i Aarhus. Derfor kan man nu søge to pujler på i alt 2,5 millioner kroner til musikevents. Foto: Sebastian Danmark

Music City Aarhus 2022 åbner nu for pengeskabet, hvori der ligger 2,5 millioner kroner. De skal deles ud til arrangører, der arbejder med vækstlag og talentudvikling, og til samarbejdsprojekter mellem byens mange etablerede aktører.

Projekterne udvælges af to uafhængige kurateringsgrupper gennem en ansøgningsproces.

»Music City Aarhus 2022 kan virkelig være med til at løfte noget i vækstlaget og i forhold til nye musikalske samarbejder. Særligt på de to områder har Aarhus’ musikliv et enormt potentiale,« fortæller Astrid Elbek, forperson for musikbyårets styregruppe.

Fremtidens talenter

Aarhus’ musikliv har i mange år været kendetegnet ved sit unikke vækstlag og talentmasse, der udspringer fra de mange stærke selvstændige miljøer for musikere og aktører, eller fra byens anerkendte musikkonservatorium og de mange musikskoler. Derfor fokuserer den ene af musikbyårets puljer på netop det.

»Vi håber i kurateringsgruppen for vækstlagspuljen på at komme til at se nogle nytænkende og overraskende projekter, der virkelig viser, hvor farvefuldt og kraftfuldt et musikalsk centrum Aarhus er,« fortæller Line Tjørnhøj, komponist og medlem af kurateringsgruppen for vækstlagspuljen.

Sean-Poul de Fré Gress er artistmanager, bestyrelsesmedlem på Institut for (x), arrangør & kulturentreprenør, og han ser begejstret på puljens fokus på netop vækstlaget:

»Ud af vækstlaget kommer skoven. Det er i vækstlaget, at fremtiden sås, plejes og udvikles, så det er fedt at se endnu flere midler blive stillet til rådighed til at fremtidens udtryk kan blive styrket i forbindelse med Music City Aarhus 2022,« siger Sean-Poul de Fré Gress.

Genstart for etablerede

Dog skal der ikke være nogen tvivl om, at også Aarhus’ etablerede musikaktører spiller en kæmpe rolle i Aarhus’ musikalske økosystem og udbud. Derfor fokuserer den anden af musikbyårets puljer på samarbejdet mellem etablerede aktører.

»Vi ser meget frem til at modtage ansøgningerne og se, hvilke spændende projekter byens aktører har i støbeskeen. Vi har store forventninger,« lyder det fra Mette Dahl Kristensen, musiker og arrangør, samt medlem af kurateringsgruppen for puljen for samarbejdsprojekter mellem byens mange etablerede aktører.

Puljemidlerne falder også på et særligt kærkomment tidspunkt for de etablerede musikaktører. En landsdækkende undersøgelse lavet af tænketanken Mandag Morgen i samarbejde med 6 musikorganisationer viser, at musikere landet over har mistet i gennemsnit 40 procent af deres musikrelaterede indkomst. Puljen er derfor også med til at styrke det etablerede musiklivs genstart efter corona.

»Det er musikbyårets opgave at løfte alle afkroge af musiklivet. Når det kommer til de etablerede aktører håber vi på, at puljen kan give anledning til at realisere nogle drømme, som har ladet vente på sig det seneste halvandet år,« siger Jesper Mardahl, sekretariatsleder ved Music City Aarhus 2022.

Puljerne under Music City Aarhus 2022 har ansøgningsfrist 1. september, og man kan finde information om kriterier og formalia på musikbyårets hjemmeside.

Læs også

Del artiklen