Kom med på jagt efter Danmarks største massemorder – i Aarhus

En ny gådejagt sender deltagerne tilbage til 2. Verdenskrig. I gyder og garager i Latinerkvarteret skal de finde skjulte beskeder for at stoppe nazisten Kaj Henning Bothildsen Nielsens bombninger af byen.

Artiklens øverste billede
En gruppe på jagt efter spor, der kan føre dem til nazisternes bomber, så de kan stoppe ødelæggelserne af Aarhus. Her skal man knække en kode ved at finde David-sstjerner på Håndværkerforeningens facade. Pressefoto

Som noget nyt kan man komme på en fuldstændig analog gådejagt, der bringer deltagerne tilbage til 1945 og rundt i Latinerkvarteret til steder, de færreste kender. Formålet er at løse en række gåder og knække koder, for at komme videre i jagten på Danmarkshistoriens største massemorder: Kaj Henning Bothildsen Nielsen.

Han var aarhusianer og hærgede byen under 2. verdenskrig under navnet Perletand, Hitlers danske hævner.

De sprang blandt andet Guldsmedgade i stumper og stykker og brændte en række bygninger ned til grunden. Kaj Henning Bothildsen Nielsen blev i 1947 dømt skyldig i mordet på 55 mennesker, 11 drabsforsøg, 84 sprængninger og seks togattentater.

Vi vil gerne lege viden ind og udfordre familier med store børn, som kan samles om opgaverne helt uden skærm og strøm. Deltagerne opfordres til at fordele rollerne som fører, stifinder, oplæser og spejder. Et godt samarbejde belønnes.

Søren Østergaard Madsen, historiker og spiludvikler

Aarhus brænder

Oplægget til opgaven lyder:

»Som nazisternes håndlanger har Perletand allerede sprængt adskillige sabotage-bomber rundt om i byen, så kun ved at arbejde sammen som gruppe kan I stoppe ham! Find hans hidtil største bombe og fang ham, så han ikke kan gøre flere ugerninger.

Som hjælp har I kun kryptiske beskeder fra modstandsbevægelsen i Aarhus, men skynd jer, fordi jorden brænder under jeres fødder! Når I frem til Perletands bombe i tide? Får I stoppet hans terror-bombninger? Og får I overdraget ham til modstandsbevægelsen, så de kan lade retten ske fyldest?«

Historien er bygget over historiske hændelser i Aarhus ved afslutningen af Anden Verdenskrig, så ved hjælp af kun hemmelige papirer og sedler, sendes I rundt i byen og løser gåder, mens I finder spor efter krigen - og Perletands sabotage-bomber.

Vi har testet

Århus Onsdag kastede sig ud i opgaven på en sommerlørdag. Emnet er alvorligt og gådejagten er spændende.

Deltagerne fandt de ni poster med kun de udleverede papirer og vores hjerner til hjælp. Nogle af opgaverne var oplagte for denne gruppe, andre forstod den slet ikke umiddelbart. Hvis man absolut ikke kan løse en opgave, kan man komme videre ved at springe den over og gå til den næste – det undlod Århus Onsdag-holdet dog.

Selv om alle holdets tre deltagere er inkarnerede aarhusianere så de detaljer på facader, revner i mure fra bombardementerne, og værker støbt i jorden, som de aldrig før har opdaget. De kom også gennem gårde, gyder og garager, som de ikke kendte eller havde glemt eksistensen af.

Og så blev de udfordret på deres visuelle færdigheder, krydsords-agtige erfaringer og samarbejde. De lærte også historiske fakta og anekdoter undervejs, så det var på alle måde en berigende oplevelse, der tog dem et par timer med en kaffepause undervejs.

Udtænkt af historikere

Bag ’Aarhus Brænder’ står brætspilsanmelderen Thomas Vigil, hvis mening man kan læse i Politiken.

Jacob Honoré, der udvikler computerspil.

Søren Hansen og Søren Østergaard Madsen, der er historikere og har læst sammen på Aarhus Universitet. Søren Østergaard Madsen har i 10 år været museumsinspektør i Grenaa på Museum Østjylland.

De har tidligere udviklet andre spil for eksempel for litteraturfestivalen, LitteratureXchange. Det spil er bygget over Ibsens klassiker ’Et dukkehjem’ og sender deltagerne i fodsporene på hovedpersonen Nora, der vælger at forlade sit ægteskab og hjem.

”Vi vil gerne lege viden ind og udfordre familier med store børn, som kan samles om opgaverne helt uden skærm og strøm. Deltagerne opfordres til at fordele rollerne som fører, stifinder, oplæser og spejder. Et godt samarbejde belønnes,” forklarer Søren Østergaard Madsen.

Når man har booket og betalt et spil, bliver det udleveret i caféen i Øst for Paradis.


Vil du hver onsdag have overblikket over byens kulturliv direkte i din indbakke? Tilmeld dig gratis Århus Onsdags nyhedsbrev - klik her, indtast din mailadresse, find Århus Onsdag på listen og tryk tilmeld.
d



Læs også

Annoncørbetalt indhold

Del artiklen