Årets danske julefilm for hele familien
Mon ikke 'Julemandens Datter' bliver et sikkert familiehit?
jul I den danske familiefilm ’Julemandens datter’ møder vi 12-årige Lucia, der bor på Grønland med sin mor Claudia og sin far Julius. Lucia går på den internationale julemandsskole, hvor alle verdens julemænd bliver lært op.
Lucia vil også gerne være julemand, når hun bliver stor, men møder modstand, da det kun er mænd, der kan blive det: "Det hedder en julemand, og ikke en juledame", får hun at vide gang på gang - for sådan har det altid været. Pigerne skal lære at bage og strikke, mens drengene lærer at kravle ned ad skorstene og styre et rensdyrspand til gaveuddelingen.
Viljestærk pige
Men Lucia er viljestærk og får en enkelt chance til at starte på skolen på lige fod med de andre drenge. Hun skal bestå optagelsesprøven, der lyder på at opfylde et menneskebarns højeste juleønske. Hvis hun ikke består, må hun ikke komme i julemandsklassen. Lucia får til opgave at opfylde drengen Alberts ønske om, at hans far skal blive rask. Faren er nemlig blevet ramt af en mærkelig sygdom.
’Julemandens Datter’ er et nyt bud på en julefilm for familien. Modsat fx ’Familien Jul’ og dens efterfølger er det ikke menneskebørnene, der er omdrejningspunktet, men Julemanden og hans hyggelige og indimellem lidt uhyggelige mytologi.
I familiefilmen optræder julemandens onde modsætning Krampus også - og denne karakter overrasker både Martin Buch og Ella Testa Kusk, der har hovedrollerne som julemnad og datter.
"Jeg anede ikke, hvem Krampus var,” fortæller Kusk, mens Buch fortsætter: ”Det gjorde jeg heller ikke. Er det en virkelig myte? Det er der ingen, der har sagt til mig.”
Krampus-myten har en førkristen oprindelse, men blev senere forbundet med julemandsfiguren Sankt Nikolaus som hans mørke modstykke. Hvor Sankt Nikolaus uddeler gaver og belønner artige børn, straffer Krampus de uartige børn med sin kæde, og i filmen kan Krampus sågar gøre folk syge ved at mærke dem i hovedet med sine klør.
I ’Julemandens datter’ skal Lucia således hjælpe Albert med at gøre hans far rask, fordi han er blevet mærket af Krampus.
Lucia skal derfor rejse til Danmark for at finde og fange den frygtindgydende Krampus for at løse opgaven, hun har fået som optagelsesprøve. Men det er ikke kun det mytiske væsen, der spænder ben for helbredelsen, men også et grådigt menneske ved navn Gorm, der spilles af Nicolaj Kopernikus.
Hjælpen kommer i skikkelse af Lucias egen far, Julius, men selvom han er Julemanden, har han ikke fuldstændig styr på tingene.
"Han er sådan lidt forvirret hele tiden," fortæller Ella Testa Kusk.
"Han er en lidt fjollet karakter, og det er ham, man kommer til at grine af. Han er sådan lidt klumpet i det."
Læs mere om aktuelle og kommende film på kino.dk.