"Hej Søster Fest" hylder kvindelige kunstnere i Aarhus

Sangerinden Fallulah står bag "Hej Søster Fest", som er en hyldest til den oversete talentmasse af kvindelige kunstnere i den danske musikbranche. For første gang afholdes festen i Aarhus med navne som Anne Linnet, Annika Aakjær og Dopha på plakaten.

Artiklens øverste billede
Sangerinden Maria Christina Apetri, kendt under kunstnernavnet Fallulah, er initiativtager til "Hej Søster Fest". Foto: Stine Bidstrup, Ritzau/Scanpix
Bliv inspireret af byguides, kulturanbefalinger og spændende portrætter. Klik her, indtast din mailadresse og tilmeld dig vores ugentlige nyhedsbrev.

Lørdag 8. oktober er der for første gang “Hej Søster Fest” på Voxhall i Aarhus, hvor Anna Linnet, Annika Aakjær, Rebecca Lou, Dopha, Ravi Kuma og Aysay kan opleves live. “Hej Søster Fest” har, ud over at skabe en musikfest, til formål at hylde inklusion og forskellighed på den danske musikscene.

Maria Christina Apetri, som de fleste kender under kunstnernavnet Fallulah, er initiativtager til “Hej Søster”. Hun indledte projektet i 2018 med en playliste på Spotify bestående af udøvende, danske, kvindelige kunstnerer og bands.

»I sommeren ‘18, sad jeg derhjemme, da Gramex’ årlige opgørelse over mest spillede kunstnere og musikere tikkede ind i min indbakke. Der var kun mænd på alle listerne, og sådan havde det været i flere år. Det vidste jeg, fordi jeg havde fulgt med og havde undret mig,« fortæller Maria Christina Apetri på en telefonlinje fra sit hjem i København.

»Jeg synes jo, at der er rigtig mange dygtige kvinder, der laver musik - hvorfor figurerede de ikke? Så jeg tænkte: “Hvad kan jeg gøre nu og her for at gøre opmærksom på alle de dygtige, kvindelige kunstnere, der er derude?”. Og så valgte jeg at samle en masse af os på en playliste. Det var en meget konkret ting at gøre og den viste jo tydeligt, at der i Danmark laves masser af fantastisk og forskelligartet musik, som vi slet ikke bliver præsenteret nok for,« fortsætter sangerinden.

Playlisten fik meget opmærksomhed fra både Spotifys brugere, musikere og medier.

»Samtidig med playlisten oprettede jeg en profil på Instagram, hvor alle de, der havde lyst, kunne føje flere navne til listen og på den måde være med til at kaste lys over problematikken. Og herfra voksede det her online fællesskab, hvor en masse gerne ville ligestilling og hjælpe med at gøre opmærksom på den skævvridning, som jo desværre ikke kun gør sig gældende i musikbranchen,« lyder det.

Anne Linnet er en ud af de seks udøvende, danske, kvindelige kunstnere, der optræder til "Hej Søster Fest" 8. oktober på Vohall i Aarhus. Pressefoto

Fejring af talent

Maria Christina Apetri, der under kunstnernavnet Fallulah, for alvor brød igennem på den danske musikscene i 2011, har bemærket forskelsbehandlingen af mandlige og kvindelige musikere, fra hun trådte ind i branchen.

»Jeg bemærkede den her skævvridning fra start. Den viser sig i rigtig mange henseender. Men det bliver særligt tydeligt, at kvinder er underrepræsenteret i branchen, når der er festivaler rundt omkring i landet, og der ingen kvindelige kunstnere er på festivalplakaterne,« siger hun.

Ud over at gøre opmærksom på problematikken via sin playliste, havde Fallulah lyst til at hylde det massive talent, hun ved, findes blandt udøvende, kvindelige musikere herhjemme.

»Jeg syntes, der manglede en fejring af og en hyldest til alt det talent, vi har blandt kvindelige kunstnere i Danmark. Så det besluttede jeg at gøre noget ved. Derfor tog jeg initiativ til “Hej Søster Fest”, som er en fejring og en hyldes og en masse god energi,« forklarer sangerinden.

Der har været en helt særlig stemning til vores to tidligere “Hej Søster”- koncerter. Begge gange er jeg blevet blæst bagover af den bølge af varme, der kommer fra publikum. Der er kun good vibes.

Fallulah/Maria Christina Apetri, sangerinde og initiativtager til "Hej Søster Fest"

Maria Christina Apetri er ikke alene ophavskvinden bag “Hej Søster Fest”. Det er også hende, der booker kunstnere til aftenen.

»For mig er det sjovt også at prøve at sidde på den side af bordet,« siger hun og lister så den række af kriterier, hun gerne vil, at programmet til “Hej Søster Fest” skal opfylde:

»Fordi arrangementet har til formål at fejre den massive talentmasse af kvindelige kunstnere, vi har, er de optrædende til “Hej Søster Fest” selvfølgelig kvinder. Derudover vil jeg gerne, at programmet er så bredt, som overhovedet muligt. Der må på kunstnersiden gerne være en spredning både aldersmæssigt og genremæssigt, ligesom der gerne må være både kendte og upcoming navne. I år har jeg desuden gerne villet, at størstedelen af kunstnerne er fra Jylland.«

Den populære, upcoming sangerinde, Dopha, er også på plakaten, når "Hej Søster Fest" hylder den oversete talentmasse af kvindelige musikere i den danske musikbranche. Pressefoto.

To fuldtidsjobs

Med et line-up, der tæller Anne Linnet, Annika Aakjær, Dopha, AySay, Ravi Kuma og Rebecca Lou – hvoraf sidstnævnte er fra Falster og dermed den eneste ikke-jyde – synes de kriterier at være opfyldt, når “Hej Søster Fest” spænder af på Voxhall 8. oktober. Arrangementet blev første gang afviklet i efteråret 2019 og, efter en corona pause i 2020, igen i 2021. Begge gange i København. I år holdes festen så for første gang i Aarhus.

»Det er rigtig dejligt at holde “Hej Søster Fest” i København, men på “Hej Søster”s Instagram, er der jo folk fra hele landet, der engagerer sig. Så i år greb vi muligheden for at tage til Aarhus og holde festen der i forbindelse med Music City Aarhus. Og jeg har en følelse af, at det bliver virkelig godt,« siger Maria Christina Apetri. med optimisme i stemmen.

Ifølge sangerinden er det ikke svært at sammensætte et fedt program udelukkende med kvindelige kunstnere. Men det er tidskrævende at stable et arrangement som ”Hej Søster Fest” på benene.

»Det er et stort arbejde at afvikle “Hej Søster Fest”. Så snart arrangementet er slut, skal vi i gang med at booke navne til næste års fest. Jeg er fuldtidsmusiker og har min egen karriere, så lige nu skriver jeg på mit kommende album samtidig med, at jeg arrangerer “Hej Søster Fest”. Det er nærmest to fuldtidsjobs på en gang!« Maria Christina Apetri puster ud, så det suser i mobilens højtaler.

»I år er vi for første gang fire på arrangørholdet, og det er ret fantastisk. Mange ønsker, at der skal være en “Hej Søster Fest” i både Aarhus og København. Det ville være dejligt, hvis det kunne lade sig gøre, men det ville kræve yderligere hænder at afvikle to koncerter om året. Så det ligger ikke i kortene lige nu, men vi håber, at det en dag lader sig gøre at holde “Hej Søster Fest” i både Aarhus og København,« siger hun håbefuldt.

Rebecca Lou er den eneste blandt de seks kunstnere, der optræder til årets "Hej Søster Fest", som ikke er fra Jylland. Rebecca Lou er oprindeligt fra Falster og bor i dag i København. Pressefoto

Alle er velkomne

Til ”Hej Søster Fest” på Voxhall står Maria Christina Apetri også selv på scenen. Ikke som Fallulah, men som konferencier.

»Jeg kommer ikke til at stå på scenen og spille min egen musik, men jeg synger en lille åbningssang for ligesom at skyde festen i gang. Resten af aftenen indtager jeg rollen som konferencier,« fortæller Maria Christina Apetri og tilføjer:

»Jeg glæder mig rigtig meget! Der har været en helt særlig stemning til vores to tidligere “Hej Søster”- koncerter. Begge gange er jeg blevet blæst bagover af den bølge af varme, der kommer fra publikum. Der er kun good vibes. Det er det mest kærlige og fede publikum, man kan forestille sig. De synger med, klapper og hujer – alt det man elsker, når man står på scenen og optræder. Der er en vild energi blandt både de optrædende og publikum, som jeg ikke har oplevet på samme måde før.«

Fordelingen blandt publikum til “Hej Søster Fest” har hidtil været med en overvægt af kvinder. Men arrangementet er for alle.

»“Hej Søster Fest” er ikke en ekskluderende ting, men nærmere det modsatte; vi vil meget gerne se alle mulige slags mennesker. Også meget gerne mænd!« understreger Maria Christina Apetri.

Sangerindens håb er, at publikum tager en god oplevelse med sig derfra, som de vil fortælle om, så budskabet om ligestilling ikke bare i musikbranchen men generelt kan sprede sig.

»Jeg håber, vi med ”Hej Søster Fest” kan vise, at der er opbakning. Til arrangementet, men også til ligestilling imellem køn. Og så håber jeg, at publikum, når de går hjem, ud over at tage en fed oplevelse med sig i lommen, også har lyst til at fortælle andre om koncerten og konceptet bag. Så “Hej Søster”, og det vi står for, kan sprede sig som ringe i vandet i en grad, så man kan mærke det. Det vil kunne gøre en positiv forskel.«

Giv adgang til en ven

Hver måned kan du give adgang til 5 låste artikler.
Du har givet 0 ud af 0 låste artikler.

Giv artiklen via:

Modtageren kan frit læse artiklen uden at logge ind.

Du kan ikke give flere artikler

Næste kalendermåned kan du give adgang til 5 nye artikler.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke gives videre grundet en teknisk fejl.

Ingen internetforbindelse

Artiklen kunne ikke gives videre grundet manglende internetforbindelse.

Denne funktion kræver Digital+

Med et Digital+ abonnement kan du give adgang til 5 låste artikler om måneden.

ALLEREDE ABONNENT?  LOG IND

Denne funktion kræver Digital+

Med et abonnement kan du lave din egen læseliste og læse artiklerne, når det passer dig.

Teknisk fejl

Artiklen kunne ikke tilføjes til læselisten, grundet en teknisk fejl.

Forsøg igen senere.

Del artiklen
Relevant for andre?
Del artiklen på sociale medier.

Du kan ikke logge ind

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, men vi har sørget for, at du har adgang til alt vores indhold, imens vi arbejder på sagen. Forsøg at logge ind igen senere. Vi beklager ulejligheden.

Du kan ikke logge ud

Vi har i øjeblikket problemer med vores loginsystem, og derfor kan vi ikke logge dig ud. Forsøg igen senere. Vi beklager ulejligheden.