Gratis drag- og burlesque-show på Store Torv i Aarhus

Århus Onsdag inviterer på torsdag 2. september til show og talks med Stella Starlight, Sophie Sioux og Rikke Øxner ved den Rullende Redaktion.

Artiklens øverste billede
Stella Starlight er helt på toppen for tiden. Både som bankovært rundt omkring i byen og som performer. Man kan møde hende på Store Torv torsdag klokken 16.30. Foto: Mai Wilborg

Stella Starlight og Sophie Sioux har gjort kostumerne klar til, at de skal optræde på Store Torv på torsdag 2. september klokken 16.30 ved den Rullende Redaktion.

Århus Onsdag har inviteret dem til at komme og give et af deres mange numre og fortælle om, hvorfor de er henholdsvis drag queen og bulesque-danser. Stella Starlight stiller altid op i de helt store skrud med, mens Sophie Sioux som regel er mere minimalistisk klædt og som regel tager det meste at tøjet af.

De gør det for at sprede glæde og godt humør, og fordi de kan lide at stå på en scene og give den gas. Men de gør det også, fordi de har noget på hjerte.

Sophie Sioux lader aldrig det sidste figenblad falde, når hun optræder. Foto: Gaia Micatovich

»Jeg går på scenen, fordi jeg ikke kan lade være. Der er en ustoppelig force i mig, der giver mig lyst til at pirre og provokere. Publikum kan forvente, at de måske får røde kinder, og at de vil opleve noget, de ikke troede muligt, når vi ses på Store Torv,« siger Sophie Ternowitz, der er kvinden inde i figuren Sophie Sioux.

Stella Starlight supplerer sin kollega:

»Stella Starlight giver mig mulighed for at udtrykke nogle af de mange nuancer, jeg har indeni. Samtidig kan jeg bruge hende til at komme med budskaber på en sjov måde. Det kan for eksempel være noget med homorettigheder eller hatecrimes,« siger hendes alter ego, Peter Rothgardt, der er den ene del af det par, der fik byens første homoseksuelle vielse i 2012 af biskop Keld Holm.

Spørg festugedirektøren

Før de to humørbomber indtager redaktionens blokvogn, kommer festugedirektøren, Rikke Øxner forbi.

Dermed får aarhusianerne chancen for at få svar på det, de undrer sig over i forhold til festugen. Rikke Øxner stiller op til spørgsmål torsdag klokken 15.30 på Store Torv ved den Rullende Redaktion.

»Jeg svarer hjertens gerne på spørgsmål om festugen. Det er altid spændende at høre, hvad aarhusianerne synes,« siger Rikke Øxner.

»Nu kan vi endelig kan nyde en festuge, kulturen og venners selskab og samtidig kan vi genopdage vores by. Vi har været lukket inde i lejligheder og på små værelser de seneste halvandet år. Jeg tror, vi alle trænger til nogle oplevelser.«

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen