Den Gamle By arbejder på at vi ikke skal »skide i skoven«
Kloge hænder i fortiden og fremtiden hyldes af Den Gamle By, der vil inspirere unge til at blive håndværkere. Hvis der ikke bliver uddannet flere af dem, må vi ændre vores boligindretning.

Mandag 23. maj åbnede Den Gamle By en ny udstilling, der bliver sommerens tema: ”Godt håndværk – også i fremtiden.”
Det skete i et fyldt telt på en varm og solrig forårsdag. Museets direktør, Thomas Bloch Ravn, tog først ordet og talte om, at museet arbejder med fortiden men er meget bevidst om at gøre det ind i fremtiden. Efter den officielle åbning blev han mere konkret:
»Vi er i dagens Danmark tilbøjelige til at tage for givet, at vi også har dygtige håndværkere i fremtiden. Men virkeligheden er, at antallet af faglærte falder, for få søger ind på uddannelserne - og samtidig stiger efterspørgslen. En bramfri VVS-mester udtrykte det sådan: Hvis ikke I sørger for, at der bliver uddannet nogle flere af min slags, så må I skide i skoven om 20 år,« sagde Thomas Bloch Ravn.
Han åbnede udstillingen sammen med blandt andre Mette Murer, den prisvindende Mette Schak Dahlmann, der blev kendt, da hun fik ændret loven for indretning af skurvogne, så man kan låse døren til badet.
»Min forældre fik at vide, at de ikke skulle regne med, at jeg blev til noget. Jeg var uintelligent. Men i 2015 bestod jeg mureruddannelsen med den højeste udmærkelse, en sølvmedalje og den forsølvede murerske for særlig udmærkelse. En fuld sal klappede og hujede - af mig. Mine muligheder har betydet mere, end jeg kan udtrykke med ord - og nu er jeg heller ikke dum længere. For ikke alle kan støbe et fundament eller løse, tegne og beregne byggetegninger. Jeg kan skabe med mine hænder og være kreativ,« sagde hun.
Over stok og sten
Mette Murer takkede Den Gamle By for at sætte fokus på håndværkerfagene, hvorefter hun skar en pink murersnor over og erklærede udstillingen for åben.
Vi er i dagens Danmark tilbøjelige til at tage for givet, at vi også har dygtige håndværkere i fremtiden. Men virkeligheden er, at antallet af faglærte falder, for få søger ind på uddannelserne - og samtidig stiger efterspørgslen. En bramfri VVS-mester udtrykte det sådan: Hvis ikke I sørger for, at der bliver uddannet nogle flere af min slags, så må I skide i skoven om 20 år.

Rundt omkring i de gamle gader og stræder var en række håndværkere i gang med at demonstrere deres gamle teknikker.
Århus Onsdag mødte Bendix Weiss og Bjarne Andersen som til sammen har 85 års ubetalelig erfaring med murede bindingsværk. De kalkede både på stokværket og murstenene, så det gik over stok og sten, som man siger. Det vil dog tage et par år at bygge reberbanen, der er et meget langt og smalt hus, hvori man snor reb. Målene bliver bare 2,3 meter i bredden og hele 41 i længden.
Rundt om det næste hjørne mødte vi skiltemaler og sløjdlærer, Lars Laursen, der i dag arbejder i Den Gamle By.
»Jeg formidler både det gamle håndværk og prøver at give unge mennesker en oplevelse af, at det er sejt at være håndværker. Der er ikke nogen større glæde end at skabe noget med sine hænder, som andre kan få glæde af,« sagde han.

Måske slipper vi for skoven
Man helt frem til september måned opleve håndværkere demonstrere deres kunnen samtidig med, at gæsterne kan prøve, om de selv har den gefühl og det håndelag, som er kernen i det gode håndværk.
I en særudstilling kan man se en række nyudlærte svende, der med stolthed fortæller om deres fag og svendestykke. Derudover kan man opleve levende håndværksaktiviteter i Den Gamle By hele sommeren, herunder også forskellige besøg og arrangementer i samarbejde med organisationer som Skills Denmark og BygHåndværk.
Den Gamle By håber, at museets gæster vil blive fascineret af det gode håndværk og opdage, hvor meget man egentlig kan med sine hænder. Og måske ens fremtidige læreplads netop bliver i Den Gamle By.
»Den Gamle By uddanner faktisk selv håndværkere. I alt 23 murere, malere, tømrere, gartnere og kokke har vi uddannet gennem de seneste 10 år. Vi drømmer om også at blive lærested for tjenere, bagere, konditorer, elektrikere – og, naturligvis, VVS’ere,« forklarede Thomas Bloch Ravn og fortsatte:
»Så slipper vi måske for at skulle ud i skoven om 20 år.«
