Folk strømmer til: Sådan udslettede Vesuv en by for 2000 år siden
Folk valfarter til Moesgaard Museum for at komme 2000 år tilbage i tiden og opleve det luksuriøse liv i Napolibugten for foden af vulkanene Vesuv. Det stoppede brat, da vulkanen gik i udbrud
AARHUS Moesgaard Museum har fuldt hus for tiden, hvor man for den halve pris kan opleve den spektakulære udstilling af en vulkans udslettelse af et rigt samfund. Man skal købe sin billet på forhånd og der er for tiden udsolgt et par dage ud i fremtiden.
Berømte kulturskatte
Der er dog tid at løbe på, for museet har forlænget udstillingen, 'På vej mod katastrofen – Pompeji og Herkulanum', til 13. september. Og billetprisen er nedsat frem til 9. august.
Udstillingen viser især det luksuriøse liv i Napolibugten for foden af Vesuv. Med vulkanudbruddet blev det søde liv brutalt fastfrosset og bevaret som nogle af verdens mest berømte arkæologiske kulturskatte fra oldtidens og antikkens verden.
Byerne Herkulanum og Pompeji gik til grunde, og flere tusinde mennesker mistede livet under glødende pimpsten, aske og klippestykker. Historien om naturkatastrofen tilbage i år 79 er fortalt i breve og samtidig et øjebliksbillede på en heroisk redningsaktion i det romerske imperium.
De 250 udlånte genstande på udstillingen fortæller om det daglige liv i Romerrigets frodige handelsbyer, arkitekturen og det skæbnesvangre døgn, da vulkanen Vesuv gik i udbrud.
Det er samtidig den ældste dokumenterede militære redningsaktion af civile ofre for en naturkatastrofe.
På hele udstillingen kan børn følge et særligt spor med fortællinger om Jafar og Saga. Der er lavet et lille hæfte, de kan læse i og lave små opgaver undervejs.