De første var latterlige og Helle Thornings var for meget - nu udstilles de på Køn
Carry Me hedder udstillingen af dametasker på Museet Køn. Det franske hof kaldte dem latterlige, men i dag er de et statussymbol.
Der var ingen nøgler til Helle Thorning-Schmidt, da hun indtog statsministeriet i 2011. Til gengæld gav Lars Løkke Rasmussen hende en håndtaske. Den var lavet specielt til hende.
Det var i de år, hun blev kaldt Gucci-Helle, fordi hun som repræsentant for Socialdemokraterne tillod sig at have en Gucci-taske. Det var der mange meninger om.
Er en taske bare en taske? Spørger Museet Køn ledende i en pressemeddelelse om den nye udstilling ”Carry Me”, som kan ses hele resten af året.
Udstillingen viser knap 80 hverdagstasker, ældre kulturhistoriske tasker, og tasker der blev ikoniske, fra 20’ernes art deco til de verdenskendte ”The Kelly Bag”, ”Lady Dior” og de første håndtasker til mænd. Fra taskens indtog i 1700-tallet til tasken som et oprør, et statussymbol og en identitetsmarkør.
Dametasken var til grin, da den gjorde mode for første gang i slutningen af 1700-tallet ved det franske hof. En ridicule blev den kaldt – fransk for latterlig.
I løbet af de næste 200 år gik håndtasken imidlertid fra latterlig til helt almindelig. Endda mere end det – håndtasken blev et oprør, et statussymbol, en identitetsmarkør, den gik fra lille til stor, pyntet til praktisk, den blev til kvinder, til mænd, til unisex.
Ofte kan de mindste og mest almindelige hverdagsting fortælle os om nogle af de største strømninger i vores tid.
Blandt udstillingens udvalgte tasker er flere tilknyttet kendte kvinder som Prinsesse Diana og Jacqueline Kennedy, der ligefrem har fået taskedesigns opkaldt efter sig. Udstillingen vil også tage fat i en periode, hvor tasker i form af pyntede punge, brevmapper og pengekatte primært blev brugt af mænd.
Museumsdirektør Julie Rokkjær Birch udtaler om udstillingen:
»Her på museet ved vi, at det ofte er de mest almindelige genstande fra vores hverdag, der kan åbne blikket for historiebevidsthed og kønshierarkier. Når ting kommer på museum, ser vi dem i et helt nyt lys – og vi åbner for muligheden for at fortælle nye historier om og gennem disse genstande.«
Der er fernisering fredag 24. marts kl. 15-17.
sø