Guide: Få sund mad nemt i Aarhus
Er dit nytårsforsæt at spise sundere, men kniber det med at finde tiden til indkøb og madlavning? Så læs med her, hvor Aarhus Onsdag guider dig til seks steder i Aarhus, som tilbyder sund og mættende takeaway.
Oven på decembers fede julemad, sprøde julebag og søde julekonfekt har mange af os både lysten til og ambitionen om at leve lidt sundere. Heldigvis behøver du ikke at skulle ud at købe spelt, chiafrø, broccoli og spidskål og bruge timevis i køkkenet. Rundt omkring i Aarhus ligger der nemlig masser af spisesteder, der tilbyder sund takeaway. Aarhus Onsdag guider dig her til seks af dem.
We Feat
We Feat i Guldsmedgade tilbyder mad til både kødspisere, vegetarer, veganere, lactose- og glutenallergikere. Alt på menuen er 100 procent økologisk og sammensat, så det følger de anbefalede kostråd, hvad angår indhold af kulhydrat, protein og fedt. Antal kalorier og kilojoules er desuden angivet ved hver ret på menuen, hvis du vil være helt skarp på, hvad du indtager.
Nyd eksempelvis en Fitness bowl med kylling, spidskål, gulerod, avocadocreme, ananas, quinoa og pesto til frokost eller snup en Vinter bowl med oksekød, grønkål, blomkålsris, æble, grillet aubergine og peberfrugt, feta, pesto og lækker topping til aftensmad. We Feat har også sandwich, kaffe og en række frisklavede shakes og juice på menuen.
We Feat, Guldsmedgade 33, 8000 Aarhus C. Se mere på wefeatorganic.com.
Café Fika
Café Fika tilbyder en vifte af forskellige sandwich af hjemmebagt surdejsbrød, fyldte majspandekager, tærter, salater og toppings, friskpresset juice og smoothies samt nybrygget kaffe. Alt på menuen er sundt, friskt og hjemmelavet, og så er det 90-100 procent økologisk. Fika tilbyder desuden en række gluten- og laktosefrie alternativer.
Café Fika ligger på to adresser i Aarhus - i Nørregade og i Jægergårdsgade - og begge steder, kan du hente takeaway fra. Og det i bionedbrydelig engangsemballage.
Café Fika, Nørregade 28 samt Jægergårdsgade 47, 8000 Aarhus C. Se mere på cafefika.dk.
Letz Sushi
Sushirestauranter ligger der mange af i Aarhus. Blandt dem er Letz Sushi, som har adresse i både M. P. Bruuns gade, Guldsmedgade og på Aarhus Ø. Smag edamame bønner, misosuppe, sashimi, makiruller eller nogle af de andre fristelser på menuen.
Hos Letz Sushi bruger man udelukkende økologiske ris og certificerede fisk, alle retter er frisklavede, sunde og en fryd for øjet. Hvis du ikke alene vil spare på kalorierne men også på pengene, kører Letz Sushi kampagner på udvalgte dage i ugen, som kan være værd at holde øje med. En af dem er Monday Madness, hvor du sparer 25 procent på takeaway.
Letz Sushi, Guldsmedgade 33, M. P. Bruuns gade 54 samt Nicoline Kochs Plads 3, 8000 Aarhus C. Se mere på letzsushi.dk.
Café Glad
På Café Glad er økologi, bæredygtighed, sundhed og god smag i højsædet og stort set alt bliver lavet fra bunden. Alt fra menuen fås som takeaway og bliver pakket i bæredygtig emballage lige til at tage med hjem eller ud i naturen.
Hos Café Glad kan du svinge forbi allerede fra klokken 8.30 og få dig en kop friskbrygget kaffe. Caféen byder på forskellige morgenmadsretter så som en hjemmebagt bolle, spejlæg, vafler, grød eller yoghurt. Også til frokost præsenterer caféen et bredt udvalg; sæt tænderne i en sandwich eller en spinatpandekage med sprøde grøntsager og hjemmerørt dip eller nyd en blandet salat med sæsonens grønt og topping i form af eksempelvis rødbede- eller ærtedip.
Café Glad, Frederiks Allé 127, Aarhus C. Se mere på spisdigglad.dk.
Miss Green
Er du træt af hurtig take away fyldt med tomme kalorier? Så kig forbi Miss Green og snup en frokost eller aftensmad tilberedt med fokus på gode, lokale råvarer og varieret kost. Her kan du vælge imellem en række friske juicevarianter, sprøde sandwich og flere forskellige varianter af salat bowls - også lune.
Desuden frister Miss Green med burgere, som måske ikke er det sundeste valg på menuen, men som i en version med forskellige typer kål, gulerødder og syltede rødløg formentlig er både mere nærende og mere mættende end de burgere, du kan finde andre steder.
Miss Green, Søndergade 76, Aarhus C. Se mere på miss-green.dk.
Ana Frugt og Grønt
Hos Ana Frugt og Grønt på Trøjborg kan du ud over frisk, frugt, grøntsager og blomster også købe sunde og smagfulde retter til frokost eller aftensmad – lige til at tage med hjem. I den velassorterede salatbar byder bulgursalat, bønnesalat, olivensalat, fetasalat og mange flere varianter sig til, og du kan mikse lige de af dem, du har lyst og appetit til - selvfølgelig med topping i form af for eksempel hummus, haydari eller tzatziki.
Er sulten stor kan du her også vælge en durumrulle med fyld af falafel, grønt og dip efter eget valg. Et sundt, nærende og proteinrigt måltid - nemt og enkelt.
Ana Frugt og Grønt, Tordenskjoldsgade 22, Aarhus C.