Festuge i børnehøjde: Tag på jagt i byen og oplev magi i byparken
Pindsvineredning, robotfestival og teater for børn. Det er ikke kun de voksne, der skal fejre Aarhus Festuge. JP Aarhus guider til aktiviteter for de mindste.
Festugen er ikke kun flamencodans på aparte steder, mousserende vin i højstilkede glas i Musikhuset og rock på Pustervig Torv.
Der er adskillige aktiviteter for børn, og utroligt mange af dem er gratis. Under hele festugen er der flere aktiviteter for børn, som går igen alle dage.
Her er en guide til syv sjove festuge-indslag i børnehøjde.
Byg selv af genbrug
Festugens Kreatelt er efterhånden blevet en integreret del af Byparken. Her kan børn komme forbi og lave alverdens ting og sager af diverse genbrugsmaterialer.
De kan fx. lave et monster af toiletruller, et fly af træklemmer, dyr af farvede badmintonbolde eller mariehøns af æggebakker. Derudover vil det i år blive forsøgt at slå børnenes rekord for længste fingerstrik.
Det praktiske: 27. august til 4. september kl. 10 - 17. Gratis. Indendørs. Byparken, Vester Allé 3, Aarhus.
Live art
Børnefestivalen Live Art Denmark kommer til at lave spændende oplevelser for de mindste på DOKK1 under hele Festugen.
De deltagende kunstnere tæller blandt andet ghanesiske Fatric Bewong med workshop-værket ”Seven”, scenekunstner David Tholander, tryllekunstner Vincent Gambini og performancekunstner Liz Tonkel.
Det praktiske: 27. - 28. august & 3. - 4. september kl. 10 - 16. Gratis / betaling. Indendørs. Dokk1, Hack Kampmanns Pl. 2, Aarhus.
Tegneworkshop
Aarhus Billed- og Medieskole inviterer til tegneworkshop for børn i alle aldre sammen med deres voksne omkring Kunstcamperen. Kunstcamperen er Aarhus Billed- og Medieskoles mobile værksted for børn og unge – en ombygget autocamper indrettet til kreativt værksted.
Det praktiske: 27. august kl. 11 - 14. Gratis. Udendørs. Byparken, Vester Allé 3, Aarhus.
Åben havn
Der er store oplevelser i farvandet, når Aarhus Havn inviterer til åben havn. Så find matroshatten frem, tag børnene i hånden og få en eftermiddag fyldt med oplevelser.
Her kan I købe frokost ved boderne fra f.eks. P. Clausens Fiskehandel og Havnens Perle og deltage i spændende aktiviteter for hele familien - f.eks. sidde bag rattet i en ægte brandbil og opleve en redningsøvelse helt tæt på, finde skatte i sandkassen, besøge havnens virksomheder og tage på havnerundfart med slæbebåden.
Det praktiske: 27. august kl. 11-15. Gratis. Udendørs. Krydstogtpladsen, Balticagade, Aarhus.
Red pindsvinene
Velkendte ansigter fra DR Ramasjang kommer til Aarhus og redder pindsvinene: Pindsvinet er truet, og sammen med landets børn skal vi redde vores piggede ven. Ramasjang Redder inviterer alle børn og deres voksne indenfor i teltet, hvor man bl.a. kan lære at bygge et pindsvinehus og få tips til hvordan man gør sin have meget mere pindsvinevenlig.
Det praktiske: 26. - 29. august kl. 10 - 18. 29. - 30. august kl. 09 - 16. Gratis. Udendørs. Byparken, Vester Allé 3, Aarhus.
Leg med robotter
Aarhus Festuge har lavet et samarbejde med Hans Klysner, der laver en mini robot festival. I teltet hos Robot Games Festival kan du spille forskellige spil og lege med robotter. Du kan spille Robot-Bob, som er det klassiske bobspil, hvor køerne er udskiftet med robotter.
Eller kæmpe i arenaen med sumorobotter i multiplayerspillet Sumobots Battle Royale. Ud over disse aktiviteter, vil der hver dag være en ny publikumsvenlig aktivitet med fokus på leg med robotter. Se programmet for mere information.
Det praktiske: 31. august til 2. september kl. 10.30 - 17. 3. september kl. 13.30 - 16. 4. september kl. 10.30 - 15. Gratis. Indendørs. Byparken, Vester Allé 3, Aarhus.
Skattejagt i centrum
Skattejagten ‘Aarhus With a Quest’ er for alle, der endnu ikke har udfordret hinanden i kunsten i at samarbejde om at finde vej gennem Aarhus’ midtby. Ved at finde skjulte skatte i byens dekorationer bliver deltagerne ført gennem byen på en sjov og anderledes måde.
Turen er 5,5 km. lang, og slutdestinationen lukker kl. 17, men selve skattejagten er mulig, så længe det er lyst - og kan eventuelt tages i etaper.
Det praktiske: 26. august - 4. september til kl. 17. Gratis. Skattekort koster 75 kr. Udendørs. Studsgade 28 i Aarhus C.