Gnags ramt af endnu et dødsfald
Bandets mangeårige crew-medlem er død af sygdom.
En af bandet Gnags’ trofaste medarbejdere er død.
Det skriver Peter A.G. på sin Facebookprofil under overskriften:
»Gnags-familien har i går mistet endnu en i sin flok«.
Opslaget handler om crew-medlem Max Herman Koitzsch, der er død efter kort tids sygdom.
Max Herman Koitzsch bliver i opslaget beskrevet som Gnags’ »milde, hemmelige våben, de to ekstra loyale hænder, der altid stod parat, og fik tingene til at lykkes.«
I opslaget opridser Peter A.G. et udvalg, at de opgaver, som Max Herman Koitzsch påtog sig, når bandet var på tur.
»Sådan en limstift er uundværlig og taknemmeligt værdsat i et band,« skriver Peter A.G.
Det er kun en uge siden, at Peter A.G. på sin Facebook-side udtrykte sin sorg over vennen og band-kammeraten Per Frosts død.
»Jeg forstår det ikke. Jeg forstår det slet, slet ikke. Per Frost er død. Hvad? Han sov stille ind lørdag nat. Gik i seng i strålende humør. Vågnede aldrig op. Per fløj væk på toppen. Glad og fuld af energi,« skrev han blandt andet.
»En mand af få ord«
Max Herman Koitzsch selv holdt sig ifølge Peter A.G. et godt stykke væk fra rampelyset.
Han kunne dog ikke gå rundt i ubemærkethed:
»Selvom Max var en mand af få ord, vandt han alle hjerter, i både handlinger og med sin lune varme. Vi vil savne dig dybt, og glæde os over, det store aftryk du har sat,« slutter Peter A.G.
jro