Vertigo på Aros viser os den vilde verden

Aros nye udstilling hedder Vertigo, hvilket betyder svimmelhed. Med fem installationer og et enkelt maleri fra museets arkiv, præsenteres publikum for et hav af fragmenterede indtryk. Nogle af dem er smukke, andre sjove og nogle er overvældende.

»Vi vil lave en lakmustest på, hvordan er det lige at være menneske i verden i dag? Den er mangetydig, fragmentere og foranderlig. Værkerne forbinder alt det abstrakte med det nære og menneskelige. Det er vigtigt at kunstnerne skubber på vores indre forståelse af verden, for vi har en tendens til at gøre omgivelserne mere simple og romantiske, end de er. Det er et faktum, at verden ikke er sort-hvid, og at man ikke reducerer komplekse problemstillinger med små enkle løsninger,« sagde museumsinspektør og udstillingsansvarlig, Jacob Vengberg Sevel, da Århus Onsdag mødte ham på Aros.

Han forklarer, vi normalt forbinder vertigo eller svimmelhed med oplevelse af at være desorienteret. Der er tale om en fysisk reaktion på en udefrakommende kraft, der medfører, at verden ikke fremstår klart, men i stedet flimrer for øjnene af os.

»I udstillingen udvider vi begrebet til også at være en mental tilstand, der spejler en tid, som er præget af de voldsomme forandringer, vi oplever i disse år. For eksempel digital udvikling, pandemier og klimaforandringer er aktuelle fænomener, der gør både nutiden og fremtiden uhåndgribelig og abstrakt,« fortsatte Jakob Vengberg Sevel.

3D kontra en sten

Udstillingen begynder fredsommeligt med danske Ann Lislegaards fortolkning af en verden, der bliver fyldt med krystaller.

Det er den første video i en række, der varer helt op til spillefilmslængde. Der er siddepladser eller gode lænestole i de mørke sale med de længste indslag.

Det står kinesiske Cao Fei bag. Han har skabt en fortælling om en far, der ofrer sin søn på teknologiens alter ved at sende ham ind i en digital verden, så han kan være med til at udvikle den. Sønnen vender tilbage til ham med forskellige spørgsmål. Samtidig kører der en fortidig fortælling om kinesernes første computer, der blev bygget på en fabrik, som russerne stillede til rådighed. Faderen var til stede på den og mødte sovjetiske forskere og ingeniører, der fortalte ham om computerens fantastiske egenskaber. Mennesket bliver her en spiller i den teknologiske udvikling.

Historien udfoldes i spillefilmstempo, der giver tid til scener som en festlig dans ved fabrikken i bålets skær til russisk musik.

En DJ’s danseværk

I udstillingens næste rum skrues der op for tempo. Der er syv skærme i en stor sal og fuld skrald på. På hver skærm er der en gruppe dansere fra nogle meget forskellige miljøer og måske også fra meget forskellige tidsaldre.

Nogle af dem er i skinnende tætsiddende dragter, der minder om 1980’erne, andre er i korte shorts og tennissko, der ligner noget fra 1930’erne. Den gruppe laver en enkel, synkron, gymnastik-agtig dans på rækker. Andre laver tillidsøvelser, og en gruppe danser moderne dans.

Alle bevæger sig ifølge kunstneren fordi, de på den måde kan undgå den digitale dominans. Mennesket bag er canadiske Jeremy Shaw med en fortid som DJ i elektromusikkens hovedstad, Detroit. Han har selv komponeret musikken til det.

Der er fire faser, og efter en halv times tid med de meget forskelligartede danse, bliver de mere intense, og alle danser ens. På alle syv skærme danses den samme koreografi. Billederne forandrer sig og bliver abstrakte, fulde af farver og glider på psykadelisk vis over i hinanden, hvorefter det hele opløses i en slags stråler eller bølger.

Efter den undergangs-agtige oplevelse falder der fuldstændig ro på, når man oplever det værk, der har lagt navn til hele udstillingen: En sten i støv-damp, som er oplyst af en lampe, der drejer roligt rundt.

Tilbage i teknologiens verden kan man iført 3D briller opleve filippinske Trisha Bagas skildring af en meget sammensat verden. Hun viser klip fra nyhederne, for Hollywood populær kultur, X-Files og Jumanji, og fra sin egen søgen efter sine filippinske rødder i en grotte.

Alt det der vælter ud af en computer, og som vi bombarderes med fra Google, YouTube og sociale medier.

En stille slutning

Vertigo slutter med en kommentar om, at verden altid har været vild, overvældende og svær for mennesket at forstå. Meget stille og undseeligt hænger der et lille maleri af danske Vilhelm Lundstrøm. Det er 105 år gammelt, har en guldramme og forstiller en vase i en meget stille vindueskarm.

Det har ganske ydmygt nummer seks ud af fem værker. Ved første øjekast er det et trygt og genkendeligt værk, men ved et nærmere eftersyn, ser man, at motivet er brudt ned i kubistiske elementer, der samler sig i nye konstellationer. Motivet ses fra mange forskellige vinkler på samme tid og rummet opløser sig.

Det minder temmelig meget om Vertigos videoværk, og minder os om, at mennesker til alle tider har levet i en form for uforståelig kaos.

Velkommen til Vertigo.