Populær café i Aarhus åbner eget bageri og butik
Hvor andre har et hjemmekontor, har Emma Hamann et hjemmebageri. Hun åbner brødudslag i Gammel Munkegade i nabolokalerne til caféen, der nu skal hedde Emma Emma.
I landlig idyl lige på kanten mellem Søften og Hinnerup bor 32-årige Emma Hamann med sin kæreste Steffen og deres 2-årige datter Asta. Her føler man sig fuldstændig væk fra alt og alligevel så tæt på det hele – også Aarhus’ pulserende café-liv. Derfor er placeringen intet mindre end forrygende for den unge iværksætter, der for tre år siden åbnede caféen Hamanns i Gammel Munkegade 5 i Aarhus C.
I dag hedder caféen Emma Emma. Navneskiftet er lige sket, fordi caféen i tirsdags fik et sideskud i form af en butik med salg af glas, kaffekopper, moderen Liselottes keramik og så selvfølgelig bagværk.
Sidstnævnte skal produceres i det bageri, som Emma Hamann netop har fået installeret i hjemmet ved Søften.
»Køkkenet i caféen er begrænset. Vi kan ikke udvide, og der er behov for mere plads,« siger hun og fortsætter:
»Jeg har ønsket et sted, hvor jeg kunne eksperimentere noget mere. Det kan jeg ikke så godt i caféen, fordi jeg lynhurtigt kommer til at tænke i service. Så dér kan jeg ikke koncentrere mig om at udvikle nyt.«
Og nyt har hun lyst til. Så da nabolokalet til caféen blev ledigt, slog hun hurtigt til:
»Vi har fundet ud af, at det er smart at have et sted udelukkende til ’ud af huset’. Da vi eksempelvis begyndte at lave fastelavnsboller, gik det helt amok, og det kan caféen ikke klare. Det er jo irriterende og forstyrrende for de gæster, som sidder og spiser, at døren konstant går op, fordi en kunde skal købe to fastelavnsboller.«
Hun håber at få lov at lave en dør mellem caféen og butikken.
Mad er bare omdrejningspunktet. Vi kan sagtens sidde to timer og tale om, hvad vi skal have til aftensmad. Det er bare en stor del af os som familie.
Mad fylder meget
Emma Hamann er oprindeligt fra Them ved Silkeborg. Hun er ud af en familie på fem, hvor både mor, far og storebror er selvstændige.
Netop storebror, Tobias Hamann, får nok en klokke til at ringe hos mange bageglade typer. Han vandt Den store bagedyst tilbage i 2014.
Det er dog ikke kun bror og søster, som er bidt af madlavning. Både det søde og det salte køkken fylder meget i hele familien Hamann.
»Mad er bare omdrejningspunktet. Vi kan sagtens sidde to timer og tale om, hvad vi skal have til aftensmad. Det er bare en stor del af os som familie,« fortæller Emma Hamann, som forklarer, at familien har rejst enormt meget og ladet sig inspirere kulinarisk.
»På et tidspunkt sagde mine forældre deres jobs op og tog os tre børn ud af skolen, og så rejste vi ellers rundt i et halvt år. Men det var aldrig vandfald eller monumenter, som tiltrak os. Det har altid været den bedste mad, som hev i os.«
Grundværdierne omkring ”god mad” kommer altså fra mor og far.
»Vi har aldrig fået rugbrødsmadder til aftensmad, aldrig frysepizza og ALDRIG takeaway. Der er altid blevet kredset lidt om tingene – så derfor kunne mine forældre eksempelvis heller aldrig finde på sætte gryden direkte på bordet.«
Café-drømmen
Drømmen om egen café har altid ligget i Emma Hamann. Alligevel valgte hun at uddanne sig til lærer.
»Men under hele uddannelsen vidste jeg godt, at jeg ville have en café.«
Men hvorfor så overhovedet uddanne dig?
»Jamen jeg er jo sådan indrettet, at der skal være styr på tingene, og jeg skal have noget at falde tilbage på. Det er jo en usikker tilværelse at være selvstændig, og det er i virkeligheden lidt en modpol til den, jeg er. Jeg har brug for megen tryghed.«
Hvorfor så uddanne dig til lærer og ikke kok, cater eller konditor?
»Hvis jeg skulle uddanne mig, skulle det være for at have et job, som jeg kunne falde tilbage på – og som jeg har lyst til at falde tilbage på. Der kan jeg godt forestille mig at være lærer, men ikke hverken kok, cater eller konditor. Desuden synes jeg også tit, at når man er skolet ud i mad, så gør man tingene på én måde – og alle lærer det samme, og gør det samme. Jeg føler ikke altid, at man så kan tænke ud af boksen,« siger hun.
Men hun kan, siger hun. Altså tænke skævt og ud af boksen. Det betyder, at hun gerne forsøger sig med sammensætninger, som man måske ikke umiddelbart tænker fungerer.
Det kan man opleve i de 10 retter og syv-ti kager, som er på menuen alle ugens dage på Emma Emma. Fem retter til morgen, fem til frokost og kagen til om eftermiddagen.
Jeg kommer aldrig til at sælge nachos, cola eller clubsandwich. Det skal altid være noget lidt anderledes, og alt skal altid være hjemmelavet.
Egne yndlingsretter
Maden, som ganske enkelt er Emmas egne yndlingsretter, kan man indtage i caféen eller den tilhørende overdækkede gårdhave.
Retterne tæller blandt andet sort risgrød, bygotto og ’Hamanns’ amagermad’.
»Jeg kunne aldrig finde på at servere noget, som jeg ikke selv synes er lækkert. Og jeg kommer aldrig til at sælge nachos, cola eller clubsandwich. Det skal altid være noget lidt anderledes, og alt skal altid være hjemmelavet.«
Det enkle koncept ser ud til at fungere:
»Det går godt. Jeg har det i hvert fald godt i maven og er glad, når jeg går på arbejde. Nu har jeg så også verdens bedste ansatte,« siger hun med et smil.
I alt er Emma Hamann chef for 18-20 personer, heriblandt sin egen mor.
»Men jeg har ikke lyst til at blive kaldt chef. Jeg hedder Ems eller Emse og er der på lige fod med dem og tager også gerne toiletterne. Det med at være chef er faktisk det hårdeste ved at være selvstændig, for jeg vil så gerne sikre, at mine ansatte har det godt. De skal være glade og hygge sig. Det prioriterer jeg rigtig højt.«