Ruben Søltoft tester jokes på Teatret Svalegangen
Stand up-komiker med rødder i Aarhus vender tilbage.
Nu kan du blive en af de allerførste til at høre det nye, når Teatret Svalegangens Off The Record scene præsenterer ’Ruben tester jokes’.
Det oplyser Teatret Svalegangen i en pressemeddelelse.
Det sker den 22. februar med komikeren Ruben Søltoft, som vender tilbage til den by, hvor hans stand up-karriere for alvor fik luft under vingerne.
I 2008 blev han del af det aarhusianske standup-miljø med komikeren Thomas Warberg i spidsen, og det gik så godt, at Søltoft vandt DM i stand-up 2010.
Siden har Ruben Søltoft været med i forskellige tv-serier, tv-programmet ’Stormester’, dubbet tegnefilm og udgivet musik, men nu vender han tilbage med et soloshow.
»Nu sætter han i gear igen og gør klar til spritnyt show. Men det skal testes på levende mennesker, og det bliver på Teatret Svalegangens lille scene, hvor tilskuerne er helt tæt på,« skriver Teatret Svalegangen i pressemeddelelsen.
ksa