Naturhistorisk Museum har under halvt så mange gæster som før corona
Nye besøgstal fra Naturhistorisk Museum viser, at der var knap 50.000 gæster i 2022, hvilket er en fremgang i forhold til de to år med corona-nedlukning men langt under besøgstallet i 2019.
Naturhistorisk Museum skriver i en pressemeddelelse, at det genfandt formen i 2022, hvor 49.304 besøgende gik igennem tælleapparaterne. Det er dog markant færre end de 84.000 gæster, der var i 2018 og de 125.000 i 2019, der var et rekordår.
Det høje tal i 2019 skyldes udstillingen ”Frihedens Værksted”. Den trak gæster fra hele landet, der ville opleve skibet ”Nordkaperen” og få et indblik i forfatter og langturssejler Troels Kløvedals liv.
At tallet er faldet - også i forhold til 2018 - giver dog ikke umiddelbart museumsdirektør Bo Skaarup går i hovedet.
Han kalder tallet for ’tilfredsstillende’ - og har samtidig et bud på årsagen til det dalende besøgstal:
»Vi har set en kraftig stigning af gæster på Molslaboratoriet,« siger Bo Skaarup.
Ifølge museumsdirektøren et tegn på, at landet har været ramt af corona-pandemien.
»Danskerne holder fast i de gode vaner om at færdes udendørs,« siger han.
Museet skriver, at antallet af gæster i 2022 er en markant stigning i forhold til 2021 og 2020 med henholdsvis 26.174 og 43.639 besøgende. De år var præget af corona-restriktioner og -nedlukning.
To af byens andre store museer, Aros og Den Gamle By, når heller ikke tilbage på det samme antal gæster som før corona men er dog tættere på.
Drager og mystiske væsener
I 2022 viste Naturhistorisk Museum blandt andet særudstillingen ”Drager og andre mytiske væsner”, der er udlånt af Natural History Museum i New York. Udstillingen har siden åbningen i juni henrykket museets kernemålgruppe, børnefamilierne, og været afsæt for aktiviteter i skoleferierne.
Der var - som nævnt - voksende interesse for guidede ture på Molslaboratoriet - museets feltlaboratorium i Nationalpark Mols Bjerge. Her har museets fagfolk bragt besøgende fra hele landet - og i alle aldre - helt tæt på dyr og planter i vild dansk natur.
»Vi havde guidede ture over julen og nytåret - de var alle udsolgt,« siger Bo Skaarup.
Naturhistorisk Museum og Aarhus Universitet overvåger de danske ulves færden. Forskningsprojektet fik i december et gennembrud, da det lykkedes at GPS-mærke en ulv og dermed sikre vigtig data.
Livets tilfældigheder
Museet kigger ind i et 2023, der både byder på udfordringer i form af inflation, krig i Europa og stigende energipriser - men som også rummer spændende nye muligheder.
Blandt andet ved åbningen af museets nye særudstilling i juni om livets tilfældigheder. Udstillingen spejler også en aktuel perfekthedskultur med naturens uperfekte, men også magisk smukke liv.
Dertil kommer etableringen af en ny café-butik og et showroom, begge finansieret af Salling Fondene, der i løbet af 2023 vil styrke museet.
Og Bo Skaarup er fortrøstningsfuld:
»Kulturlivet har fået en ordentlig en på sinkadusen. Men 2022 var året, hvor man begyndte at vende tilbage,« siger han.
Hvordan de nye kriser kommer til at præge 2023 på Naturhistorisk Museum, kan kun tiden vise.