Spektakulært show på den aarhusianske nattehimmel: Det er aldrig før set i Danmark
Når The Ocean Race kommer kommer til Aarhus, vil man to gange kunne opleve et stort droneshow på nattehimlen.
Der er lagt op til, at det skal blive en regulær folkefest på havneområderne i Aarhus, når den verdensomspændende havkapsejlads The Ocean Race i slutningen af denne måned lægger vejen forbi.
Over 11 dage forventer arrangørerne, at 400.000 gæster besøger havnen, når Aarhus er det første danske stopover i kapløbets 50-årige historie.
Som en særlig markeringen af det aarhusianske værtsskab kan de mange gæster opleve et stort anlagt droneshow, som ifølge Trafikstyrelsen er det første af sin slags i Danmark.
Det oplyser Aarhus Kommune i en pressemeddelelse.
Droneshowet vil foregå om aftenen kl. 22.45 og kan opleves både på åbningsdagen mandag d. 29. maj og igen søndag d. 4. juni.
»Der er tradition for fyrværkeri ved store markeringer, men vi har valgt at bruge lysende droner. Det sender et signal om, at Aarhus er en by, der tænker på miljøet uden at gå på kompromis med fællesskab og oplevelser. Både klima, miljø og bæredygtighed er en fast bestanddel i fundamentet – også når vi inviterer aarhusianerne til havnefest,« siger Rabih Azad-Ahmad (RV), rådmand for Kultur og Borgerservice.
The Ocean Race-bådene kommer til Aarhus fra 29. maj - 8. juni.
jwh