De har boet sammen, rejst sammen og i 40 år spillet musik sammen

JUBILÆUM I 40 år har Rolf Sandmark, Martin Schuster og Klaus Gottlieb været en del af Aarhus Symfoniorkester. Rolf, der er 66 år, spiller trækbasun. Han kunne fejre sit 40 års jubilæum i orkestret sidste år. 62-årige Martin på trompet og 60-årige Klaus på valdhorn har for ganske nyligt fejret deres.

I løbet af de 40 år, de tre har kendt hinanden og spillet sammen, har de udviklet et helt særligt venskab.

“Rolf og jeg kom begge to ind på Musikkonservatoriet med et års mellemrum og blev gode venner. Og da Rolf fik job i Aarhus Symfoniorkester i januar 1977, blev jeg for alvor motiveret for at søge ind,” fortæller Martin.

Rolf, Martin og Klaus har avisens journalist sat i stævne i Musikhusets Symfoniske Sal, hvor de bruger adskillige timer hver dag sammen med de øvrige 67 musikere i orkestret.

“Dengang i midt 70’erne var det sådan, at havde man en hvis musikalsk erfaring, og havde man vist interesse for orkestret og måske endda søgt om optagelse tidligere uden at være kommet ind, så havde man en god chance for at blive optaget. Det var ikke kun talent, det kom an på. Det handlede vist lige så meget om, hvis tur det var. Med andre ord: Det var ikke 100 procent tilfældigt, hvem der kom ind,” fortæller Martin, der lykkedes med at blive optaget et par år efter Rolf.

Martin og Klaus spillede sammen i Tivoli Garden, da Klaus i december 1977 som bare 19-årig fik sin første kontraktansættelse i orkestret. Et halvt år senere blev han fastansat.

Ved siden af konservatoriet danner Martin, Klaus og Rolf sammen med to andre blæser-kvintetten 'Aarhus Brass Quintet'.

“Som kvintet turnerede vi rundt i Europa, når muligheden bød sig. Og da vi hver især var blevet gift og havde fået børn, tog vi ind i mellem vores familier med,” fortæller Rolf.

Et af de udenlands-eventyr, kvintetten drog på, gik tiI Paris i sommeren '79.

“Vi kørte mod Paris i Rolfs gamle Mercedes-bus med et bagsæde og sengepladser, så man kunne sove i bilen. På det tidspunkt var Rolf den eneste af os, der havde kørekort, så han satte sig bag rettet og kørte hele vejen til Paris. Vi skulle deltage i en eller anden konkurrence, men røg alle sammen ud i første runde. Men da vi som konkurrence deltagere havde fået turen betalt, kunne vi lige så godt udnytte tiden, så vi gik til en masse koncerter. Blandt andet med en af verdens dygtigste trompetister, Maurice André,” Martin smiler ved minderne om ‘gamle dage’.

“Ja, GIK!” udbryder Klaus og sukker dybt.

“Nårh ja... Rolf og jeg ville gerne gå til det hele. Og Klaus var ved at bukke fuldstændig under,” forklarer Martin.

“I virkeligheden burde du takke os, Klaus. At spille i et orkester som Symfoniorkestret kræver, at man er i god fysisk form,” indskyder Rolf med et smørret grin.

“Nu lyder du som den fornuftige af os tre. Men dengang var det jo faktisk Martin og jeg, der boede i ‘det pæne’ kollektiv og dig, der boede i ‘det rigtige’ kollektiv - som du yndede at kalde det. Med fælles tøj og fælles soveværelse,” giver Klaus igen. Alle tre griner indforstået.

Minder om et ægteskab

Det er tydeligt, at der er et særligt bånd mellem de tre musikere. Naturligvis båret af deres fælles passion; musikken.

“Det at vi har musikken til fælles og spiller sammen – og i øvrigt og har set hinanden dagligt i over fyrre år – har gjort, at vi er kommet rigtig tæt på hinanden. At spille sammen handler ikke kun om at kunne spille sit instrument og læse noder. Man er nødt til at være opmærksom og lytte til hinanden. På mange måder minder det om et ægteskab," siger Martin.

Rolf dasker ham venskabeligt på låret og ler. Så tilføjer han:

"Eller en fugleflok. Man kan sammenligne et orkester med en fugleflok. Man følger hinanden opmærksomt og har omkring 0,05 sekund til at reagere og justere ind efter hinanden.

Stolthed og hårdt arbejde

Rolf, Martin og Klaus er alle tre tydeligt stolte af at være en del af Aarhus Symfoniorkester.

"Aarhus Symfoniorkester som et hele er et fuldstændig ekstravagant instrument og et fantastisk maskineri at være en del af," forklarer Rolf.

"Man bliver afhængig af at høre og spille musik. Det er derfor, jeg stadig spiller i orkestret efter så mange år: Jeg kan ikke lade være. Man bliver ligesom fanget," siger Klaus med et let skuldertræk.

Men at være ansat som musiker i Aarhus Symfoniorkester er også hårdt arbejde. Man møder ind dagligt og øver - som regel med hele orkestret. Dertil kommer et anseeligt antal timers terpen derhjemme.

"Jeg øver mig hjemme hver dag. Der er et basisarbejde, der er helt essentielt at gøre, for at kunne spille i et orkester som Symfoniorkestret. Det er et maskineri, der skal nurses," forklarer Rolf.

"Det er livslang læring," tilføjer Martin.

"Aarhus Symfoniorkester har i den grad udviklet sig igennem de 40 år, vi har været her. Da vi startede i orkestret, kom ansøgerne højest fra de skandinaviske lande. I dag kommer de fra hele verden. Og hver gang der kommer nye til, er de jo langt bedre, end vi var, da vi begyndte i sin tid,” siger Klaus og ser på de andre. Rolf og Martin nikker.

“Men det er kun positivt og med til at holde os til ilden. Orkestret har efter min mening aldrig været bedre, end vi er nu,” bedyrer Martin.

Efter 40 år plus det løse, skilles de tre herrers musikalske veje nu. 22. september spiller Rolf Sandmark sin sidste koncert i Aarhus Symfoniorkester.

"Jeg har den holdning, at man skal tage en sådan beslutning, mens man stadig udfylder sin rolle i orkestret 100 procent. Det værste ville være pludselig at sidde med følelsen af ikke at kunne være med på det høje, professionelle niveau, Aarhus Symfoniorkester er synonym med,” lyder det beslutsomt fra Rolf. Han synker en gang og siger så:

“Men det bliver da en kæmpe omvæltning, det er klart. Orkestret har været en stor del af mit liv i rigtig mange år. Det har fyldt rigtig meget.”

For Martin og Klaus, der begge håber på at kunne blive i orkestret til, de rammer en alder af 67, bliver det en omvæltning at skulle undvære Rolf.

“Vi har stor respekt for Rolfs beslutning. Det er et fornuftigt valg at stoppe på toppen. Og jeg håber da, jeg er i stand til at tage samme beslutning, før jeg en dag måtte føle, jeg ikke kan det, jeg bør kunne,” siger Klaus.

“Ellers er jeg sikker på, vores super chefdirigent, Marc Soustrot, nok skal prikke til os, hvis noget ikke er, som det burde være. Ellers må vi hjælpe hinanden. Ik’?” Klaus ser spørgende på Martin.

“Det var da vist lidt falsk det der, hva' Klaus!?" Martin blinker drilsk til Klaus. De ler alle tre i kor. Eller i orkester, om man vil.