Sanne Søndergaard: Absurde selfies på Aros viser vores afstand til virkeligheden

Amerikanske Cindy Sherman er blevet verdensberømt på sine selvportrætter, som hun slog igennem med i 1977. Altså længe før den voldsomme selfie-bølge ramte os som en stormflod på de sociale medier.

De første årtier arbejdede hun med fotos, der viste filmenes og mediernes fastlåste kvindestereotyper. I nyere tid er den utraditionelle fotograf gået over til at bruge de selfie-filtre, som mange svælger i, når de vil dele en redigeret og ofte smuk version af sig i det digitale univers.

Aarhus Onsdag møder forfatteren og feministen, Sanne Søndergaard, i Cindy Shermans aktuelle udstilling på Aros, Tapestries. Hendes arbejde har i årevis begejstret den aarhusianske forfatter.

»Vi er efterhånden så vant til at se kvinder med glat hud, fyldige læber og hvide tænder, at folk bliver helt bange for virkeligheden. Den holder vi på afstand. På det her billede, viser Sherman hvor stort et arbejde det rent faktisk er at iscenesætte sig selv ved at lade kvinden her have en helt rynket hals, der straks afslører alderen,« siger Sanne Søndergaard og peger på et typisk Cindy Sherman-billede af en platinblond klassisk husmor-type med lyserøde læber og masser af filter-hjerter.

Faktisk er feministen enig med fotografen i hendes fremstilling af vores mange måder enten at blive iscenesat af andre eller også at iscenesætte os selv. Mange fotos er ikke autentiske øjebliksbilleder men en konstrueret og dermed forvrænget form for virkelighed. 

Alligevel deler Sanne Søndergaard jævnligt fotos af sig selv. Dog uden filtre så hun fremstår præcis, som hun er.

»Det handler blandt andet om, at algoritmerne på de sociale medier har fungeret, så man kommer utrolig langt ud til folk ved hjælp af selfies. Det er blandt andet derfor, at politikerne i periode lagde et hav af dem op. Jeg gør det som en hurtig løsning,« indrømmer hun ærligt.

Det betyder dog ikke, at Sanne Søndergaard ikke forholder sig kritisk - især til den visuelle jagt på den evige ungdom. Hun poserer overdrevet på en selfie foran et af værker og spiller med på Cindy Shermans kontraster - helt uden filter.

Selfies som vævede tæpper

69-årige Cindy Sherman har transformeret sine flygtige selfies til vævede tæpper, der absolut skal opleves live. De er unikke og tredimensionelle i modsætning til et fladt fotografi, der kan kopieres i det uendelige. 

»Tæpperne betyder, at det ikke er fyldestgørende at se hendes fotos i vores mobiler eller på computeren, i stedet må vi bevæge os ind på Aros og opleve dem live. Det er virkelig noget helt andet, for billederne har pludselig masser af struktur og et nyt levende udtryk,« siger Sanne Søndergaard.

Hun går helt tæt på tæpperne for at studere detaljerne. Hun synes, at de minder om et drømmeagtigt maleri. 

»Tæpperne er så originale, at de gør fotografierne mindre troværdige Og det er sjovt, fordi selfies med filtre er de mindst troværdige fotos der findes. Det bliver så tydeligt her, hvor de forstyrrende filter er omsat til tredimensionelle vægtæpper,« uddyber hun.

Opstillet skønhed er kedelig

Man kan ikke lige se det, men Cindy Sherman har lagt figur til alle 13 billeder. Der er smukke unge kvinder med, en olding, der minder om ”Skriget”, den kloge pige i klassen med briller og hårbøjle, en maskulin person med fuldskæg, en lilla klovn og en mosekone, der stiger op af dyndet med en lilla blomsterkrans på hovedet.

»Vi er vant til at skønhed er opstillet, og så bliver det kedeligt. Men billederne her er fulde af skønhed på en overraskende måde, synes jeg. Vi ser det selvfølgelig helt forskelligt og når Sherman ikke navngiver sine billeder overhovedet, står det os fuldstændigt frit, hvad vi får ud af dem,« fastslår Sanne Søndergaard.

Maria Kappel Blegvad, der er museumsinspektør, mener, at udstillingen kort fortalt handler om dig og mig og vores adfærd på sociale medier. 

»Det er interessant, fordi det er så modsætningsfyldt at lægge billeder ud af sig selv og sine børn og dermed iscenesætter man sit liv og gør det tilgængeligt for andre. Vi er digitale turister i hinandens liv og kan på opdagelse i noget, der ofte er filtreret. Det tager Cindy Sherman til groteske højder,« siger Marie Kappel Blegvad.

Hun mener, at den narcissistiske side af os selv kommer i front i udstillingen på en måde, der kan minde om Michael Kviums groteske og fordrejede figurer. Det er en spejling af os og vores digitale adfærd og forbrug.

Snaps som ædelt håndværk

Cindy Sherman viser modsætningen mellem selfies som noget lavopløseligt, demokratisk, allestedsnærværende og mainstream bliver sat overfor de store billedtæpper, der er noget monumentalt, ædelt og det gode håndværk, som før i tiden kun var de rige og kongelige forundt og som hang i riddersale og på slotte.

Aros Kunstmuseum er stolt over at have tiltrukket så stort et navn som Cindy Sherman, der lige nu er den ene af tre store kvindelige kunstnere på museet. Der kan man for tiden også se den største udstilling nogensinde af danske Franciska Clausen og den roste japanske, Chiharu Shiota, der har lavet ”Invisible lines”.

»Jeg er glad for, at Aros kan starte året med at præsentere en så enestående kunstner som det første museum i Europa,« siger Rebecca Matthews, museumsdirektør på Aros.