Lyskunst i Aarhus Festuge: Især et af værkerne overrasker og glæder aarhusianerne

Aarhus Onsdag har sammen med en gruppe aarhusianere oplevet de særlige, sjove og smukke lysskulpturer, som er en del af Aarhus Festuge. Der var generelt stor begejstring og et sikkert hit.

Artiklens øverste billede
Foran Toldboden står Absorbed by Light. Jonna Oldenburg har taget plads på bænken. Hun og hendes makker, Gert Dyring, synes, at installationen er et godt billede på vores tid. "Vi er sammen hver for sig, når vi sidder på bænken med vores mobil," mener de. Foto: Helle Arensbak

20 aarhusianere valgte at åbne Aarhus Festuge ved at gå med på den guidede lysvandring, der finder sted hver aften klokken 21 fra Dokk1.

Ruten, der er beskrevet i faktaboksen, går fra Dokk1 langs havnen og op gennem byen for at slutte i Rådhusparken.

Det var en blandet flok af voksne og børn, som fredag aften mødtes i frisk blæst og begav sig ud i de aarhusianske gader for at se byen i et nyt lys.

Det er svært at fotografere dette værk, The Discontinuous Place, så det kommer til sin ret. Men det var fredagens absolutte hit for en håndfuld deltagere på lysvandringen. De har set masser af lyskunst men aldrig et værk som dette. Lys i geometriske former, der ændrer sig, får træerne til at se meget forskellige ud. Foto: Helle Arensbak

Vi kan ikke få lys nok

Det viste sig, at fire af deltagerne er lys-entusiaster ud over det sædvanlige. Ninette og Niels Mogensen og deres venner, Rhonda og Henrik Boye, bor tæt på Æggepakkeriet, hvorfra de kan se den oplyste Ringgadebro, Rainbow og rådhuset.

De har med stor interesse fulgt Green Light Aarhus, der satte grønt lys på en række af byens bygninger, og parrene har smukke fotos på deres telefoner af rådhuset, da det lyste i alle regnbuens farver. Senere i festugen skal de ud at sejle for at se byens lys fra vand-siden.

»Vi kan ikke få nok af smukt lys i byen og vil gerne have meget mere. Vi har faktisk skrevet til Aarhus Kommune, at lyset på Ringgadebroen bør gøres permanent,« sagde lysentusiasterne.

Ninette og Niels Mogensen har fra deres hjem et kig til Ringgadebroen, Rainbow og rådhuset, hvis lys de sætter stor pris på. De synes, at der er plads til mange flere flotte permanente lys-indslag i Aarhus Foto: Helle Arensbak

Ved lysvandringen var de særligt imponerede over rutens sidste værk: The Discontinuous Place. Det er lys som i geometriske former kastes op på rådhusparkens meget store træer. Former ændrer sig hele tiden og får træerne til at se vidt forskellige ud.

»Det er helt sikkert et hit. Det er virkelig overraskende, flot, voldsomt og organisk,« sagde de fire om værket.

»Vi har set meget men aldrig noget som dette her. Man skal huske at se det både fra parken og fra den anden side,« opfordrede de.

Urban Sun ses her i frisk blæst, der kaster med vanddråberne, som lyset fanger. Værket kombinerer kunst, teknologisk fremsynethed og folkesundhed. I fællesskab har designere, forskere og sundhedseksperter fra hele verden bidraget med viden og udvikling af værket, som oplyser en stor cirkel af UVC-lys med en bølgelængde på 222 nanometer og på sikker vis er med til at reducere mængden af vira - også COVID 19. Foto: Helle Arensbak

Stort selfie-hit

De meget forskellige lys-installationer, som er hentet til Aarhus fra alle verdenshjørner, gjorde helt forskellige indtryk på gruppen af aarhusianere.

Børnenes favorit og det mest fotograferede værk er menneskefigurerne, der bliver oplyst af deres mobiler. De sidder på en bænk, hvor der er en tom plads, som man er velkommen til at indtage. Det gjorde børnene straks, og så kom mobil-kamerarene frem.

Der findes tre versioner af skulpturen, og Aarhus har lige nu to af dem stående. Den ene ved Toldboden og den anden ved Bispetorvet.

»Uanset hvor de står i verden, bliver der taget utroligt mange fotos af dem,« sagde guiden Thomas Trier.

Også de lysende blå sommerfugle og det kegleformede UVC-lys, der skal reducere virus som for eksempel COVID 19, var populære indslag. Sommerfuglene er smukke og minder os om, at alle kan gøre en forskel. Mens lyskeglen kombinerer teknologi og kunst på en ny måde.

De blå sommerfugle, Butterfly Effect, er ifølge deltagerne ved fredagens lysvandring utroligt smukke og med på deres top tre over de bedste indslag på ruten. Foto: Helle Arensbak

Meget forskellige værker

Thomas Trier forklarede humoristisk og let forståeligt om værkernes store forskelle.

Et af dem vil rense luften for COVID 19, andre skal gøre gaderne smukkere, et vil gøre os bevidste om os selv og et andet er en kommentar til vores brug af mobiltelefoner.

De vidt forskellige kunstværker har også vidt forskellige mål:

»Den med mobilerne er en kommentar til vores nutidige samfund og kultur. Sommerfuglene skal minde os om, at selv de mindste bevægelser som dem fra en sommerfuglevinge kan få stor effekt, og at vi alle kan gøre en forskel. Urban Sun vil eliminere corona. Og de oplyste træer i Rådhusparken skal give os en anden bevidsthed, så man bliver skarpere på sit eget indre,« sagde Thomas Trier til slut, inden gruppen af deltagere opløstes og gik videre ud i festugen.

'Light a Wish' afspejler hvide mælkebøtter med frø, som man kan pust til og sende et ønske ud i verden. Foto: Helle Arensbak

Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen