Abekejser swinger imellem genrer og skaber unik lyd

Inde bag murene på det gamle Amtssygehus i Tage Hansens gade, helt nede bagerst ligger bygning 9 A. Det er her det fremadstormende, aarhusianske band, Abekejser, har øvelokale. I døren tager guitarist Jeppe Lavsen og pianist Jon Døssing Bendixen imod. De går forrest gennem en smal gang med højt til loftet og ind i et lokale, hvor en anseelig mængde instrumenter står organiseret på hylder i den ene ende af lokalet. En blød sofagruppe byder sig til i den anden. 

»Sammen med en række andre bands har vi fået lov til at låne bygningen her af Aarhus Kommune. Tilsyneladende fungerede ejendommen tidligere som hospitalsdirektørens privatbolig,« fortæller Jeppe. Herfra viser de to ind i et tilstødende lokale med flere instrumenter, højtalere, monitorer og miksere. Det er her Abekejser indspiller. 

»Vil du have kaffe? Det er øvelokalekaffe og ikke den bedste, men den kan drikkes,« tilbyder Jon og snupper en termokande med tilbage i det første rum og sætter sig i en af sofaerne. Jeppe placerer sig i en lænestol. 

»Frederik er på Lanzarote, så ham må vi undvære i dag,« siger Jeppe om Abekejsers trommeslager, Frederik Bülow. 

»Adrian burde til gengæld være på trapperne,« fortsætter guitaristen. I samme nu går døren op, og bassist Adrian Christensen træder ind i lokalet. Han undskylder forsinkelsen og lader sig dumpe ned i sofaen ved siden af Jon. 

»Der er kaffe på kanden,« siger Jon opmuntrende. Adrian skænker sig en kop. 

Bandets medlemmer bor i Aarhus – lige minus Adrian, der bor i Ry vest for Aarhus. De har kendt hinanden siden, de alle havde deres gang på Musikalsk Grundkursus for små ti år siden. Et par af dem endnu længere. 

»I forbindelse med at vi havde spillet sammen på kryds og tværs i andre projekter, kendte vi hinanden godt og syntes, det kunne være sjovt at lave en konstellation med en mere elektronisk tilgang til jazz. Vi ville gerne lave musik, som var instrumental, udadvendt og beat-orienteret. Det startede som et forsøgsprojekt, hvor vi gik sammen i et øvelokale og jammede i en uge. Og det kom der noget fedt ud af, som vi havde lyst til arbejde videre med,« fortæller Jon. 

»Så dannede vi Abekejser. I 2015,« tilføjer Adrian. 

Et miks af alt

Abekejsers musik er overvejende instrumental og med en særegen lyd blandet af elektronisk synth, hiphoppens tunge beats, afro-rytmer og jazzede harmonier. 

»Vi har haft lyst til at spille noget jazzet, men på en mere moderne måde, hvor vi ikke er så bundet af normerne fra traditionel jazz i forhold til rytme og sprog. Så vi har lånt noget fra flere andre genrer og så blandet det med jazzlyd,« siger Jeppe og fortsætter: 

»Der er ingen traditionel jazz i Abekejser – det er et miks af alt. Vi tænker ikke over, at vores musik skal have en speciel rytme eller lyd. Vi spiller nogle riffs, indtil det lyder godt, og så tager vi det med videre. Lyder det dårligt, ryger det ud.« 

Abekejser har indtil videre udgivet to fuldlængdealbums; deres gennembrud “Floating Through the Universe” fra 2019 og “Blueprint” fra 2021. Ud af samtlige numre på de to udgivelser er bare tre med vokal. Og det en vokal som langt fra er typisk. 

»Den ret specielle vokal, som vi har med på enkelte numre, er min stemme, som bliver forvrænget via en synthesizer, så den bliver robot-agtig. Eller faktisk er det mere korrekt at sige, at det er mine ord, da det ikke betyder noget, hvilken tone jeg vælger, da den styres af keyboardet. Vi synes, det er en fed lyd, som vi på enkelte numre kører helt i fokus,« forklarer Jon. 

Ikke alene skiller Abekejsers lyd sig ud. Rent visuelt - på både udgivelser og live - har bandet også et helt unikt udtryk. 

»Da vi dannede bandet, var der mange, som kaldte sig noget à la Jensen Duo og T. Hansen Trio. Det ville vi gerne væk fra. Så vi brainstormede og kom på Abekejser, som vi syntes lød grineren,« husker Jeppe. 

Jon uddyber: 

»Der er ikke nogen megadybsindig grund til, at vi hedder Abekejser. Vi syntes vist bare, Abekejser lød fedt, og så byggede vi videre på det med et animeret univers med aben som vores maskot, vores logo og vores ansigt udadtil.« 

»Idet vi i bandet ikke har en forsanger, ville vi gerne udvikle et visuelt koncept, som publikum kan kigge på, og som ikke bare er os fire hvide mænd,« siger Adrian. 

Jeppe nikker og tilføjer: 

»Når man som vi spiller instrumental musik, er der ingen ord til at fortælle. I stedet bruger vi visuals til at knytte en fortælling til vores musik.« 

Dansefest på hjemmebane

7. februar skyder Abekejser deres “Vintertour” i gang. En tour som foreløbigt bringer bandet forbi Horsens, København, Kolding – og Aarhus. I hjembyen giver de koncert på Train 11. februar. 

»Vi spiller fire koncerter nu og så nogle flere til foråret – så på den måde er det ikke en tour-tour. Men det bliver fedt. Og første gang vi har et supportband med.« Jon rykker frem på kanten af sofaen i begejstring. 

»Vi har arbejdet på ny musik i efteråret og brugt tid på at lave et godt show. Så efter flere måneders pause fra livescenerne er vi så klar og glæder os til at komme ud og fyre den af foran publikum,« siger Jeppe. De to andre nikker energisk. 

»Det er det, vi altid har villet; spille for et stående publikum, hvor der bliver en løssluppen stemning og ingen er bange for hverken at synge med på temaerne eller danse. Vores koncerter ender tit som en dansefest - vi spiller jo musik, der går lige i kroppen,« proklamerer Jon fra sofaens yderste centimeter. 

Som for de fleste andre bands er der også for Abekejser noget helt specielt ved at give koncert i de fire konservatorieuddannede musikmænds fælles hjemby. 

»I Aarhus plejer vi at have både venner, familie og trofaste fans blandt publikum. Det er med til at skabe en god stemning, da de for det meste kender musikken og kan gå ind i den på en anden måde, end dem der ikke kender den. Det gør tit, at andre følger med og gør det samme. Det giver en sindssyg god publikumsvibe!« Adrian suger de sidste dråber kaffe ud af sin kop og sætter den på bordet med et klonk. 

»Det bliver pissefedt at spille i Aarhus. Det er her, vi har vores største fanbase og også vores største personlige engagement i at give den gas og levere!« følger Jon op. 

Den tyske drøm

Efterårets mange timer i den tidligere direktørbolig i Tage Hansens Gade munder ud i en række singler hen over efteråret - og på sigt et tredje album. 

»Vi har lavet en masse ny musik. Numrene er lavet i samme ånd som tidligere, men fordi vi til at begynde med var fem medlemmer og nu er fire, har vi skulle gentænke vores roller og forny nogle elementer. Men man kan sagtens høre, at det er os,« slår Jeppe fast. 

Jon tager ordet: 

»Vi forventer at sende nogle singler ud i løbet af foråret. Og så udkommer vi også med et nyt album. Der går nok bare lidt tid endnu, før selve albummet er klar...« 

Ud over at Abekejser planlægger nye udgivelser og “Vintertour”, håber de også at 2023 byder på muligheden for at spille på nogle af de danske mainstreamfestivaler, ligesom de drømmer om at gøre musikalsk indtog i nabolandet, Tyskland. 

»Vi spiller som regel på rigtig mange jazzfestivaler rundt omkring i landet. Det er sværere at få en fod indenfor på rock-popfestivalerne. Det drømmer vi om; at komme ud at spille på flere af de fede danske mainstreamfestivaler som det eksperimenterende navn. Vi vil gerne præsentere det brede publikum for anderledes musik,« siger Jeppe. 

Et synkront »Mmm« fra Jon og Adrian antyder, de er enige. 

»Og så har vi et Tysklands-eventyr i drømmene. Fordi Tyskland er et stort og fedt marked – og så er det tæt på Danmark. Om to uger tager vi hul på at realisere drømmen, når vi spiller et par showcase-koncerter i Freiburg i Sydtyskland,« fortæller Jon. 

»Har vi egentlig fundet en chauffør?« Adrian kigger spørgende på Jeppe og Jon. Begge ryster på hovedet. 

»Vi har bilen, men vi mangler en chauffør. Måske vi kan lave en kontaktannonce i Aarhus Onsdag!,« griner Adrian og rejser sig. De to andre gør det samme. Abekejseren kalder.