Huxi Bach har begået fatal brøler med nyt show

Radio-, tv-vært og satiriker Huxi Bach er igen afsted på de danske landeveje. Denne gang med sit sjette one-man show, ”Alt er godt”, som kan opleves i Musikhuset Aarhus 7. oktober.

De tre første shows er afviklet i København, da Århus Onsdag møder ham til en snak denne tirsdag eftermiddag på Godsbanen i Aarhus.

»Jeg skal lige ud at slå en streg. Og ringe til min kone. Så er jeg klar,« siger Huxi Bach stående. Han sluger den sidste bid af sin sandwich og sætter kurs mod toiletterne. Få minutter efter er han tilbage og planter sig på en stol ved et ud af en række runde borde.

»Det første der er at sige om showet er, at jeg har begået en fatal brøler med titlen; ”Alt er godt”. For det er jo løgn! Men for et års tid siden sad jeg der i min helt barnlige naivitet og tænkte: ”Vi har en fod ude af corona, nu bliver det dejligt.” Men så blev det nærmest værre! Der er krig i Ukraine, abekopper ud over det hele og…,« Huxi Bach tager sig sigende til hovedet.

»Det har jeg taget konsekvensen af i showet, hvor jeg forsøger at finde og belyse den flig af noget sjovt, der også er i alt det forfærdelige. Fordi vi alle sammen har brug for indimellem at få lov til at ventilere. Ellers ender det med en kollektiv depression. Så det er min mission med showet; at give publikum - og mig selv - mulighed for at ventilere,« forklarer han.

Besat af heste

Lig sine tidligere shows, tager Huxi Bach emner så forskellige som politikere og manipulerende medier til heste og børnehavebørn op.

»I showet kommer jeg omkring stort og småt i øst og vest. Krigen i Ukraine fylder ikke meget, men jeg har Putin oppe at vende. Jeg kommer også omkring abekopper, og så får statsministeren og de 178 andre folketingsmedlemmer selvfølgelig en tur. Og så ser jeg på Danmarks værste bank: min egen bank. Vil man vide, hvad det er for en bank, må man komme ind at se showet.« Huxi Bach smiler hemmelighedsfuldt.

»Jeg kommer også til at snakke om vildhestene på Mols. Har du hørt om dem?«

Uden at vente på svar, uddyber han:

»Jeg har i det seneste år været besat af at følge de her heste, der er sat ud på Molslaboratoriets arealer. Folk går jo amok over, at hestene ikke fik madpakker med, da de blev sat ud. Faktisk er jeg blevet så grebet af debatten, at jeg har meldt mig ind på hestenettet.dk, og det er altså intenst, hvad der bliver ytret der! Det er antropologisk interessant at se, hvad mennesker mener er naturligt. Det er som om, der er konsensus om, at Zoologisk Have er ok, fordi der er nogen til at passe dyrene, men heste som skal klare sig selv i naturen – den går ikke!« Huxi Bach ryster let på hovedet.

En god aften i Aarhus

Huxi Bach har et grundshow, men i ”Alt er godt” tager han som altid aktuelle nyheder med sig på scenen.

»Belært af erfaring og med en fod inde i et Folketingsvalg har jeg sørget for, at der er ”huller” i showet, hvor jeg kan tage aktuelt stof ind. Fordi jeg selv har lyst til at snakke om det, der sker lige nu og her, men også fordi jeg fornemmer, at mit publikum forventer, at jeg gør det. Det man har talt om ved kaffemaskinen på arbejdet tidligere på dagen, det fylder hos folk, og det fylder hos mig, og så kan vi lige så godt tale om det,« slår han fast.

»Der er ikke to aftener, hvor showet er ens, så man kan roligt købe billetter til alle aftener!« tilføjer satirikeren så.

Huxi Bach har gået i gymnasiet, arbejdet som pædagogmedhjælper og gået på Journalisthøjskolen i Aarhus. I alt otte år i den jyske hovedstad blev det til for den humoristiske mand med den skarpe tunge, inden han rykkede til København.

»Hver aften, jeg står på scenen, er forskellig, da der sidder nye folk i stolene. Men for mig er det altid rart at komme tilbage til Aarhus. Jeg ved, det bliver en god aften, når jeg skal optræde i Aarhus - her sker altid noget. Sidst jeg stod på scenen i Musikhuset, var nyheden om, at Trump havde fået corona, kommet ud samme dag. Det tilførte aftenens show en helt særlig dimension. I det sekund jeg nævnte Trump og corona, begyndte det aarhusianske publikum at småsumme. Det var tydeligt, at de bare havde ventet på, jeg ville bringe det op. Så jeg håber, der sker et eller andet skørt igen, når jeg kommer til Aarhus 7. oktober,« siger Huxi Bach.

Q & A

Bekendt med Huxi Bachs ungdomsrødder i Aarhus og hans vane med at tage aktuelt stof op i sit show, kaster Århus Onsdags journalist en række Aarhus-relaterede emner på bordet et for et.

J: »Hvad tænker du, når jeg siger…: Finansminister Nicolai Wammen?«

»Wammen har jo transcenderet Aarhus. Han har svigtet jer til fordel for at blive finansminister. Det er sjovt at betragte, hvordan en ting kan æde et menneske. Wammens personlighed er fuldkommen forsvundet, han er blevet spist af partiet og blevet den her teflonklump i jakkesæt, der svarer som alle andre socialdemokratiske politikere. Jeg misunder ham ikke sit job. Det er benhårdt at være finansminister og skulle tage en masse ubehagelige beslutninger. Jeg misunder ham heller ikke at have et job, hvor han på papiret skal være idealist og udstikke retninger, men samtidig ikke må mene noget. Nu mener han aldrig rigtig noget, men er bare glat og fluffy.«

J: »Popstjernen Tobias Rahim?«

»Med Tobias Rahim har jeg det stort set ligesom alle andre; jeg synes, han er ret fed. Han kom ligesom bare ud af ingenting. ”Bum!” så stod han der uden tøj, på det her ikoniske billede af fotograf Petra Kleis. Det minder mig om for 20 år siden, da Nik & Jay kom frem med pelshue, store guldkæder og den der ”Fuck alt det der Jantelov”-attitude. Tobias Rahim skriver tekster, der er banale på overfladen, men kradser man lidt i den, sparker han døre ind. Jeg tror, det er sundt for vores samfund, at vi har typer som ham.«

J: »Den dansk/engelske, herboende stand-up komiker, Conrad Molden?«

»I Danmark ser vi os selv som verdens navle. Derfor er det også sindssygt sundt, at vi har nogle som Conrad Molden til lige at prikke til os og få os til at se indad; ”Hvorfor siger I danskere sådan?”, ”Hvorfor gør I sådan?”. Det er egentlig det samme, jeg prøver at gøre med politikerne. Man må gi’ Inger Støjberg, at hun har ramt plet, når hun taler om ”de københavnske saloner”; Christiansborg ER på mange måder en osteklokke uden ret meget føling med virkeligheden.«

J: »Aarhus Havn?«

»Min lillebrors ven, Mortens far, Svend, havde en lejlighed med udsigt over vandet – det har han ikke mere. Jeg er ikke imod udvikling, men nogen burde måske nok have lagt en lidt større, visionær plan. Når man kommer ind med færgen til Aarhus, ligner det, at nogen har taget en kæmpe container og hældt dens indhold ud over havnen.«

J: »Eskelunden?«

»Der var stort fokus på det trafikkaos, der opstod, efter Northside Festival blev afholdt i Eskelunden for første gang i år. Vi danskere bevæger os i sådan et smukt krydsfelt; vi klager os over, at alt er så reguleret, at alt skal dokumenteres i hoved og røv, formynderregering og hvad har vi… Men når vi skal hjem fra koncert, er vi glade for, at der står nogen i hjemmeværnsvest med refleks. Så vil vi gerne have benhård kommunisme. Vi er vidunderligt sammensatte på den måde.«

J: »Affaldssortering?«

»I Aarhus sorterer man i tre spande, mens jeg hjemme i Brønshøj sorterer i syv. Det er da klart, man godt kan føle sig lidt som en idiot, når man har stået der og finsorteret sit affald i syv bunker og naboen så smider alt sit i en. Men det er ikke noget, jeg som sådan tænker over. Det vigtigste er, at vi bliver mere klimabevidste, og at sorteringen bliver ordentlig og virker. Jeg er kæmpe fan af klimaet og synes da klart, vi skal beholde det.«

Savner familien

Huxi Bach læner sig tilbage mod stoleryggen og ser på uret. Der er en færge tilbage til Odden, han skal nå. Familien venter. Ligeså gør endnu en scene og et publikum.

»Jeg skal lige være færdig med ”Alt er godt”, så jeg har ikke noget planlagt, men – ”Inshallah!”, ”God willing” – så kommer jeg da med et syvende one-man show.«

Han holder en kort pause i sin turbo-talestrøm og fingererer ved det multifarvede armbånd, han har om håndleddet. Lavet af hans datter.

»Sidst jeg var på turné, var mine børn meget små og havde ikke rigtig nogen tidsfornemmelse. Nu hvor de er blevet ældre, lægger de mere mærke til, jeg er væk. Så jeg kommer til at køre mere hjem imellem mine shows den her gang. Selv om det længste, jeg er væk på den her turné, er fem dage, så er det længe nok. Jeg når rigeligt at savne dem. Og omvendt, tror jeg,« siger Huxi Bach.

Han rejser sig, hænger sin taske over skulderen og giver hånd. Så forsvinder han ad Godsbanens grå korridor mod p-pladsen og videre i bil mod Mols-linjen, Odden og hjemmet i Brønshøj, hvor alt – forhåbentlig – er godt.