Julen vender tilbage for fuld styrke i Den Gamle By

Den Gamle By har udnævnt en juleinspektør, der skal sikre den helt særlige julestemning.

Artiklens øverste billede
Museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard er udnævnt til juleinspektør i Den Gamle By. Pressefoto.

Museumsinspektør Anna Wowk Vestergaard er blevet udnævnt til Den Gamle Bys juleinspektør, oplyser frilandsmuseet i en pressemeddelelse.

For tredje år i træk skal hun derfor med et fast greb om jule-rorpinden navigere Den Gamle By sikkert gennem den store julesæson, hvor ca. 150.000 mennesker forventes at gå på opdagelse i 400 års danske juletraditioner.

Jul i Den Gamle By åbner 20. november, men juleinspektøren har været i gang i flere måneder:

»Det tager tid at gøre klar til jul. Det tror jeg vi alle sammen kan nikke genkendende til. Omvendt er julen i høj grad et fællesskab, der rækker bagud, hvor vi gør præcis det samme, som vi har gjort i generationer. Det er en stærk kraft, særligt i nutidens moderne, digitaliserede verden,« fortæller hun i pressemeddelelsen.

Sidste år blev julen amputeret af corona-pandemien, men i år forventer juleinspektøren, at Den Gamle By er tilbage for fuld styrke. Anna Wowk Vestergaard er derfor allerede på vej til at dykke ned i den næste kasse med julepynt for at sikre, at alt er klar til den store oppyntning af museets mange huse.

Jul i Den Gamle By kan opleves alle dage fra 20. november frem til 2. januar. Dermed er det også muligt at besøge Den Gamle By 24. december og de efterfølgende julehelligdage.

jwh

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen