Dancer in the Dark på Aarhus Teater: Marie Højlund er Selmas ører

AARHUS Lyden af maskiners mekaniske brummen, af stålvaske mod hinanden, af såler på betongulv og af hårnåle, der rammer bordpladen. Lyd af enhver art - og afart - er i fokus i Aarhus Teaters opsætning af Lars von Triers musikalske drama Dancer ind the dark. Forestillingen spiller på Scala Scenen fra 30. oktober til 8. december og har Sofia Nolsøe i hovedrollen som den tjekkiske emigrant Selma, der bosætter sig i en mindre amerikansk by. Selma lider af en arvelig øjensygdom, som langsomt er ved at frarøve hende synet. En hemmelighed hun holder tæt til kroppen, alt imens hun knokler på en fabrik for at tjene penge nok til, at hendes søn Gene kan få en øjenoperation og undgå at blive blind, som hun selv. Selma lever et hårdt liv, men ved hjælp af en livlig fantasi drømmer hun sig ind i et let og smukt musicalunivers, hvor dagligdagens lyde er akkompagnement.

Marie Højlund og Morten Riis, der sammen danner lydduoen The Overheard, har komponeret lyde og numre til forestillingen med afsæt i bevidstheden om, at hørelsen hos blinde og svagtseende er væsentligt skærpet. Lyde, man normalt ikke lægger mærke til, bliver vigtige og kommer til at fylde.

“Som vores navn, The Overheard, meget godt siger det, arbejder Morten og jeg normalt med de overhørte lyde, de lyde som man ikke lægger mærke til i hverdagen, men som – hvis man giver dem opmærksomhed - kan skabe værdi. I Dancer in the dark er vores mission at gøre lydene så tydelige, at publikum får en forståelse for, hvad det er, der sker inde i Selmas hoved,” forklarer Marie Højlund til et pressemøde nogle få dage inden premieren. Hun har sat sig i en stol på karakteren Bills kontor, der er placeret på toppen af en trappe i den ene side af Scala Scenen.

Tanker og fantasier på lyd

Marie Højlund er selv på scenen i Dancer in the dark, hvor hun med sang og lyd er med til at forme det lydunivers, der skal illustrere Selmas tanker og fantasier.

“Det er i hvert fald et halvt år siden, at Morten og jeg begyndte arbejdet med lyduniverset til forestillingen. Sammen med nogle flere. Heldigvis har arbejdet med musikken og arbejdet med lydene været meget integreret, og jeg synes, det er lykkes os at skabe en både fed og ret vanvittig lydside,” fortæller Marie Højlund.

Inspirationen er hentet fra stykket. Fra Selmas hverdag og de ting, hun møder der.

“Hvordan lyder det, når de stålvaske, Selma har i hænderne i sit arbejde på fabrikken, rammer hinanden? Hvordan lyder det, når hun og taber de hårnåle, hun ynder at sætte på papstykker, på bordet? Enhver lyd i forestillingen er opstået ved at lege med objekter, som Selma omgiver sig med,” siger Marie Højlund.

I hele processen har hun fokuseret på Selmas rejse fra seende til blind.

“Jeg er selv meget nærsynet, så jeg har faktisk kunnet bruge mig selv meget. Når jeg har taget mine kontaktlinser ud om aftenen, har jeg forsøgt at gøre mig bevidst, hvad det egentlig er, der sker med mine sanser. Og med min oplevelse af ting omkring mig,” fortæller hun.

Scenen som ét stort instrument

At skabe en forestilling som Dancer in the dark har krævet et tæt samarbejde mellem musik- og lydmagere, scenograf og instruktør.

“Vi har kørt parløb hele vejen med Anne Zacho Søgaard, der er instruktør og Helle Damgaard, der er scenograf. For skulle vi have et bord med på scenen, skulle det ikke bare SE specielt ud, det skulle også LYDE specielt,” forklarer Marie Højlund. Hun snupper en pen fra en holder foran sig på skrivebordet, løfter den en arms højde over bordpladen og lader den falde.

“Er det den her lyd, vi skal bruge, så har det været nødvendigt at finde et bord og en pen, der sammen kunne lave lige præcis den lyd,” siger hun. Hun åbner de to øverste knapper i sit kostume; en kraftig, hessianfarvet kedeldragt. De stærke scenespots presser temperaturen på scenen opad.

“Det havde været langt nemmere at søge de lyde frem, vi skulle bruge, iblandt alle de lydfiler, teatret har adgang til. Men for os er det ikke nok, at lyden blev sendt fra lydpulten og ud af højtalerne. Vi vil gerne, at den også bliver sendt den anden vej. Fra scenen og ud. Derfor har vi også placeret mikrofoner i gulvet på scenen, på stålvaske og andre steder, hvor hverdagslyden opstår, og så har vi forstørret den op. På den måde fungerer scenen som ét stort instrument. Det har krævet rigtig meget teknik at få det til at fungere,” Marie Højlund sukker og fortsætter:

“Det her bliver på mange måder et eksperiment. Ikke kun for os, men også for teatret. Der er ingen af os her, der ved med sikkerhed, om alting kan holde til det, vi udsætter det for. Og om lydene fortsætter med at lyde, som de gør nu, alle forestillinger igennem, når gulvet bliver slidt og vaskene stødte.” Marie Højlund gør sine øjne store som for at understrege graden af den spænding, der er i at jonglere med flere ubekendte.

Tandhjul i større maskineri

Marie Højlund er både musiker, komponist, lydkunstner og lydforsker. Ud over at være den ene del af duoen The Overhead, har hun i mange år været med i Aarhus-bandet Marybell Katastrophy, og for nyligt er hun blevet fast medlem af bandet Nephew.

“Jeg kommer fra en musikalsk baggrund. Og at kombinere den med teater er enormt interessant. Det gør selvfølgelig, at jeg er på udebane, men på en god måde. Som musiker har jeg været vant til at stå med ansvaret. På teatret indgår jeg mere som et tandhjul i et større maskineri. Og for at få maskinen til at køre, er det nødvendigt, at alle tandhjul forstår hinanden og taler sammen,” siger Marie Højlund. Hun trækker ud i kedeldragten i forsøg på at lukke lidt kølig luft indenfor.

“For at være med i et projekt som det her, er man nødt til at turde lægge ansvaret fra sig og invitere andre ind på lige fod med én selv. Det kan godt være en udfordring, når man er vant til selv at trække i alle trådene. Men heldigvis kan jeg bruge min erfaring fra arbejdet med forestillingen ‘Lyden af de skuldre vi står’ sidste sæson, og så prøver jeg hele tiden at huske mig selv på, at det hele ikke er mit ansvar, men at vi er sammen om at nå et fælles mål.” Marie Højlund nikker. Kort og bestemt. Så samler hun kuglepennen op fra bordet. Og lader den falde. Lyden får hende til at nikke igen. Tilfreds.