75-årig juraprofessor i dametøj: »Vi er håbløst bagud i kønsdebatten«
Den velestimerede Ditlev Tamm mener, at der er alt for meget uvidende ”hø hø” og alt for lidt viden i kønsdebatten. Museumsdirektør Julie Rokkjær Birch fra Køn er helt enig i: »Danmark sakker bagud.«

»Danmark er vildt tilbage i kønsdiskussionen. Vi er ikke nået længere, end da Dirch Passer klædte sig ud som Charlies Tante, og vi grinede af det – hø hø hø,« sagde Ditlev Tamm, da han for nyligt besøgte Køn - Gender Museum Denmark i Aarhus.
Direktøren for stedet, Julie Rokkjær Birch, var helt enig:
»Det er sejt at være en drengepige men ikke ret cool at være en tøsedreng. På samme måde var Marlene Dietrich smart i sit jakkesæt, mens mænd i dametøj i filmuniverset ofte er ret latterlige. Det viser noget om hierarkiet i kønsbetegnelserne,« supplerede hun sin gæst, der er en i rækken af samtalesaloner, som museet arrangerer.
»Island, Finland, Norge og Sverige klarer Top-5 placering på World Economic Forums Gender Gap liste over lande med mest ligestilling mellem kvinder og mænd, mens Danmark havner på en 29. plads. Vi er slet ikke så langt fremme, som vi går og tror. Det hænger f.eks. sammen med, at vi har et af verdens mest kønsopdelte arbejdsmarkeder. Og så tror jeg også netop, at selvforståelsen som ’landet med det store frisind’ kan gøre, at vi hviler på laurbærrene – at vi tænker, det er et overstået kapitel,« forklarede Julie Rokkjær Birch.

Han var garanteret meget smuk som kvinde. Min påklædning udvikler sig og bliver mere og mere spraglet og feminin med tiden, og jeg vil gerne gå i kjoler. Men jeg ser desværre ikke ret godt ud i dem.
Professor med pang
Hun ser den 75-årige heteroseksuelle mandlige juraprofessor som en af ganske få rollemodeller, der bryder de gængse rammer.
Ditlev Tamm har to doktorgrader, et ridderkors og en meget feminin garderobe fuld af pangfarver. Han befinder sig bedst med lakerede negle, høje hæle og en chik taske over skulderen.
Sådan så han da også ud, da han for nylig indtog en fyldt sal på Museet Køn, hvor alle aldre og flere køn var repræsenteret blandt publikum.
I sit cherise røde jakkesæt og sine Dr. Martens-støvler fortalte den oplagte cross-dresser om, hvordan han begyndte at gå i feminint tøj for 20 år siden. Et hidtil uset fænomen i hans alvorlige og intellektuelle miljø. Indtil da havde han udmærket sig ved at være professor med en imponerende karriere og en stor stak faglige bøger på samvittigheden.
Men en skønne dag kom han som 54-årig ud af en skobutik på Kongens Nytorv med et par støvletter. Da han samme aften var til et foredrag – med de nye støvler på – fandt det vej til spalterne i Information, hvor chefredaktør Rune Lykkeberg beskrev hans påklædning som: ”En dristig rød blazer i dramatisk kontrast til en blank sort skjorte og velourbeklædte støvler.”
»Jeg bliver mødt med mange smil og komplimenter – især fra kvinderne. Jeg får meget mere opmærksomhed end mænd i kedelig grå og marineblå,« sagde Ditlev Tamm, der ved, hvad han taler om.
Den høje maskuline mand havde på Køn - Gender Museum suppleret sin stil med røde negle, en feminin taske og en stor halskæde. Han stod i skarp kontrast til museets vært, 38-årige Julie Rokkjær Birch, som var iklædt en mørk unisex kedeldragt. I dagens anledning var den dresset op med et par høje, spidse støvler.
Deres fysiske udformninger kunne ikke være i større kontrast, men deres holdninger til kønsdebatten var i stor harmoni.
»I Danmark bliver nogle af de folk, der ser anderledes ud, truet og slået ned. Vi favner det ikke. Når jeg fortæller, at crossdressere får bank her, bliver man overrasket i udlandet. Jeg møder også vrede, når vi diskuterer ved private selskaber,« sagde professoren.

Island, Finland, Norge og Sverige klarer Top-5 placering på World Economic Forums Gender Gap liste over lande med mest ligestilling mellem kvinder og mænd, mens Danmark havner på en 29. plads. Vi er slet ikke så langt fremme, som vi går og tror.
»Vi forstår for lidt«
Han mener, at der mangler en grundlæggende intellektualisering af kønsdebatten. En grundlæggende forståelse af hvad de forskellige bogstaver i LGBT+ står for, en forståelse af hvad en mand og en kvinde er, og en minimal filosofisk forståelse af, hvad det er, vi diskuterer.
»Der er så meget uvidenhed. I stedet for at tro, at verden går under, fordi vi ændrer på vores begrebsapparat, bør man sætte sig ind i, at det her slet ikke handler om, at mænd pludselig skal være kvinder eller omvendt. Vi bør indrette os på en rimelig måde og møde andre, der helst ikke vil tiltales som han eller hun men måske hellere vil kaldes de. Vi skal da have et naturligt samvær i et civiliseret samfund. Det er tåbeligt at strides om den slags detaljer,« lød det fra Ditlev Tamm.
Julie Rokkjær Birch oplever også meget modstand på udviklingen af kønsopfattelsen. Da Kvindemuseet skiftede navn til Køn - Gender Museum, protesterede folk og spurgte: ”Vil I udviske køn?”
»Nej vi vil netop drøfte, hvad køn betyder. Der er en angst over, at ting flyder sammen, og at der ikke er den samme orden i, hvordan man kan fortolke verden,« sagde hun, der i øvrigt ser ordet ”hen” som en smart forenkling, for eksempel når man skal skrive til nogen og så ikke behøver at forholde sig til, om det er en han eller hun.

Tamms nye bog
Julie Rokkjær Birch havde inviteret Ditlev Tamm med i samtalerne på Køn - Gender Museum lige nu, fordi han er aktuel med bogen: ”Skabt som mand og kvinde”.
Den handler ikke om ham selv, men om den franske præst og historiker François-Timoléon de Choisy, der levede ved hoffet på Solkongens tid. Han klædte sig som kvinde, var skuespiller, musiker og ludoman ind imellem at han skrev dybt intellektuelle og historiske bøger.
»Han deltog i det franske akademis saloner, hvor han var utrolig populær. Der diskuterede man blandt andet, hvor stor forskellen egentlig er på mænd og kvinder inspireret af den kønsneutrale filosofi, som filosoffen René Descartes havde bragt på banen. Choisy blev opfordret til at skrive en bog om at være en mand i dametøj, og jeg har oversat nogle af hans tekster,« sagde Ditlev Tamm om sin nye bog.
»Choisy skrev allerede for 400 år siden en bog om at være transvestit. Der var højt til loftet på Solkongens tid.«
Ditlev Tamm kan måske godt se nogle ligheder mellem François-Timoléon de Choisy og sig selv – og dog.
»Han var garanteret meget smuk som kvinde. Min påklædning udvikler sig og bliver mere og mere spraglet og feminin med tiden, og jeg vil gerne gå i kjoler. Men jeg ser desværre ikke ret godt ud i dem,« betroede han Århus Onsdag.
