En emotionel rejse 120.000 år tilbage i tiden

AARHUS I tusmørket bag spinkle træer troner et gigantisk skelet fra en af den sidste istids mammutter. Rungende brøl fra vilde dyr blandet med fuglekvidder fylder rummet. Brednæsede skikkelser, unge og gamle, med mørk, vilter hårpragt følger opmærksomt vores færden; neandertalerne.

Moesgaard Museums nye særudstilling 'Neandertaler – i mammutjægernes land', som åbnede for offentligheden 17. november, er en autentisk rejse flere tusind år tilbage i tiden. Med et budget på ni millioner kroner går udstillingen helt tæt på neandertalerne, på hvem de var som mennesker og som folk og på, hvad de har betydet for os og for vores måde at være menneske på i dag.

Udstillingen om Neandertalerne er en oprindelseshistorie, som dækker en tidsperiode på 120.000 år og et gigantisk geografisk areal – fra Portugal i syd til Sibirien i nord.

"Neandertalerne var de sidste før os og er på den måde vores nærmeste slægtninge. Den fortælling har vi forsøgt at iscenesætte i udstillingen," fortæller direktør for Moesgaard Museum, Mads Kähler Holst.

"En af vores ambitioner med udstillingen er at fortælle en del af den helt store verdenshistorie og ud fra neandertalernes levevis og færden at danne et billede af, hvem vi selv er, og hvor vi kommer fra," fortsætter han.

En af hovedkræfterne bag udstillingen er Trine Kellberg Nielsen, der er arkæolog, ph.d. og forsker i neandertalere.

"Fortællingen om neandertalerne har ændret sig de seneste år i kraft af arkæologiske fund og videnskabelige analyser inden for særligt dna. I 2010 opdagede man, at neandertalere og Homo Sapiens faktisk mødte og interagerede med hinanden. Hidtil havde man troet, at de to arter aldrig mødtes. Det faktum ændrede vores opfattelse af neandertalerne som vilde hulemennesker og har skabt stor folkelig interesse for arten," siger Trine Kellberg. Hun har siden 2008 fokuseret sin forskning på neandertalerne og er en af landets førende specialister på området.

Unikke fund

Udstillingen tager os med tilbage til en tid, der er kendetegnet ved den sidste istids begyndelse og fortæller historien om neandertalernes liv og tilpasningsevne i en periode med store klimaforandringer.

"Vi starter 120.000 år tilbage i tiden. I en varmeperiode som varede omtrent 11.000 år. På det tidspunkt var der stadig vegetation i form af blandt andet træer." Trine Kellberg gør en fejende bevægelse med armen mod rækken af træer, som tager imod, når man træder ind i udstillingen.

"Vi møder og lærer neandertalerne at kende på et af de steder, hvor de var allermest aktive; nemlig på sletten hvor de jagede. De var fantastiske jægere og i stand til at nedlægge kæmpe dyr som elefanter og mammutter," fortæller hun og gør stop ved den første af en række glasmontre.

"Træspyddet her menes at være lavet af neandertalere. Spyddet er blevet brugt til at dræbe en skovelefant. Det ved vi, fordi det blev fundet i elefantens skelet." Trine Kellberg betragter spyddet i montren med et indgående blik.

"Træ er organisk materiale og i modsætning til sten svært at finde bevaret i naturen. Der er kun fundet to af de her spyd i hele verden, så det er et helt unikt fund!" Det obligatoriske mundbind formår ikke at nedtone begejstringen i hendes stemme.

"Udover at spyddet fortæller os, at neandertalerne lavede redskaber af træ, giver det, at det er fundet i brystet på en skovelefant, os også en indikation på, at neandertalerne samarbejdede. For at kunne dræbe så kæmpestort et dyr med et spyd som dette, har de skulle helt tæt på, og de har derfor med al sandsynlighed måttet være flere om at nedlægge dyret," forklarer hun i et kraftigere stemmeleje for at overdøve brølene fra den animerede film, der ruller på et stort lærred bag hende. Filmen visualiserer neandertalernes nedlægning af en skovelefant.

Et innovativt folk

Trine Kellberg går længere ind i udstillingen. Her står montrer med redskaber lavet i sten, ben og krystal side om side med illustrationer af neandertalere, som man mente de så ud, udført af den finske kunstner Tom Björklund. Illustrationerne er levendegjort med digital ansigtsmimik.

"Vi ved, at neandertalerne levede sammen i små grupper på maks. 30 individer. Med en meget, meget lav befolkningstæthed kunne de leve et helt liv uden at møde andre grupper. Det er formentlig også årsagen til, at der er tydelig forskel på grupperingerne. Neandertalere i en region agerede ikke nødvendigvis på samme måde som neandertalere i en anden region," siger Trine Kellberg.

Det er primært på neandertalernes lejrpladser og bosteder, som lå i beskyttede områder, arkæologer har gravet og fundet effekter, som har givet viden om artens levevis og færden.

"Fund fra neandertalernes bopladser har vist os, at de var et meget innovativt folk. De har samlet mineralet mangan fra jorden og brugt det til at lave ild. Man har også fundet ud af, at neandertalerne var de første til at lave lim af birkebark." Trine Kellberg nikker mod nogle små klumper i en montre.

"På verdensplan er der fundet i alt fire klumper af den her limblanding. Disse er rekonstruktioner," informerer hun.

I en montre ved siden af, ligger nogle klumper af jordarten okker.

"Man har også fundet dråber af okker omkring deres bosteder, som tyder på, de har blandet okkerpulveret med vand og brugt det som maling. Til kropsdekoration eller hulemalerier måske," fortsætter hun.

Flere oplyste montrer med arkæologiske fund tiltrækker sig opmærksomhed.

"Neandertalerne lavede mange redskaber af flint. Men man har også fundet redskaber skåret i ben, som de formentlig har brugt til forarbejdning af dyreskind. Der er ligeledes gjort fund af redskaber lavet af bjørnetand og krystaller, som har tydeliggjort, at det at opnå symmetri og skønhed ligeledes gjorde sig gældende for neandertalerne."

Hun lader blikket dvæle et øjeblik ved de små genstande i forskellig form, størrelse og materiale.

"Det kan godt være, at man ikke umiddelbart bliver voldsomt imponeret af de her små redskaber, men som forsker er det fuldstændig fantastisk! Redskaberne er fra forskellige tidsperioder og viser, at neandertalerne ikke alene opfandt og lavede redskaber, men også at de gav deres viden og erfaring videre til næste generation. Hvordan ved vi ikke. Vi ved, at neandertalerne havde et tungeben og kunne lave lyd med halsen, men vi ved ikke med sikkerhed, om de havde et decideret sprog. Måske de simpelthen bare lærte hinanden at lave og bruge redskaberne ved at vise hvordan..."

Næste del af udstillingen fører os et skridt nærmere istiden for 80.000 år siden. Med rekonstruktioner af dyr og planter, som ikke længere findes, fordi stort set hele området omkring jordens nordlige halvkugle blev dækket af en tyk iskappe.

Herfra går Trine Kellberg forrest ind i den sidste del af udstillingen for cirka 20-30.000 år siden. På rummets endevæg strækker et malet gulv-til-loft panoramalandskab sig; en illustration af sletten hvor neandertalerne første gang møder Homo Sapiens.

Trine Kellberg stopper op foran et par computerskærme.

"Homo Sapiens møder neandertalerne og kommer med en ny genpulje. På skærmene her kan man studere forskelle og ligheder på kranie og krop hos neandertalere og Homo Sapiens. Noget af det væsentligste nye, som forskningen har vist i de seneste år, er, at neandertalerne havde langt mere til fælles med os, det moderne menneske, end vi før troede," siger den vidende forsker og uddyber:

"Det er ikke i 'first take', det lykkes Homo Sapiens at brede sig til hele det her kæmpe geografiske område. Den blanding af gener, som sker i mødet mellem neandertalere og Homo Sapiens, og som vi bærer to procent af i vores dna i dag, er ikke den første. Det er blot den, der er bevaret."

Trine Kellberg holder en kort pause. Så siger hun:

"Overgangen fra neandertaler til Homo Sapiens er stadig uklar. Men man formoder, at fordi neandertalerne var så få, bliver de stille og roligt opslugt af Homo Sapiens."

Ordene giver et stik i hjertet efter en god time i selskab med neandertalerne. 'Neandertaler – i mammutjægernes land' er en rejse ikke alene i tid og rum, men også narrativt og emotionelt.