Eriks hustru døde for to år siden: Nu vil han ære hende med særlig udstilling
Erik Larsen arrangerer udstillingen ’Jettesminde’ på Constantia2 i Viby for at ære sin afdøde hustru og hendes kunst.
Aarhusianske Erik Larsen mistede i foråret 2021 sin hustru Jette Koefoed Jørgensen efter et længere kræftbeløb. Sammen var de kendt af mange for at have drevet caféen ”Suppestegogis” ved Aarhus Å, men nu vil Erik Larsen også udbrede Jette Koefoed Jørgensens talent som kunstner. For at ære sin afdøde hustru har han således stablet en fernisering med flere af hendes malerier på benene.
Den finder sted på søndag, 19. marts, fra klokken kl. 15 på Constantia2, oplyser han i en pressemeddelelse.
»Jette er ikke længere fysisk blandt os. Hun var et fantastisk nærværende, klogt og søgende menneske, som altid vil være levende i mit hjerte, og hun lever videre i det hav af malerier, tryk og tegninger, hun har frembragt. Jeg synes simpelthen, hun var så dygtig en kunstner. Værkerne skal ud af værkstedet og opleves,« siger Erik Larsen i pressemeddelelsen.
Erik Larsen drev ’Suppestegogis’ helt frem til covid-pandemien og nedlukning i foråret 2020. Jette blev syg og vellykket opereret i 2015. De malerier, hun lavede fra 2015-18, hvor kræften vendte tilbage, er udgangspunktet for udstillingen ’Jettesminde’, som bliver udstilet på traktørstedet Constantia2 ved Brabrand Sø.
Der vil også være grafiske værker helt tilbage fra midt-firserne, hvor hun gik på Det Jyske Kunstakademi. Det var i den tid Erik og Jette mødtes i Øst for Paradis. Hun var ansat i biografen, og Erik Larsen spillede i bandet ’Jytte and the Allrights’ til midnatscabaret ved juletid.
»Vi levede sammen i 36 år, fik tre dejlige børn og lavede mange ting. Cafeen drev vi sammen i fem-seks år, indtil Jette blev syg og trådte ud af den daglige drift. Der var der ikke tid til at male. Vi udviklede for eksempel også en cd-rom for børn om musik, ’De Små Klikker’ og startede et forlag,« fortæller Erik.
Jette Koefoed Jørgensen var aktiv kunstner gennem mange år og skiftede i de seneste år fra det abstrakte til det figurative. Hun har været med på en del censurerede udstillinger i både Jylland og Sjælland og været en kærkommende udstiller i mange kunstforeninger.
Erik Larsen bruger den særlige anledning med udstillingen på Constantia2 til at gendanne sit jazzbluesband Trio de Lux til en kort koncert for gæsterne. Efter mere end 30 års pause.
Det er Henrik Møller på sax’er, Henning Jensen, elguitar, Per Odgaard elbas og Erik selv på trommer.
jwh